Jeg er bonusmor til H på 10 år. Hun har en 7-7 ordning. Vi oplever hos os, at reglerne i de to hjem er meget forskellige. Hos sin mor, virker det til at H må langt mere end hos os. Hun får lov til at bestemme en del mere, hun er længere oppe, får hele tiden nye ting osv. H kommer ofte hjem og siger at hendes mor, synes at vi gør tingene forkert og at vi også er strenge ved H. Vi oplever at de værdier og regelsæt vi gerne vil opdrage efter, gør at vores hjem er ren rædsel ifht det andet hjem og det er ret hårdt, at uanset hvad man føler man gør er det aldrig godt nok. Hvilket H også giver udtryk for.
Kommunikationen mellem mor og far er dårlig. Far vil gerne samarbejde men det vil mor ikke. Ofte er der en råben og skrigen fra H og hun siger at hvis det skal være sådan her, vil hun hellere være hos sin mor. Min kæreste har forsøgt at tale med H’s mor om det, vi tænker at H ville have gavn af at være fast et sted i hverdagene og så var hver anden weekend hos en af os. Det vil H’s mor ikke, da hun synes det er synd for H, da hun gerne vil bo begge steder, men samtidig siger moderen også at H har det svært fordi der er så meget frem og tilbage. Hvad skal vi gøre. Vi ville gerne at H var fast hos sin mor eller os, hvis det kunne give hende en mere struktureret hverdag. Men kan vi bestemme det? Hvornår skal børnene medinddrages og kan de bestemme selv.? Vi tænker at det da ville være hårdt for H at skulle undvære begge hjem nu, men at det ville gavne hende på længere sigt.?
Håber i kan hjælpe.
Svar fra Børns Vilkår
Kære bonusmor.
Det er altid svært for børn og forældre, når der er for stor forskel på, hvilke regler, der er i de to hjem. Og det giver din bonusdatter jo i høj grad udtryk for. Hvis en 7/7 ordning skal kunne fungere viser nordisk forskning, at forældrene skal kunne samarbejde og være enige om regler og rammer for barnet.
Jeg vurderer derfor, at det kunne skabe mere ro i pigens hverdag, hvis hun havde en fast base i det ene hjem og så besøgte det andet hjem hver anden weekend. I kunne jo prøve det af i en periode og så se, hvordan det kommer til at fungere.
Det er selvfølgelig vigtigt at høre din bonusdatter, men da hun er 10 år, er hun ikke moden nok til at overskue, hvad der på sigt vil være bedst for hendes trivsel og udvikling. Så her må I som voksne tage det endelig ansvar og bestemme.
Ifølge lovgivningen skal alle børn høres, men børn kan først træffe reelle beslutninger, når de er fyldt 18 år.
Det er vigtigt at fortælle din bonusdatter, at I har lyttet og kan se, hun ikke trives. I vil derfor nu prøve at gøre det bedre for hende. Men hvis hun udtrykker at hun faktisk ikke vil være mere et sted end det andet, så skal I måske se på de I voksne lige nu står for stejlt på jeres indbyrdes uenighed omkring opdragelse, som hun i stedet ender med at lide under.
Måske I på sigt vil kunne bløde op på jeres ”strenge” rammer, og måske mor vil kunne nærme sig jer i forhold til enkelte problemstillinger. Som det er lige nu kunne man få en fornemmelse af at I strammer mere og mere, da din bonusdatter protesterer – og hendes mor bløder mere og mere op.
Så for at bryde den ”onde” cirkel vil det måske være godt for alle, at I enten prøver at forandrer ordningen for en periode og ser hvordan det går eller forsøger at nærme sig hinanden og måske gå på noget kompromis omkring tilgang og opdragelsen af hende.
Jeg håber, det lykkes for jer til gavn for din bonusdatter og jeres familier.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen