Hvor meget skal man fortælle børnene

Det er vel ok som voksen at stå ved, at man er ked af det? At selvom skilsmissen var en fælles beslutning (eller ikke var det) så er det trist at sige farvel og at opgive en drøm om familieliv osv. Stå ved, at det kan være svært at finde sine ben som single og at set før een ked af det at finde ud af det aspekt ? Kærlig hilsen en, der selv har stået der.

Vi fortalte ærligt vores 3 børn, 4,10’13 om mir ønske om at bo hver for sig, men at vi ville vedblive at være venner og at kunne lide hinanden som venner og som mor og far for dem – ,men ikke som kærester/ægtefolk. Det var svært for alle parter i et års tid, hvor vi skulle finde ståsted hver for sig, men det kører rigtig godt nu og vi kan sagtens være sammen med og om børnene idag – faktisk bedre nu end under samme tag. Selvfølgelig skulle jeg svare på en del spørgsmål fra alle 4 – men idag trives alle godt i dagligdagen igen. Valget var svært -faktisk frygteligt, men nødvendig af flere årsager – som man IKKE behøver at være ærlig overfor børnene, hvis det fx er utroskab/værdiforskelle mv der er årsag til valget.. – det skader og kan danne loyalitetskonflikter. Jeg elsker bare ikke jeres far på kærestemåden længere, men han er verdens bedste far og ven .. – og den besked fik godt hos os, men vurderingen skal formentligt tages individuelt i hvert tilfælde i respekt for børnenes trivsel

“Igen en ego mand.. Intet nyt under solen lad være med lide af hensyn d betændelse han ønsker sikkert fuld forældre myndighed og prøver allerede undergrave dig desværre”

Hold kæft en pinlig og latterlig forudindtaget kommentar!!

Det her handler jo bare om at man er startet med at sige det er en fælles beslutning og at man så vil til at ændre det nu er ikke sund for nogen. At far og for den sags skyld også mor ind i mellem kan være ked af beslutningen er der vel ikke noget galt i at børnene ved, lige så vel som børnene er kede af det. Kan godt forstå det er svært for far at han ved de i fællesskab har løjet for børnene men der er ingen grund til at forvirre børnene nu, få dem til at vælge side mm. Så nej til dig der slutter med at skrive “er det en mand er det pludselig egoistisk over for børnene?!” det har da intet med det at gøre, far er fra starten gået med til at lyve for børnene, og hvorfor så gøre børnene mere kede af det nu, har da intet med mand og kvinde køn at gøre. Og at en anden skriver at det er en ego mand, og at det er der intet nyt i, hvad er det for noget pis!! – hvis “Du” er vand til ego mænd sku du nok kikke lidt ind ad i stedet for at lade det gå ud over mænd på den måde!! Go søndag!

Manden kan jo bare sige noget med at han lige for tiden er ked af at det ikke gik med forholdet. Men det gavner nok ikke at sige for meget til børnene om det.

Til dem der skriver typisk at manden er egoist. Jeg vil sige,, at som kvinde er jeg faktisk ikke sikker på, jeg ville kunne sige til mine børn, det er en fælles beslutning, hvis min mand forlader mig. At splitte familien vil gøre så ondt og ikke noget jeg har lyst til at vise og lære mine børn, at det går jeg ind for. Så jeg kan godt lide den løsning, som en skriver, at man er ærlig omkring at den ene part ikke elsker den anden mere, men begge parter stadig elsker børnene lige højt. Konkret i forhold til artiklen, så mener jeg dog, at har man først sagt, at man er enige, så skal man ikke vende holdning efter et år.

Jeg er kvinde og helt enig med din eksmand. Jeg vil ikke lyve for min børn. Det er et dårligt eksempel at sætte. Børnene kan ikke forstå hvorfor den voksne er ked af det, hvis alt er fantastisk. Det kommer selvfølgelig an på alderen af børnene, hvordan og hvad man siger. Mit liv er ganske enkelt for kort til løgne og jeg tror på at man kommer længst med ærlighed. Det var min eks der valgte og han må simpelt hen være voksen nok til at stå ved sine valg. Mine børn skal også lære at stå ved deres valg og at der konsekvenser når man træffer et valg.

Jeg kan sagtens forstå manden. Han var jo nok bange for at gøre noget forkert i starten af bruddet hvor han var i krise og var nok derfor enig i at lyve om fælles beslutning. Et år efter hvor han begynder at samle sig kan han nok mærke at det er fuldstændigt forkert og når han ikke kan stå inden for det så er det hårdt for ham. Det er ikke noget med egoisme at gøre. Det er noget med at indrømme noget som man ikke har gjort. Han vil nok vælge at lyve videre for at beskytte sine børn og for at vise at børnene kommer i første række men det hjælper ikke på hans følelser. Jeg synes når børnene er større så kunne han sige til dem at den gang vil han gerne at børnene skal lide mindst muligt under skilsmisseperioden derfor har har valgt at være med på denne forklaring/løgn om fælles beslutning. Senere når alt er faldet mere til ro og der er gået mange år og børnene er blevet store så synes jeg de fortjener sandheden. Ellers hvad lærer vi vores børn at det er ok at lyve?

Tjah – nu har jeg aldrig stået i problemet og har vel derfor ikke de rigtige forudsætninger for at udtale mig. Gør det nu alligevel fordi jeg også synes det handler om hvordan vi generelt lever sammen som mennesker.
Små hvide løgne – som ikke berører noget vigtigt og fundamentalt for vores liv med hinanden – har de fleste af os vel brugt med større eller mindre held.
Men ellers er troværdighed for mig en meget stor dyd, også når det gør rigtig ondt. Fordi den i mine øjne er det der er betingelsen for et liv i tillid og uden eksistentiel angst.
Nu sidder parret jo i suppedasen og hvordan de skal redde sig ud af den klogest kan jeg ikke råde om. Men jeg mener at sandheden altid er den der tjener børn og også os selv bedst. Sandhed er ikke det samme som skyldspålæggelse eller angreb. Den kan sagtens få et stilfærdigt og konstaterende udtryk. Og er sådan i sin natur. Hustruen i ovennævnte tilfælde strander jo også i det problem at hun ikke kan kontrollere sin tidligere ægtefælle længere. Og sådan vil det altid være med usandheder. De dukker op når vi ikke ønsker dem. Jeg læser at hustruen står med en formentlig helt uberettiget skyldfølelse over at være den der vil forlade ægteskabet , og har forsøgt at håndtere den ved at dølge den i en pæn servering til børnene om “enighed”, en servering som manden helt forudsigeligt nu er ved at kløjs i, fordi den pålægger ham at deltage i en ikke sandfærdig fortælling til de mennesker der betyder mest for ham – hans børn. Det forkrøbler relationer og hindrer vækst.
Og det finurlige er at børnene fint kan mærke tingene selv om de ikke bliver sagt. Børn mærker usandheder selv om de ikke forstår dem, og på den helt lange bane er det vigtigt for os som mennesker at forstå det vi kommer fra og af på et rigtigt grundlag.
Jeg mener det må være en ommer. Men de to voksne må se om de kan tilgive især sig selv og dernæst hinanden så børnene ikke skal løse den opgave.