Introduktion af ny kæreste i ferien
Min tidl. samlever (gennem 15,5 år) har fået sig en ny kæreste (langdistanceforhold gennem ca. 3 måneder). Vi har sammen to børn på henholdsvis 5 og 2 år. Han har nu valgt at han gerne vil introducere hans nye kæreste for vores to børn. Hun kan ikke dansk.
Samværet er sat sammen på følgende vis på nuværende tidspunkt:
Pigen på to år: hver anden weekend, men uden overnatning. Hver anden onsdag til torsdag med overnatning.
Drengen på 5 år: hver anden weekend, men med overnatning. Hver anden onsdag til torsdag med overnatning.
Nu vil han så have dem med på sommerferie i en hel uge (6 overnatninger) hvilket jeg har sagt er problematisk i forhold til at vores datter slet ikke er vant til så mange overnatninger væk fra mig (vi er meget knyttede hende og jeg). Det er han ligeglad med, for det er hans sommerferieuge som han siger.
Nu er det så planen at han vil introducerer en ny kæreste for vores børn om mandagen (og tirsdagen) i den uge hvor han holder sommerferie med dem.
Hvordan skal jeg tackle det for mine børn på den rigtige måde? Jeg synes jeg det er to voldsomme forhold de skal forholde sig til!
Jeg er bange for hvordan sådan to aldersgrupper reagerer på sådan noget her? Vil den ældste (5 år) vende sig imod mig og tænker at det er helt rart med den her følelse af at være en familie igen og hende den lille, vil hun blive rigtig forvirret og “skadet” med både det at skulle være væk fra mig så mange nætter OG at skulle forholde sig til en ny kvinde i hendes fars liv?
Jeg er så bekymret for mine børns tarv i det her og det bekymrer mig at jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig som mor i det her?
Håber I kan hjælpe med lidt tanker og viden på området…
Mvh. den bekymrede mor…!
Kære bekymrede mor
Tak for dit brev. Mange forældre vil kunne genkende de bekymringer, som du har omkring ferien - og hvordan børnene vil klare den længere tid væk med flere overnatninger, når de ikke er vant til det. Dine børn skal derudover også møde fars nye kæreste.
For særligt din lille datter vil jeg også mene, at en uge med 6 overnatninger kan lyde af meget, når hun kun er vant til en overnatning hver 14 dag. Normalt ville vi i den situation anbefale mindre, men det betyder ikke nødvendigvis, at det ikke vil komme til at gå godt. Noget tyder også på at børnenes far ikke er villig til at ændre på det.
Hvis det overhovedet er muligt, så vil jeg anbefale jer at tale sammen om, hvordan I kan få ferien til at blive en god oplevelse for børnene, når de nu skal være væk fra dig i længere tid end de er vant til.
At far gerne vil holde ferie med børnene er ganske naturligt, men det er her vigtigt, at det bliver organiseret på en måde, som tager højde for deres alder, tilknytning og hvad de ellers er vant til fra dagligdagen. For mindre børn kan det f.eks. være godt at opleve de samme rutiner på ferien, som de kender fra hverdagen. Er de vant til at sove til middag, få godnathistorie, osv.?
For nogen børn kan det også være en god ide med kontakt, f.eks. via skype, så børnene ser dig. Lad det evt. være far, der styrer hvornår de ringer til dig, så det sker på tidspunkter, hvor de ikke er trætte og hvor de har overskuddet. Måske efter en god oplevelse, som de kan fortælle om.
Det er også helt naturligt at børn kan savne den anden forældre på en ferie, og derfor er det en god ide, at have gjort jer nogle tanker om, hvordan de situationer håndteres af jer begge. Når børn siger, at de ”vil have den anden forældre” kan meget typiske reaktionsmåder være at forælderen på ferie med barnet forsøger at negligere eller at aflede savnet ”jamen, du ser jo mor igen om 4 dage” og forælderen, derhjemme står fluks på spring for at hente barnet hjem igen. Den situation kan I undgå for både jeres egen og barnets skyld. Børn, der savner har brug for at blive mødt i savnet, som udgangspunkt i form af trøst og forståelse. Og hvis børnene savner dig, er det vigtigt, at far forstår at det ikke er en kritik af ham. Hvis børnenes reaktioner bliver for kraftige og børnene savner dig for meget, så vidner det om at det nok alligevel var for tidligt.
Du kan også hjælpe børnene ved at være opmærksom på din ængstelse over, hvordan det nu skal gå. Hvis børnene oplever, at du har det hårdt med det, så vil de også kunne præges af det på ferien. Så du kan også gøre dig nogle tanker om, hvad der skal til for at berolige dig ved situationen.
Hvis I begge er indstillet på at børnene skal have en god ferie med deres far, så bliver børnene ikke ”skadet”, som du skriver. Heller ikke selv om de møder fars nye kæreste. Begge børn er stadig så små, at de endnu ikke begriber, hvad en kæreste reelt er – særligt den lille. Børnene vil reagere umiddelbart på hvordan far er, når hun er der og hvordan hun er overfor dem, hvilken interesse og engagement, som hun viser dem. Børnenes tilknytning til dig lyder også stærk, så jeg tror ikke, at du skal være nervøs for at de ”vender sig mod dig” eller at de i det hele taget vil opleve, at du er til at erstatte.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen