Børn fortæller

Når børn har det svært får de fleste en hurtig, god og relevant hjælp og børnenes rettigheder overholdes. Det er netop også formålet med eksempelvis den politiske reform Barnets Reform, overgrebspakken, samt oprettelsen af børnehuse.

Dog er erfaringen fra BørneTelefonen og bisidderordningen, at mange børn ikke føler sig hørt. De får ikke den relevante hjælp og deres rettigheder overholdes ikke. Børns Vilkår har talt med flere børn, som har oplevet ikke at føle sig hørt eller inddraget i deres egen sag. Vi videregiver her børnenes fortællinger fra deres perspektiv. Disse sager er ikke enkeltstående, men repræsenterer derimod en række problemstillinger, som går igen på tværs af mange af de børnesagsforløb, som Børns Vilkår er involveret i.

Katrine: Når man som barn ikke forstår, hvad der foregår

Da Katrine er ni år, kontakter hendes mor kommunen, fordi hun har svært ved at tage vare på Katrine og hendes lillesøster. Katrines mor får afslag på at få hjælp fra kommunen og vælger derfor at holde Katrine og hendes søster hjemme fra skole i en længere periode for at få kommunen til at reagere. Da kommunen kommer på banen, er Katrine ti år. Familien får besøg af en familievejleder, som tager Katrine på café og snakker med hende. Katrine forstår ikke, hvorfor hun skal snakke med familievejlederen.

Efterfølgende fortæller Katrines mor hende, at hun ikke længere kan bo derhjemme, og Katrine tror, at det er hendes egen skyld, og at hun skal flytte, fordi hun har opført sig forkert. Hendes sagsbehandler formår heller ikke at forklare hende det – hun er helt ny i jobbet og giver over for Katrine udtryk for, at hun er usikker på, hvordan hun skal tale om tingene med en 10-årig. De næste seks år er Katrine anbragt på forskellige opholdssteder. Hendes mor modsætter sig, at hun kommer i plejefamilie, da hun betragter anbringelsen som midlertidig. Katrine fortæller, hvordan hun selv var bange for at skulle i plejefamilie, fordi hun troede, det betød, at hun aldrig ville se sin mor igen. Derfor er det aldrig noget, hun nævner for sin sagsbehandler – og hun bliver heller ikke spurgt, om det kunne være noget, hun ønskede sig. Som voksen vurderer hun, at det måske netop var en tryg tilknytning til en ny familie, der kunne have hjulpet hende allermest.

Lasse, 15 år: Om ikke at blive inddraget i valg af foranstaltning

Lasses forældre bliver skilt, da han er helt lille. Efter skilsmissen bor han fast hos sin mor og ser sin far hver anden weekend. Moren har en psykisk lidelse, og Lasse må tage vare på sig selv og sin lillebror. Da Lasse er 14 år, bliver han og hans søskende anbragt hos en plejefamilie. Inden da har de i en årrække været i aflastning samme sted. Lasse trives ikke hos plejefamilien, og han har længe ønsket at bo hos sin far. Lasse beskriver sit sagsforløb som præget af mangelfuld kommunikation fra kommunens side. Lasse oplever ikke, at han er blevet hørt i forhold til valg af foranstaltning, og han har fået modsatrettet information om, hvor længe han og hans bror skal blive boende hos plejefamilien.

Lasse får kontakt med kommunen første gang, da han er otte år. Han bliver ikke orienteret om, hvorfor han får en sag, og hvad det indebærer. Da han og broren kommer i aflastning, erindrer han ikke at have fået nogen forklaring af kommunen, og han husker ikke, at der har været et møde om det med sagsbehandleren. Det samme gør sig gældende, da aflastningsordningen erstattes af permanent ophold hos plejefamilien. Han bliver ikke indkaldt til et møde, hvor han kan give sin mening til kende. I stedet får han besked af sin mor.

Hos plejefamilien føler Lasse sig isoleret og langt væk fra sine venner og familie. Til samtaler med sagsbehandleren lover plejefamilien at hjælpe Lasse med transport til fritidsaktiviteter og lignende, men det bliver aldrig til noget. Kommunen har ikke fulgt op på, hvordan Lasse trives hos plejefamilien.

Hun [mor] siger, at vi skal ud og bo ved min plejefamilie. Min lillebror og jeg. Hun måtte egentlig ikke fortælle det, men hun kunne ikke holde det inde. Og så skulle min sagsbehandler også have talt med mig om det, så min lillebror og jeg havde vidst det, inden vi flyttede derud. Men hun [sagsbehandleren] kom aldrig og snakkede med os. Lasse 15 år

 

De møder, Lasse har med sin sagsbehandler, oplever han som forvirrende. Han har haft flere forskellige sagsbehandlere, men husker kun den ene. Han oplever, at han får modsatrettede informationer, og at sagsbehandleren ikke lytter, når han siger, at han ønsker at komme hjem og bo hos sin far. Han oplever, at sagsbehandleren afviser ham uden at afgive en begrundelse. Det får Lasse til at kontakte BørneTelefonen, og han får en bisidder, som hjælper ham til møderne.

Lasse fortæller, at han har læst en del af sin egen handleplan, men det har ikke givet ham svar på, hvorfor han skal bo hos plejefamilien. I handleplanen står der, hvor længe han skal være i pleje, men han har fået noget andet at vide af sin sagsbehandler. Det, han ved, er, at han skal på efterskole. Det har han selv været med til at bestemme, og han håber, at sagsbehandleren overholder aftalen.

Mie, 17 år: Om at miste tillid, men genfinde tryghed ved at blive inddraget

Mie og hendes søskende er blevet udsat for fysisk vold af deres mor, så længe Mie kan huske tilbage. Hun er blevet slået og har overværet sine søskende få samme behandling. Da Mie er tre år gammel, går forældrene fra hinanden, og Mie og hendes yngre søskende bliver boende hos deres mor. De voldelige overgreb fortsætter, og da Mie er 11 år, anmelder hendes ene søskende moren til politiet. Sagen ender med, at moren idømmes et års fængsel for vold mod sine børn, og på dette tidspunkt bliver kommunen involveret. Efter dommen følger et forløb, hvor Mie først anbringes hos en plejefamilie og efterfølgende på et opholdssted. Fra begyndelsen har Mie sagt, at hun ønsker at bo hos sin far, men det er først, da hun fylder 17 år, at hun får lov til at blive hjemgivet til faren.

Gennem sit sagsforløb har Mie haft tre sagsbehandlere. Hun husker ikke den første, mens hun får den anden, da hun skal i pleje efter retssagen. Mie bliver ikke hørt i forbindelse med anbringelsen og får derfor ikke nogen indflydelse på beslutningen. I stedet orienteres hun om afgørelsen, efter at den er truffet, og uden varsel skal hun pludselig pakke og flytte. Omstændighederne omkring flytningen gør det til en negativ oplevelse for hende.

Hos plejefamilien får Mie besøg af sin sagsbehandler, som kommer for at følge op på flytningen. Men Mie føler sig ikke tryg ved sagsbehandleren og har ikke lyst til at åbne op og fortælle, hvordan hun har det. Mies oplevelse af sagsbehandleren er, at hun ikke lytter til, hvad hun har at sige, men i stedet lytter mere til hendes mor. Hun føler, at sagsbehandleren tager morens parti, og hun er bange for, at det, hun fortæller, kommer videre til moren.

Hun [sagsbehandleren] lyttede ikke på, hvad jeg sagde. Det var mere, hvis min mor sagde noget, så lyttede hun efter det. Hun lyttede heller ikke på min far, hvis der var noget, han sagde Mie 17 år

 

I forbindelse med morens prøveløsladelse sender sagsbehandleren Mie hjem på weekendbesøg uden opsyn. Mie har svært ved at forstå, hvorfor hun skal være der alene sammen med sin bror. Hun føler sig ikke tryg sammen med moren, og senere afbryder hun kontakten.

Mie føler sig ikke rigtig hjemme hos plejefamilien. Hun har svært ved at få nye venner og skabe en ny tilværelse så langt fra det, hun kender og er tryg ved. Efter en episode hvor Mie afprøver plejefamiliens grænser, bliver hun anbragt på et opholdssted. I modsætning til første anbringelse, bliver Mie inddraget i beslutningen om, hvilket opholdssted hun helst vil bo på. På dette tidspunkt har Mie fået en ny sagsbehandler, som gør, at hun føler sig inddraget. Sagsbehandleren er mere fleksibel og lader hende tage hjem på korte besøg, uden at hun skal spørge først. Hun oplever at blive orienteret i god tid inden møderne og at få indflydelse på, hvornår møderne skal afholdes, og hvad de skal handle om. Sagsbehandleren undersøger også, hvorvidt Mie kan få efterværn, når hun skal hjembringes til sin far.