Køber kærligheden til børnene
Min eksmand er begyndt at købe mine børns kærlighed og opmærksomhed. Jeg har ikke midlerne til at gøre det samme og har heller ikke lyst. Jeg vil godt give mine børn rigtig kærlighed og nærvær istedet for materielle ting. Jeg ved godt at når de bliver store vil se sætte pris på det. Men lige nu og her når man står i det, gør det rigtig ondt og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Jeg føler mig magtesløs og føler jeg langsomt “mister” mine børn. Jeg er knust og føler jeg står alene, selvom jeg udemærket godt er klar over at jeg ikke er det.
Håber i kan give mig nogle råd så jeg kan få lettet min smerte lidt.
På forhånd tak.
Hilsen en fortvivlet mor
Svar fra Børns Vilkår
Kære forælder,
Du skriver, at du føler dig magtesløs og at du er bange for, at du langsomt mister dine børn. Du skriver også, at du er optaget af, at give dine børn kærlighed og nærvær.
Den opmærksomhed du har på at give dine børn det bedste, du kan, den er vigtig. Det kan måske hjælpe dig at få fokus på, at jeres børn er heldige at have forældre der er i stand til at give dem forskellige oplevelser, materielle goder og på forskellige måder vise, at I elsker dem.
Hvis dine børn kan mærke, at du er i stand til at vise glæde på deres vegne, i stedet for at kritisere eller frygte for konsekvenserne fordi de får ting, så vil du øge sandsynligheden for, at de kan slappe af og dele deres begejstring med dig. Hvis du reagerer negativt på, at de modtager gaver, mens de er hos deres far, kan dette vække en følelses af ”forkerthed” hos dem, hvilket kan betyde, at de måske trækker sig fra kontakten med dig.
Børns kærlighed til deres forældre er ikke betinget af, hvor mange materielle goder de får, og børn tager ikke skade af at opleve og erfare, at deres forældre har forskellige økonomiske forudsætninger. Husk på at børnene elsker jer begge og har brug for jer, uanset hvor mange eller få materielle goder I kan give dem.
Der er heldigvis mange gratis eller billige muligheder i Danmark. Det kan både være inden og udendørs oplevelser, som I kan benytte, og som kan være med til at bevare den gode tilknytning mellem dig og dine børn.
Jeg håber, at du kan bruge disse svar til noget.
Med venlig hilsen
SkilsmisseBrevkassen