Kontakt til mor ved sengetid
Hej
Jeg flyttede fra min datters mor for knap fire måneder siden. Vores datter er næsten ni år, og for at skåne hende mest muligt har vi ikke en fast samværsordning (endnu), men fortsat som det var før, med at vi skiftes ca. hver anden dag til at hente fra skole, og vi har også været sammen alle tre i weekender på fx udflugt, i svømmehal, spist sammen og lignende, da vores datter gerne må opleve, at selv om mor og far ikke bor sammen, så kan vi godt ses alle tre indimellem alligevel. Mit problem er imidlertid overnatning. Indtil videre har vores datter sovet en enkelt nat hos mig per uge (nogle gange to, men aldrig to i træk), og hver gang er hun nervøs for, om hun nu kan falde i søvn. I starten gik det ok, men nu er det meget svært at få hende til at sove, uden hun har sms’et og facetimet adskillige gange til sin mor i timerne op til sengetid. Og hendes mor mener – modsat mig – at hun skal have fri adgang til st kontakte sin mor, når hun vil. Fx skal mor helst se med på telefonen, når vi er på legeplads, når der skal børstes tænder osv. Alt sammen noget, min datter gerne vil, fordi “mor har jo sagt, jeg må ringe og skrive, når jeg vil.”
Jeg skal lige tilføje, at vores datter aldrig er tilvænnet til at sove i sin egen seng eller at falde i søvn, uden en af os har ligget sammen med hende. I min optik forkert, men jeg har aldrig kunnet få hendes mor til at ændre på den måde at gå i seng på. Vores datter har således altid sovet i vores dobbeltseng, og efter jeg er flyttet, ligger hun stadig ved sin mors side, når hun er der, og vil naturligvis også kun sove i min seng, når hun er hos mig.
Mine spørgsmål er: Er det forkert af mig at opfatte det som en bjørnetjeneste, når min datter kan kontakte sin mor, når hun vil? Er en fast samværsordning en bedre løsning for et barn end vores model, hvor vi tager det lidt hen vejen? Og er der håb for, at et barn, der aldrig har sovet alene, selv begynder at efterspørge det en dag?
Kh en forvirret far.
Svar fra Børns Vilkår
Kære ”en forvirret far” til datter på snart 9 år.
Ud af dit brev kan jeg se, at I forsøger at gøre jer umage med at skåne jeres datter i forbindelse med skilsmissen. At I holder fast i at gøre så meget som muligt, sådan som I plejer.
Men måske det kan være med til at gøre jeres datter usikker på, hvad der egentlig sker i jeres familie. For meget er som det plejer, samtidigt med, at hun godt ved, du er flyttet.
Når forældre bliver skilt, bliver de fleste børn rigtig kede af det, men hvis det er uklart, hvordan fremtiden kommer til at forme sig, kan det være svært at forstå, hvad der skal ske. Børn er især meget optagede af, hvor de skal bo hvornår. Og om de stadig kan være sammen med deres venner. Ud fra hvad du fortæller om din datter kunne noget tyde på, at hun føler sig utryg og derfor søger kontakt til sin mor mange gange dagligt, når hun er hos dig.
Under alle omstændigheder vil jeg anbefale at I finder en fast ordning, som jeres datter ikke er i tvivl om.
Når der er gået nogle måneder, kan I evaluere og se, hvordan det går. Ting tager tid. Og jeres datter skal vænne sig til det nye liv. Og hun skal vide, at det nu er den ordning, I har bestemt. Det vil også skabe tryghed.
Du fortæller, at I har vænnet hende til at sove sammen med jer. Da hun er næsten 9 år, kan det give god mening, at hun begynder at sove i sin egen seng – men i betragtning af, hvordan hun har det lige nu, så ville jeg vente med at lave om på dette, til der er faldet ro på hendes hverdag. Lige nu skaber det en tryghed og nærhed, som hun efterspørger og kan have brug for.
Men uanset hvad, er det nødvendigt, at I som forældre finder frem til en fælles løsning og holder fast i den. Og tro mig – hun skal nok af sig selv få behov for at sove uden sin mor og far. Men I må gerne hjælp hende på vej, når der er faldet lidt mere ro på hendes liv.
Endelig rejser du spørgsmålet om, hvor meget jeres datter skal kontakte sin mor, når hun er hos dig.
Umiddelbart lyder det, som om hun kontakter sin mor rigtig mange gange i løbet af en dag, og at det ikke nødvendigvis hjælper på det savn, hun har. Mange ganges kontakt kan være med til at forstærke savnet, og det er nok ikke det, jeres datter har brug for lige nu. Det kan dog være hendes måde stadig at holde sammen på jeres familie og skabe sammenhæng mellem hendes nye liv hos dig og hendes mor. På denne måde er hendes familie stadig samlet, når mor er med på telefonen.
Jeg vil derfor foreslå, at I som forældre også her sætter jer sammen og aftaler, hvordan og hvornår hun må kontakte sin mor, og at I så holder fast i det. Her bliver det vigtigt at mor er med på at forklare hende om de nye rammer.
Savn er en naturlig konsekvens af en skilsmisse: Når barnet er hos far, savner det mor. Når barnet er hos mor, savner det far. Savnet er et vilkår. Den bedste hjælp et barn kan få, er at lære at håndtere savnet. Det betyder, at I som voksne anerkender, at det er sådan hun har det. At I fortæller hende, at I forstår det. Og at det er helt ok.
For mange børn er særlig sengetid en ekstra svær tid, da det er der, de er trætte og er lidt mere pylret og skrøbelige. Savnet melder sig derfor ofte på denne tid. For nogle børn er det en trøst at ringe og sige godnat, og for andre er det bedre at ringe tidligere på dagen, når overskuddet er større. Måske er det fint at I laver en aftale om hun ringer til mor og siger godnat en gang, når alle de praktiske ting er overstået (tandbørstning, mm.). Bliver hun for påvirket af det ved sengetid, kan det måske være bedre at gøre det tidligere på dagen. Og er dette stadig for svært for hende efter noget tid, så er overnatning uden mor måske alligevel for tidligt i skilsmisseprocessen for hende og I skal vente med det til alt er lidt mere trygt for hende.
Måske det kunne være hjælpsomt for jer, at I får hjælp til at få talt de kommende aftaler igennem. En mulighed er, at I henvender jer til Statsforvaltningen for at få drøftet forskellige muligheder igennem ud fra, hvad der er bedst for jeres datter. Det kan I gøre ved at bede om en børnesagkyndig rådgivning. Det behøver man ikke have en sag i Statsforvaltningen for.
I er også velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon – sammen eller hver for sig.
Jeg håber, du og din eksone får lavet nogle aftaler til gavn for jeres datter.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.
Vi vil gerne høre din mening om svaret fra SkilsmisseBrevkassen
"*" indikerer påkrævede felter