6-8 og lang transport
Vi har været skilt i 8 år. Vi startede med 9-5 (hos mig 9 dage) men efter min eksmands ønske blev det ændret til 7-7 efter et halvt år. Vi boede dengang tæt på hinanden og på skole og institution. Det gik godt og vi tilbragte fortsat meget tid sammen og samarbejdede om vores børn.
For 1 1/2 år siden springer børnene så bomben, at deres far skal flytte 35 km væk og at vores ordning skal laves om til 6-8 (hos mig 8 dage).
Det var et kæmpe chok for mig men også for vores ældste på dengang 11 år som i månederne efter blev ramt af angst. Det førte til mange konflikter mellem min søn og hans far. Jeg mæglede og det lykkedes at få deres forhold på ret køl igen ligesom min søn fik det godt igen efter jeg startede til psykolog med ham. Men beslutningen om flytning og ny deleordning kunne jeg ikke ændre på.
Siden flytningen er samarb. gået i vasken. Min eks mener, at børnene selv kan klare at pendle 1time med off.transport hver vej. Det kan de også. De er endda gode til det, men vores yngste på 10 år reagerer også på det store ansvar, han får ved at pludselig ville bæres og lignende ting. Min eksmand deltager kun meget sjældent i møder, skolearr. eller sport. Jeg har prøvet at foreslå familieterapi, rådgivning, alm. samtale, men han fastholder at jeg bestemmer, når børnene er ved mig og at han bestemmer, når børnene er ved ham.
Vores børn er i perioder meget vrede på ham, men de elsker ham naturligvis meget højt og de savner ham, når de 8 dage er gået. De er dog trætte af den lange transport og af at de mister samværet med deres venner, når de er hos ham og at de ofte skal stå som de eneste uden forældre, når de er til vigtige begivenheder med sports i hans 6 dage.
Skal jeg søge om at få lavet samværet om? Jeg har forsøgt med dialogsamtale i amtet, men det gjorde min eks gal. Hvilken ordning er bedst (10 og 13 år) ? De er glade og loyale overfor deres far. De udtrykker svingende ønsker, men oftest at de tilfredse med 6-8 men lider også under den.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til 2 børn på 10 og 13.
Tak for dit brev, hvor du beskriver en familiesituation, der lader til at være blevet mere kompleks for jeres to børn efter fars flytning. Og det er forståeligt. Vi ved fra børn på bl.a. BørneTelefonen, at det kan være en svær og udmattende opgave for et barn, at være nødt til at rejse langt mellem mor og far. Det kan sagtens give anledning til reaktioner, som du beskriver i dit brev.
De fleste forældre gør deres bedste for at skabe en god hverdag, for både dem selv og børnene ovenpå en skilsmisse. Nogen er af forskellige årsager nødt til at flytte længere væk. Og så er det vigtigt at vurdere og tage ansvar for, hvordan man på bedst mulig vis skaber en god hverdag for børnene imellem de to hjem. Det er selvfølgelig svært, hvis samarbejdet samtidig har lidt et knæk.
Du skriver om konflikter og forskellige reaktioner hos jeres børn, der lader til at være et signal om, at de står med et for stort ansvar for at skabe sammenhæng mellem mor og far. Og når du beskriver, at det er børnene ”der springer bomben” om fars flytning, får det mig til at tænke, at de måske er kommet til at stå i klemme mellem mor og far. De kan stå med en sorg, og måske skyld over, at samarbejdet mellem dig og din eks er ”gået i vasken”, og at konfliktniveauet mellem jer lader til at være steget.
Jeg har desværre ikke en præcis opskrift på, hvad der er den bedste samværsaftale for jer. Men kigger jeg på børnenes alder, reaktioner og den lange transport, så tænker jeg, at det kunne være godt for jeres børn, at I genbesøger samværsaftalen. Det vil sandsynligvis være en lettelse for dem, med længere perioder hos den forælder, der bor tættest på skole, fritidsaktiviteter og venner, som har stor betydning i deres alder.
I har ansvar for at tage udgangspunkt i børnenes perspektiv og behov. Men jeg kan godt høre, at du/I allerede har prøvet meget, og at det ikke er helt tydeligt, hvad børnene selv ønsker. Det kan for mange børn være svært at udtrykke, hvis kommunikationen mellem mor og far ikke er helt god. Hvis ikke der skal være nogen udefra, der træffer afgørelse om samvær, så skal du og din eksmand genetablere samarbejdet for børnenes skyld. Selvom det er nemmere sagt end gjort.
Måske kan det hjælpe, at minde din eksmand om at selvom hhv. mor og far bestemmer, når børnene er ved den respektive forælder, så er børnene jo stadig hele mennesker, og I skal tage højde for deres sammenhængende liv – på tværs af de to hjem. Derfor er det vigtigt at samarbejdet genoprettes for børnenes skyld – evt. med neutral støtte udefra fra f.eks. Familieretshuset eller en ekstern terapeut eller familiebehandler. Selvom din eksmand indtil videre har været imod.
Kommunikationen fungerer oftest bedst, hvis man ikke peger fingre af, hvad hinanden har gjort/gør forkert, men i stedet tager udgangspunkt i, hvad børnene siger/signalerer. Hvis det er svært for dig alene, kan du måske få hjælp af en tredje part, f.eks. familie, en lærer eller jeres psykolog, som kan minde far om børnenes behov og trivsel.
Du beskriver, at samarbejdet tidligere har fungeret – og det viser jo, at det godt kan lade sig gøre, og er vigtigt for jer.
Jeg ønsker jer og jeres børn alt det bedste.
Skilsmissebrevkassen
