Jeg mener det er skadeligt, om ikke andet for forældreskabet, at der går op til 7-10 dage i hver periode hvor jeg som far ikke får talt med mine små drenge. Ud over at jeg er ulykkelig, får jeg spørgsmål fra dem om hvorfor jeg ikke har dem mere. Jeg har i 1,5 år pænt anmodet om at få mere tid.
Jeg er blevet holdt hen. jeg er meget tålmodig.
Er det mig der savner for meget, eller hvor meget kontakt skal skæres væk når familier bliver delt op?
Vi har 10/4 (Min ekskone har dem mest) Desværre er det dejlige samspil hvor jeg kunne lave mad til dem indimellem, komme i vores deres hjem, erstattet af ørkesløs stilhed og mangel på kontakt.
Vores mindste på netop 6; er ked af det. Hans kram er så kraftfulde og han slipper ikke taget. Et drømmekram;) -hvis bare ikke jeg vidste det var et desperat forsøg på at holde på sin far.
De 4 dage er som solstrejf, men de 10, gerne uden kontakt fra min ekskone, der mener de hygger sig bedst uden at blive mindet on far-savnet, de 10 dage er ubarmhjertige.
Er det noget argumentation eller videnskab fælles rådgivning der kunne hjælpe min ekskone og mig på ret kurs inden jeg efter 100-vis af tålmodige uger smider advokater på.
Jeg ved at hun vil lytte, hvis vi kan få rådgivning. Hun er fuld af kærlighed og en vidunderlig mor. Hun ved at jeg rækker ud efter uvildig rådgivning. Jeg er indstillet på at måtte revidere min opfattelse af at hun misligholder forældreskabet ved at lade så meget tid gå imellem kontakt til mig og børnene. Jeg fortryder desværre bitterligt at jeg gik med til 10-4.
jeg er udmattet af at prøve at spørge om lov til at se/tale/lege med mine drenge.
Hvilke rettigheder/medbestemmelsesret har jeg givet afkast på ved 10/4 og hvordan får vi jævnbyrdig indflydelse.
Info // vi blev skilt for 2 år siden. jeg har haft samme kæreste i 1,5 år. og min ekskone i 1,2 år. Det er søde kærester, vi kan lide dem sammen med vores børn. Min ekskone og børnene bor i vores fælles hus, deres barndomshjem /
Svar fra Børns Vilkår
Kære far til to drenge,
Noget af det hårdeste for både børn og voksne, når skilsmissen rammer, er, at familien ikke mere skal bo sammen. At savn bliver et vilkår, som både børn og voksne skal lære at leve med, uanset, hvor mange dage, børnene bor hvert sted. Der skal siges goddag og farvel flere gange i løbet af en måned.
Børnene synes, det er svært – det ved vi fra BørneTelefonen. Og de har brug for, at de voksne hjælper dem med at vænne sig til disse skift.
Børnene kan sagtens lære at leve med de to hjem, hvis forældrene kan samarbejde. På dit brev ser det ud til, at I ikke er enige om samværsordningen, men at I gensidigt respekterer hinanden som gode forældre.
Jeg kan se, du har et stort ønske om at få mere tid med jeres fælles børn.
Der er to veje at gå, når du har dette ønske, og i dit brev berører du dem begge.
Du kan gå rettighedsvejen og starte en sag i Familieretshuset, eller du kan invitere din ekskone til mægling eller børnesagkyndig rådgivning.
Rettighedsvejen kan virke konfliktoptrappende, da der er en vinder og en taber af en sag ved domstolen. Og børnene kan blive de store tabere, da mor og far kæmper om at vinde sagen.
Det vil derfor – vurderer jeg – være den sidste udvej, fordi det har store omkostninger for jer alle.
Hvis I derimod kan få hjælp til at tale sammen og i samtalerne holde fokus på, hvad der er bedst for jeres børn, så vil det gavne børnene.
Du skal huske på, at savnet hos børn og voksne ikke forsvinder. Men hvis børnene mærker, at I som forældre trækker i dem for at få mere tid med dem, så sidder de i en klemme, der vil være meget belastende.
Fordeling af tid afhænger af mange faktorer:
Hvor tæt bor I på hinanden, kan børnene være sammen med kammerater og dyrke fritidsinteresser begge steder, kan de bevare værdifulde relationer begge steder? Det er vigtigt at skabe en hverdag, der fungerer for børnene.
Når din dreng på 6 år knuger dig hårdt, er det selvfølgelig, fordi han holder meget af dig og savner dig, når ikke I ses. Og det kan være svært at sige farvel.
Men måske han også kan mærke på dig, at du er ked af det, og at han derfor forsøger at trøste dig, tage hensyn til dig. Det er en meget almindelig måde for børn at reagere på. Men det er jo dig, der er den voksne. Det er dig, der skal passe på ham og ikke omvendt. Og du må som den voksne bære, at du lider afsavn.
Jeg håber, I sammen finder frem til en løsning, der kan tilgodese børnenes behov og sikre deres trivsel.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen
