Datter på 8 er ked af at være hos far – hvor meget skal hun selv bestemme?
Kære brevkasse
Min eks og jeg blev skilt for cirka et år siden. I starten boede børnene fast i vores fælles hus, mens vi forældre skiftedes, men pr. 1/8 flyttede børnene og jeg til byen, mens far bor i det tidligere fælles hjem. Vi har en søn på 5 og en datter på 8.
Problemet er, at vores datter i tiltagende grad er ked af at være hos far. Hun starter ofte allerede tirsdag med at græde og sige, at hun ikke vil derud – de er der fra torsdag-mandag hver anden uge. Hun har gået i psykoterapi, og ifølge psykoterapeuten var det vigtigt at lytte til vores datters behov, hvorfor hun af og til har fået lov til at komme hjem til mig. Det vil faren imidlertid ikke være med til mere – og på sin vis kan jeg godt forstå, at han også gerne vil se sin datter. Min bedste overbevisning er, at hun har det fint hos far, men hun siger, at han altid er sur og skælder ud – også selvom hun fx græder og gerne vil hjem til mig. Faren har det rigtigt svært med skilsmissen, så jeg tror godt, det kan være rigtigt, at han er sur/i dårligt humør. Han er meget bitter på mig, og min datter er en sand klon af mig, så hun kan nok også ‘antænde’ ham på en anden måde en lillebror. Jeg har ikke fundet ny kæreste eller andet og gør – synes jeg selv – virkelig meget for at skabe et godt samarbejde, selvom det er svært. Jeg fremhæver alle de dejlige ting, hun skal/kan sammen med far, men hun VIL bare ikke derud.
Mit spørgsmål er nu: Hvor meget skal hun selv bestemme? Jeg synes, det er svært, når hun kun er 8 – for det er efter min mening et alt for stort ansvar for hende selv at skulle tage stilling til at se far. Derfor har jeg sagt, at hun gerne må sige det til os, men at vi som forældre tager beslutningen om, hvad hun skal.
Sidst vil jeg fremhæve, at det ikke er af loyalitet, at hun vil blive hos mig. Det fik jeg nemlig psykoterapeuten til at grave lidt i, da jeg frygtede, at det kunne være det. Men hun ved godt, at jeg har det godt, når de ikke er her, og at jeg ikke går og savner dem.
Tal med din eksmand
Kære mor til pige på 8 år.
Mange tak for dit brev, hvor du gerne vil have vores bud på, om din datter på 8 år selv skal bestemme, hvordan samværsordningen skal se ud i jeres familie. Jeg er enig med dig i, at hun er for lille til at kunne tage ansvar for så stor en beslutning, som hun ikke vil kunne overskue konsekvenserne af. Det er en beslutning, som I skal tage. Det er vigtigt, at I sammen vurderer, hvad der vil være bedst for din datter, og selvom hun endnu ikke har et sprog for at kunne fortælle jer om de sikkert mange komplekse følelser, hun oplever i forbindelse med jeres skilsmisse og flytning, så meddeler hun sig alligevel indirekte ved at blive ked af det og sige, at hun ikke vil til sin far.
Jeg er sikker på, at rigtig mange skilsmisseforældre kender til, at deres børn på et eller andet tidspunkt har stærke ønsker om, at samværet skal være anderledes end det, der oprindelig er aftalt. Du beskriver meget nuanceret, hvor mange forskellige tanker man kan have om, hvorfor det forholder sig på den måde. Nogle gange, når vi er presset, kan vi som forældre ty til de nemme forklaringer, som i dette tilfælde kunne være, at det er fordi din eksmand ikke er en god nok far.
Jeg lægger dog mærke til, at du både gør dig tanker om, at det kunne handle om, at din eksmand er presset følelsesmæssigt, at din datter minder meget om dig og du er opmærksom på, om din datter i loyalitet med dig ikke vil være hos sin far. Jeg tror, det er svært at finde en enkelt forklaring her, men vi ved, at børn i 8 års alderen har rigtig svært ved at sætte ord på alle de ofte meget stærke og blandede følelser, de oplever i forbindelse med en skilsmisse. Børn er rigtig gode til at mærke stemninger og alt det, der ikke siges i en familie. Måske mærker din datter, at hendes far er rigtig ked af det og savner jer alle sammen, og det kan være et stort følelsesmæssigt pres for hende at være i.
En skilsmisse kombineret med en flytning er for de fleste børn en stor krise, som de ofte reagerer på ved at søge tilbage til det trygge, sikre og forudsigelige, og jeg fornemmer, at det i jeres tilfælde er hos dig, hun oplever det i øjeblikket.
Mit bedste råd til dig er, at du forsigtigt prøver at tale med din eksmand om, hvordan I kan prøve at skabe lidt ekstra ro og tryghed for hende lige i øjeblikket. Er det en mulighed at du fortæller ham, at du ikke har til hensigt at begrænse samværet hos ham, men om I i en periode kan forsøge jer med en ordning, hvor hun i en periode er hos sin far kortere tid ad gangen? Måske det blot handler om, at det er for svært for hende at overskue så mange dage ad gangen lige nu.
Jeg håber I kan blive enige om at samarbejde om at vise jeres datter, at I har hørt hende, og at I prøver sammen at finde ud af, hvordan det kan blive nemmere for hende at skulle skifte mellem to hjem, så I sammen kan hjælpe jeres datter med at finde lidt ro og tryghed igen.
De bedste hilsner til dig og din familie.
