Bonusmor fortvivlet
Jeg er bonusmor til en pige på 13 år og en dreng på 11 år. Deres forældre blev skilt for snart 9 år siden, og jeg har været deres bonusmor i 8,5 år. Vi har altid haft børnene i en 7/7-ordning, trods der er 50 km mellem vores adresser. Det kan lade sig gøre fordi faren arbejder lige ved siden af børnenes skole. Moren har bopælen. Jeg har også børn fra tidligere, som primært bor hos os.
Drengen har altid været en udfordring især i sociale sammenhæng, og der har været lavet underretninger til kommunen allerede i børnehaven grundet hans adfærd, og hans far har gennem mange år forsøgt at råbe skole, PPR osv op omkring disse udfordringer. Problemet er at når faren og moren sidder til møder vedr. drengen så tegner moren et helt andet -glans-billede af drengene end vi ser/oplever fx i forbindelse med social samspil.
Et andet problem er at mine bonusbørn er meget overvægtige, og har været det altid. Dette har deres far også bedt om hjælp til, og har da også fået et forløb gennem kommunen som børnene og begge forældre skulle deltage i. Moren deltog også, men sad overfor lægerne og var fuld af løgn. Fortalte fx at drengen gik til fodbold, hvortil drengen sagde “Jeg har da aldrig været til fodbold hos dig, mor”…moren holdt bestemt fast i at han gik til fodbold. Vi er gået all in på vægttab for børnene herhjemme, men hos moren tager de alt det på de har tabt hos os + lidt mere. Børnene lader til at være overladt meget til sig selv hos moren.
Især drengen har lavt selvværd, går ekstremt meget op i hvad hans ting koster, hvor mange penge han har, at han er bedst til fx boldspil (selvom han ofte er den dårligste). Han synes at han er uperfekt, og bebrejder sin far at vi forsøger at gøre noget ved drengens massive overvægt – og altid har forsøgt det, da hans vægt med lægens ord er sundhedsskadelig.
Drengen virker til at have noget ubearbejdet sorg over skilsmissens trods han intet kan huske fra livet før skilsmissen.
Hvad kan vi gøre for at hjælpe dem? Moren modarbejder ALT…
Svar fra Børns Vilkår
Kære bonusmor til børn på 11 og 13 år,
Jeg kan forstå, at du og din mand er bekymrede for sundheden for din mands særbørn, og at I gerne vil hjælpe dem, men savner at børnenes mor, har det samme fokus.
Børnene ved godt selv, at de vejer mere end deres jævnaldrende. Børnene kan sikkert også godt se, at I forsøger at sætte nogle rammer, så de lever mere sundt, mens deres mor måske holder fast i de gamle vaner, -I begge hjem kan børnene komme til at føle sig forkerte.
Hos jer er der fokus på vægt og sundhed, og børnene kan opleve, at de ikke lever op til jeres forventninger – og måske de kommer til at sammenligne sig med dine særbørn, hvor de ligeledes kan komme til at opleve sig forkerte. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der mon er nogen steder, hvor børnene kan slippe for at opleve sig i klemme eller forkerte? Jeg tænker, er det må være det vigtige fokus for jer -at børnene skal føle sig elskede og rigtige, uanset om de kæmper med vægten eller ej.
Du skriver, at drengen på 11 år har et dårligt selvværd og bebrejder sin far, at han forsøger at gøre noget ved overvægten. At han kan have en ubearbejdet sorg og gennem flere år har haft sociale udfordringer. Som 11-årig kan det være svært at få sat ord på følelser og frustrationer, og derfor kan det komme ud som vrede. Måske forsøger han at give udtryk for, nogle forhold i hans liv, som han ikke synes er i orden, men han har ikke ordene. Måske er der for stor forskel på, hvordan han lever hos sin mor og hos jer. Det kræver meget af et barn at flytte hver eneste uge. Der er mange omstillinger med tøj, vaner, regler og fritidsliv mv. og når fokus på ham som barn også er meget forskellig, så tænker jeg, at det kan være sundt og naturligt at han reagerer.
Så når du spørger, hvad I kan gøre for at hjælpe børnene, så tænker jeg, at det er vigtigt, at I først og fremmest sikrer, at børnene oplever sig elsket og gode nok, som de er. At I taler med børnene om det der fylder hos dem og giver dem rum til at være frustrerede over deres situation. Prøv at tale med dem om, hvad der er allervigtigst for deres gode børneliv, og hvordan I kan være med til at understøtte det.
For nogle kan det gøre en forskel at arbejde med mentalising. Prøv at lukke øjnene i bare 5 min og forestil dig, hvordan det er at være din mands søn. Hvordan det er at flytte sig mellem to forskellige verdener hver uge. Hvordan er det at være ham i skolen, være til fodbold, deltage i fællesskabet hos jer og hos sin mor. Nogle gange kan det hjælpe til mere viden om hvordan barnet egentlig har det. Samme øvelse kan naturligvis gøres med din mands datter.
I kan ikke bestemme, hvordan de skal spise hjemme hos deres mor, men I kan vælge, hvordan I håndterer de mange følelser som børnene giver udtryk for. Det kan måske være svært for børnene at tale med jer om det, da de kan føle sig illoyale overfor deres mor, eller være bekymrede for, om de giver jer de svar, de tror I gerne vil høre. I kan overveje, om der er nogle andre voksne, der kan hjælpe jeres børn med at få sat ord på det de har brug for. Gerne nogle voksne som er helt upartiske.
Sidst men ikke mindst vil jeg minde om, at det er vigtigt, at I ikke taler dårligt om børnenes mor. Uanset hvor uenige I er med hende og uanset hvor meget I oplever, at hun modarbejder jer, så skal I altid huske på, at børnene elsker deres mor og det gør frygteligt ondt, når andre taler dårligt om hende. Hver dag taler vi med børn på BørneTelefonen som er ulykkelige over, at forældre og bonusforældre taler grimt om hinanden, for børnene er det som at blive kritiseret for at elske sine egne forældre.
Jeg håber, at I finder nogle fine løsninger til at hjælpe din mands børn, så de kan komme i god trivsel.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen
