Hvad er bedst for min datter?
Hej, vores datter er 13 snart 14, hendes far og jeg har været skilt siden hun var 2 år, hun har altid boet mest hos mig ( mor) far har boet 11 forskellige steder siden skilsmissen og far kommer fra andet land her i Norden, men han har boet i Dk siden vi fik hende. Far får ny kæreste for 3 år siden- en fantastisk papmor. De får et barn for to år siden og vælger at flytte til fars hjemland- til stor sorg for vores datter idet der endelig var begyndt at være en stabil hverdag. Jeg tilmelder hende et gruppeforløb for børn i samme situation hvilket hjælper hende. Nu er far og papmor gået fra hinanden og far vil flytte tilbage til Dk og vil pludselig bruge mere tid med vores datter- her starter problemet idet hun bakker ud, hun siger hun ikke har lyst til at være hos ham, hun føler ikke hun kan være sig selv, hun synes han er for streng ( han går meget op i sundhed, er meget politisk korrekt omkring mad, han er meget kritisk på det musik hun kan lide osv) hun føler han kritiserer hende meget – hvilket desværre også var et problem der bla gjorde jeg gik fra ham dengang. Datter har stadig god kontakt med papmor og lillesøster, og datter udtrykker at hun gerne vil fortsætte med at se dem, hvilket jeg støtter op om. I hverdagen er hun en skøn pige, fornuftig og med gode venner, hun trives.
Jeg er selv gift igen for 7 år siden og har fået to børn mere, vi lever i en stabil hverdag i et dejligt hus og hun har det rigtig godt med papfar, derudover har hun bedsteforældre på begge sider ( farmor og mormor) med tæt og kærligt forhold . Mit spørgsmål lyder- skal jeg selv lade hende vælge hvordan og om hun vil se sin far det er jo hendes far og jeg har aldrig haft modstand på de skulle have noget sammen- han har bare aldrig været nem at indgå aftaler med. Hun er meget ked af det når vi taler om det- hun vil ikke gøre sin far ked af det men hun har ikke lyst til at være der-hun føler slet ikke hun kan tale med ham om det. Far blev vred da jeg prøvede at tale med ham om det.
Det er jeres ansvar - ikke barnets
Kære mor til pige på 13 år
Det er et meget relevant spørgsmål du stiller, mange forældre er i tvivl om, hvornår børn selv kan vælge, om de skal have samvær og i fald hvor meget samvær de skal have med deres respektive forældre. Det korte svar er, at din datter ikke selv kan bestemme hvor meget hun skal være på samvær hos sin far, før hun fylder 18 år. De aftaler som du og hendes far har indgået, er gældende indtil I laver dem om eller Statsforvaltningen træffer en anden afgørelse. Skal Statsforvaltningen træffe en ny afgørelse, skal din datters perspektiv inddrages og holdninger vægtes, og praksis viser, at jo ældre og mere modne børn er, dets mere vægt har deres ønsker.
Du skriver at jeres datter endelig havde fået en stabil hverdag hos sin far, det var derfor en stor sorg, da hendes far, papmor og lillesøster flyttede til hans hjemland. Kan det mon tænkes, at din datter er bange for at knytte tætte bånd til ham, i frygt for at blive forladt og såret? Da han også har tidligere haft mange forskellige adresser, kan denne omskiftelig og usikre tilknytning til hans tidligere hjem måske også have en betydning for, at hun bakker ud, når han igen ønsker at bruge mere tid sammen med hende. Derudover er hendes liv fortsat uden han har været en nær del af det i noget tid, og derfor kan det være svært for hende, at han nu kommer tilbage – og så har mange holdninger til, hvordan hun skal være og leve. Det bedste ville nok være, at han havde fokus på stille og roligt at opbygge en tæt relation til hende igen, og havde den tålmodighed, som det kræver.
Samtidig er det også helt almindeligt at børn siger fra overfor samværsordninger når de bliver ældre, men det kan være rigtig svært for samværsforældre at møde denne modstand fra deres børn.
Du skriver, at din datter bliver meget ked af det, når I taler om det, og hun heller ikke vil gøre sin far ked af det over, at hun ikke har lyst til at være der, og at hun slet ikke kan tale med ham om det. Din eks blev også vred, da du forsøgte at tale med ham. Måske kan hans reaktion være et udtryk for, at han har savnet jeres fælles datter, og bliver ked af at hun ikke ønsker samvær med ham igen. At han gerne vil være en betydningsfuld far for jeres datter igen.
Det er jer som forældre, der har ansvaret for jeres datters trivsel, og jer der skal tage beslutninger om hendes hverdag. Det er derfor vigtigt, at I finder en måde, hvorpå I kan tale om dette, så jeres datter ikke kommer i en klemme, hvor hun skal tage ansvaret for at udtrykke valg og fravalg af forældresamvær.
I statsforvaltningen er der mulighed for en mæglende samtale, så I kan få hjælp til at tale om dette sammen. Det kunne måske være en idé for jer? Sådanne mæglingssamtaler kan være meget brugbare i situationer, hvor kommunikationen er svær.
Udgangspunktet for den samtale I skal have behøver måske ikke at være, om der skal være eller ikke være samvær, men mere om hvordan din datter og hendes far kan få nogle samvær, som hun vil se frem til, således at hun igen kan lide at være der.
Hvis det er muligt for far at være til stede uden at blive vred, så kunne det måske også være en snak, som I kunne tage sammen alle 3?
Jeg læser også, at I har et stort familiært netværk. Kunne nogle af disse vigtige personer måske have bedre held med at tale med far om, hvordan jeres datter har det?
Jeg håber, at I finder ud af den bedste løsning for jeres datter.
De bedste hilsner
