Accept af ny partner

Hejsa!

Jeg har gennem de seneste 2 år haft en kæreste, som jeg for nylig har købt et hus med. Min dreng, som fylder 4 til august, er hos os 5/9 og er en glad og kvik dreng. Han er dog begyndt at give udtryk for, at det er mig der er far og hans mor der er mor, og at min kæreste ikke skal bestemme over ham eller at hun er en gyldig voksen i hans liv, der også gerne vil ham. Det giver selvfølgeligt mening at han er trodsig og har brug for at prøve grænser af, grundet han alder, men jeg er rigtig bange for, at Min eks gør det tydeligt for ham, at Min kæreste IKKE er en gyldig voksen. Min dreng er ofte forvirret og stopper oftere sig selv, hvis han eks. Skal give min kæreste et kram eller give udtryk for, at han faktisk godt kan lide hende. Vores dreng dreng er begyndt at reagere mere og mere på, at min kæreste irettesætter ham og giver udtryk for, at hun ikke bestemmer. Jeg er rigtig bekymret for, om deres relation altid vil lide under, at min eks er vred og frustreret over, at det ikke gik mellem os.

Mit spørgsmål lyder egentligt på, hvordan får jeg min eks. Til at give udtryk for over for vores dreng og acceptere, at der er en anden voksen i vores drengs liv, som er en gyldig voksen og i en forældrerolle og ikke bare er en “veninde”. . Endvidere taler vi om at få børn, men dette er svært da hverken min kæreste eller jeg, vil have at vores barn eller min dreng fra et tidligere forhold, skal lide under, at der ikke er opbakning fra min eks.

Min eks har store problemer med grænser og hvad man har krav på at vide osv. Vi har været på kommunikationskursus igennem statsforvaltningen, dog uden noget udbytte.

Jeg håber i kan give mig nogle råd til, hvordan jeg får min eks til at acceptere min kæreste, som en person der kun vil vores dreng det bedste.

Det er desværre ved at ødelægge der forhold min kæreste og jeg har.

Mvh. Søren

Svar fra Børns Vilkår

Hej Søren.

Du beskriver i dit brev en udfordring, mange forældre møder, når børn skal bo sammen med mors eller fars kæreste.

Samtidig fortæller du, at det er ret nyt, at du og din kæreste er flyttet sammen. Så jeg tænker, at det ikke nødvendigvis er din eks kone, der påvirker ham i negativ retning. Det er meget naturligt, at børn i 4 års alderen forholder sig til, hvad en familie er. Børn i den alder taler om det i børnehaven: Hvordan er din familie? Hvem bor du sammen med? De sammenligner og ser på forskelle og ligheder. Så måske din dreng er ved at finde ud af, hvordan hans familie ser ud. Og han ser på de voksne omkring ham for at finde ud af, hvilken position, I hver især har.

Desuden er det en stor omvæltning for et barn, når den biologiske forælder flytter sammen med en kæreste. Især hvis kæresten meget hurtigt går ind og påtager sig en forældrerolle. Det ved jeg naturligvis ikke, om hun gør -  men hun er jo ikke forælder. Din søn har en mor, som bor et andet sted.

Jeg vil anbefale, at I som voksne tager en drøftelse af, om din kæreste måske er gået for hurtigt frem. Det er noget, som børn er meget opmærksomme på og følsomme overfor. Det ved vi fra de mange børn, der ringer til vores BørneTelefon. Jo mere din kæreste presser på, jo mere risikerer I, at din dreng tager afstand og gør modstand.

Din kæreste kan også tage en snak med ham om, at hun godt ved, hun ikke er hans mor, men til gengæld gerne vil være hans ven.

En anden ide kunne være, at du en gang imellem laver noget sammen med ham uden at din kæreste er med. Mange børn giver udtryk for, at de har brug for alenetid med deres biologiske forældre, fordi de har et særligt bånd.

Nogle børn kan også reagere med jalousi, når mor eller far flytter sammen med en kæreste. Måske han føler, du er mere optaget af din kæreste – at der går en del opmærksomhed fra ham. Også selv om I gør jer nok så megen umage. Så din søn kan reagere på flere forskellige ting end lige modstand fra sin eks.

Så mit råd vil overordnet være - i stedet for at være optaget af, hvordan din ekskone forholder sig til din nye familie, så se på, hvad I selv kan gøre for at få familien til at fungere.

Vær tålmodig. Det kræver tid, men så skal I nok kunne få plads til at få et barn mere.

Held og lykke med jeres familie.

De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen

Kommentarer

Nej man er IKKE forældre som “bonus” og tror er er der det hele går galt når en ny kæreste tror de har ret til at bestemme ..
Lad forælderen tage sit ansvar, og støt op om både barn og kæreste .. Så ville så mange konflikter slet ikke opstå ..

Hej Søren
Er selv i sammenbragt familie. Vi har begge børn fra tidligere forhold. Vi har den regel, at vi ikke opdrager på hinandens børn, men kun er omsorgsperson. Så det er kun den biologiske forældre som opdrager. Det fungerer rigtigt godt. Konflikter mellem vores fælles børn, snakker vi om når ungerne sover, alternativt går de voksne væk fra børnene og finder en løsning alle kan leve med. Vores eks’er modarbejder i stor stil, men fokus fra vores side er altid at skabe god stemning, og dag efter dag vise, at vi faktisk godt kan lide hinandens børn.
Mange hilsner
TN

Vi har selv samme problem med min mands datter og det er endda efter 3 år. Vi snakker meget med hende om tingene, før det går i hårdknude. Er der konflikt er det dog kun hendes far der snakker med hende. Alenetid har vi ikke kunne finde ret tit, da vi har flere børn, som der også skal tages hensyn til.

Det er meget vigtigt ,at barnet får alene tid med far eller mor .Det må der kunne findes og prioriteres tid til ,da det giver mindre konflikter i hverdagen

Jeg synes bestemt at en bonus forældre også er en forældre, men omfanget afhænger af barnets alder. Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år, ( min søn er 9 år ) og vi står og skal flytte samme nu om et par uger. I vores hverdag bestemmer han lige så meget som mig, selvfølgelig er der ting som er hans fars og min opgave, men om jeg eller min kæreste beder ham om at gøre rent på sit værelse eller ordne en anden pligt er underordnet, han skal gøre det under alle omstændigheder. Min kæreste deltager også i møder på skolen osv. Han skal om få uger bo med os og min søn er hos os 6 dage om ugen, så min kæreste er med inde over alt. I vores familie er der plads til os alle, her er der ikke nogen som skal stå på sidelinien og kigge ind. Min søn kalder min kæreste for bamsefar, det er hans definition af deres forhold og det blander jeg mig ikke i.
Jeg synes du skal tage en alvorssnak med din x om opførsel og så skal du bakke din kæreste op i jeres hjem. Held og lykke.

Dig med den sidste kommentar. Hvor kunne jeg ikke være mere enig. TAK 🙂

Jeg bliver også så træt og ked af det, hver gang jeg hører fagfolk (og andre) opsætte rammer for, hvordan andres familier skal hænge sammen. Sætningen “En sammenbragt familie skal opfattes mere som et kollektiv” eller “Som bonusforælder kan man ikke gå ind og opdrage, men i stedet fungere som en ven for barnet – man kan højst sætte egne grænser” frustrerer mig helt ind til benet. Der er INTET, der gælder for alle. Min bonusdatter gennem 6 år (hun er 10 i dag) sagde i går, at det er urimeligt, jeg ikke har mit eget login til Forældreintra, for selv om jeg ikke er hendes mor eller far, er jeg jo også hendes forælder.

Hvorfor må vi ikke selv bestemme, hvad der gør os glade i hver vores familie?

Hvad bliver det næste? At nogen skal bestemme, om ens biologiske børn skal kalde en mor, mama eller Yrsa?

!? Det er jo ikke dig, svaret er henvendt til, – hos jer fungerer alt fint, og i har ikke brug for noget råd, godt for jer, men i familien hos ham, der skrev ind, fungerer det tydeligvis ikke, og derfor bad han om et råd. Svarer var et råd til HAM, ikke til DIG, så lad dog være med at tage det personligt.

Noget mit barn reagerede på var, at far havde svært ved både at være far og kæreste samtidig. Vores datter og hans nye kæreste kæmpede om hans gunst og der var jalousi fra begge parter. Han var fanget i midten og formåede ikke at slå til. Opfordring til nye kærester. Træd tilbage både mentalt og fysisk. Spar på kysseriet og på sex. I har masser af tid alene. I vores tilfælde blev det så absurd, at faderen måtte være 100 procent alene med barnet når han havde hende.

Hej Søren
Her bor jeg med min kæreste og hans to drenge. Jeg har fra starten af opdraget på børnene (også da de kun kom på weekendsamvær ) og drengene har accepteret det fuldt ud fordi de er kommet i mit hjem – som også er deres fars jo☺
Jeg har så blandet mig uden om mange andre ting (skole, legeaftaler, fritidstilbud – her har far og jeg lige set på pris men det er drøftet uden børn til stede) altid gjort det klart at jeg er ikke deres mor og bliver det aldrig. De har en mor og hun vil altid være ders mor også når de er 85 og hun ikke er der mere – intet kan tage det fra dem men jeg er en voksen i deres liv.
Børnene har så også kunne se at de krav jeg stiller til dem stiller jeg også til venners børn f.eks. her må man ikke gå i sofaen og det gælder alle på 2 ben også gæsteebørn så de har set at det er en generel regel og ikke et surt særkrav fra fars kæreste.
Jeg har været en del af deres liv siden de var 2 og 4. De har boet hos os i 3.5 år og de ved far og jeg bestemmer. Vh

Hej. Jeg er en 16 årig pige, der har været igennem flere år af sammenbragte familier og skilsmisseproblemer.
Jeg ved godt det som forældre er svært at få en sammenbragt familie til at virke. Især når man er mega forelsket i sin nye kæreste. Men hør på mig når jeg siger, en bonus forældre kommer aldrig til at være en rigtig forældre. Slet ikke hvis der ikke er gået mange år. med det siger jeg ikke, at man ikke kan elske en bonusforældre, i min erfaring (og det er jo åbenbart også hvad eksperten her fra børnevilkår siger) hjælper det ALDRIG hvis en bonusforældre prøver at opdrage på et bonusbarn. Fra min side af har det føltes som om ens forældre ikke tog ens side og det gjorde at jeg har følt mig nedprioriteret. Man skal passe på som forældre at man ikke er for høj på ideen om den perfekte sammenbragte familie til lige at se sig omkring. Dit barn skal altid være første prioritet jo. Din kæreste kommer i anden række. Min far forstod ikke dette. Jeg har ikke boet hos ham i 3 år.

Efter min erfaring som bonusforælder og mor skal der være lige regler for alle sammenbragte børn det giver dem genkendelse of stabilitet i hverdagen … hvis en bonusforælder ikke må opdrage må en pædagog eller en lærer så heller ikke ?
De grundlæggende elementer er op til den enkelte forældre men det med at bonus ikke må opdrage er noget svut!
Ja de er ikke barnets forælder men barnets ven og voksen på hjemmefronten … ville være det samme som ikke at opdrage på sit eget barn !
Jeg opdrager også på mine venners børn inden for rinelighedenS grænser hvis de gør noget deres forældre ikke ønsker og er man i tvivl kan man altid spørge og som par nå til enighed … alle børn er forskellige og det skal man også huske på men generel opdragelse i et fælles hjem der er den samme skaber stabilitet og ikke forvirring for alle børn! Både dine, mine og vores:)

Lyt til den 16 årige, det må altid være barnets tarv vi som skilsmisse forældre skal lytte til, vise vi er der 100 %, være barnets/ børnenes fundament uanset hvad der er sket og hvad vi skal igennem efter skilsmissen.
Iben

Når min bonussøn kommer i mit hjem og er en del af min familie, biologisk eller ej, så har jeg også lov til at opdrage på ham. Jeg bliver aldrig hans mor, men jeg er “stand in” i hendes plads, når hun ikke er her. Hans far og jeg er ligeværdige voksne i vores fælles hjem for alle vores sammenbragte børn, og uanset om mine egne piger eller min bonussøn gør noget uhensigtsmæssigt, så har jeg lov at korrigere det. Jeg er den voksne og den ansvarlig. At skulle “sladre” til hans far og afvente hans korrigering virker absurd, hvis det er mig som står i situationen eller mig som lige ser det.
Dette gælder naturligvis også mine piger og min kæreste. Han deltager og involverer sig i deres liv på præcis samme niveau som sin søns. Sådan virker det mest naturligt og bedst for os.

Jeg er 34 år og selv skilsmissebarn. Til jer bonusforældre der skriver i vil have ret til at opdrage på børnene: lad nu hver med det! Som barn er det totalt forvirrende og rigtig ubehageligt. Min stedfar gjorde det ikke ret meget, men overlod det til min mor. Det er jeg ham evig taknemmelig for og har gjort vores forhold super. Han har aldrig blandet sig i skoleting, det gjorde min mor og far og det mener jeg helt sikkert er det rigtige. For mig var det en rigtig dejlig følelse. Jeg følte fuld opbakning fra mine rigtige forældre.
Derudovervil jeg rigtig gerne opfordre til alene tid med ens forældre. Det har og er min mor været rigtig dårlig til. Man har brug for tidspunkter, hvor man kan snakke med bare sin mor eller far. At jeg ikke har haft det med min mor har skabt en afstand mellem os og jeg føler jeg har mistet det rum til at snakke helt fortroligt med min mor, så det gør vi ikke. Det irriterer mig også at jeg ved, at alt hvad jeg fortæller hende, fortælle hun til min stedfar.

Comments are closed.