Deleordninger for de helt små
Hej
Jeg har to piger i alderen (næsten) 2 år og 5 år, med min mand. Desværre går vi sandsynligvis en skilsmisse i møde, og jeg tænker rigtig meget over hvordan vi får taget hensyn til børnenes tarv i en fremtidig deleordning.
Jeg har hørt/læst, at de helt små børn på under 3 år, skal man helst ikke flytte rundt på, men at det er vigtigt, at de har den samme faste base som bolig. Vi, som forældre, ønsker dog som udgangspunkt at være/bo med børnene lige meget – hvilket jo clasher med den mindstes behov for fast bolig. Det føles frygteligt for os begge, hvis den ene af os ikke får særlig meget tid sammen med vores 2-årige, men samtidig forstår vi til fulde at vi skal beskytte hende mod al for mange skift og ustabilitet. Men når barnet/børnene er lige meget knyttet til os begge, hvem vælger man så til at blive den “uheldige” forælder, der kun får lidt samvær med sit barn?
Og samtidig ønsker vi, at vores to børn skal være sammen, da de virkelig holder meget af hinanden – men vores store pige på 5 år har naturligvis nogle helt andre behov end den lille. Jeg er dybt fortvivlet over, at det allerede på forhånd virker helt umuligt at finde en god deleordning, der kan tage hensyn til begge mine piger pga. deres forskellige alder.
Kan i måske fortælle mig lidt om dele-muligheder der tager hensyn til meget forskellige behov, som fx i vores tilfælde?
Mvh. L
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til døtre på 2 og 5 år,
Som familie befinder I jer lige nu i en vanskelig og sårbar situation. Jeg kan læse, at du har gjort dig mange relevante overvejelser, og er rigtig god til, at se situationen ud fra børnenes behov samt fra din mands perspektiv. Det er et utrolig godt udgangspunkt og holdt fast i denne evne. Noget af det vigtigste for jeres døtre er nemlig, uanset alder, at opleve, at du og din mand kan samarbejde omkring deres hverdag og trivsel, selvom I ikke bor sammen længere. Det kræver således et udvidet forældresamarbejde, når man bliver skilt og har små børn, da det er en forudsætning for at skabe den nødvendige tryghed, stabilitet og rutine for børnene.
Du spørger til, hvordan man vælger, hvem der bliver den ”uheldige” forælder. Der er desværre ingen klare svar på dette. Denne beslutning skal tages ud fra hvad I vurderer, er bedst for jeres døtre, og ikke ud fra jeres behov for at være sammen med pigerne, som I også er opmærksomme på. I kender jeres børn og deres behov, samt hvad der praktisk kan lade sig gøre for jer. Som du selv er inde på, vil mange små børn, som dine er, have behov for en fast base et sted og have samvær med den anden forælder. Dette da jeres børn vil have brug for stabilitet, ro og forudsigelighed i deres hverdag. Når de bliver lidt ældre, kan de bedre honorere at bo to steder, selvom det for mange børn aldrig bliver helt let. I kan ved beslutningen overveje, om der hos en af jer er nogle arbejdsmæssige eller andre forhold der gør, at den ene af jer bedre kan varetage børnenes hverdag, frem for den anden. Den beslutning I lander på, skal være overskuelig for jeres børn, så de ikke skal bruge for meget energi på at huske den.
Fordi du skriver, at børnene holder meget af hinanden, vil det mest hensigtsmæssige for børnene formentlig være, at de følges ad i en deleordning. Søskende finder ofte tryghed i hinanden, når forældre bliver skilt. Uanset hvor god man som forældre er til at skabe stabile rammer om børnene, befinder børnene sig i en situation med forandringer og dermed også uvished. Du er opmærksom på jeres døtres forskellige aldre, og da de begge er relativ små, har de behov for meget stabilitet og genkendelighed. En måde at imødekomme deres forskellige behov på kunne være, at I laver noget hver især med den ene af jeres døtre, samtidig med de følges ad i deleordningen.
Fordi selv små børn kan påtage sig et stort ansvar for deres forældre i forbindelse med en skilsmisse, kan det være en god ide, at I fortæller jeres datter på 5 år, at ingen af jer bliver ked af det, vred eller skuffet over, hvis pigerne skal bo mest hos den ene forælder. Ligeledes kan det være vigtigt at fortælle hende, at samværsordningen er en voksenbeslutning og noget I har besluttet sammen.
Når I beslutter jer for en samværsordning, og har prøvet den af, bør I være indstillet på at ændre den, hvis I kan se, at den ikke fungerer for jeres døtre. Derudover skal deleordninger i øvrigt ofte reguleres efter barnets behov og alder.
Du kan læse mere om deleordning mm. i vores skilsmisseguide. Du er også velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon for uddybende rådgivning.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen