Samarbejdet er gået i hårdknude
Hej.
Der er så mange råd om, hvordan vi bør takle skilsmissen i forhold til børnene.
Jeg søger råd til hvad jeg kan gøre, når samarbejdet er gået i hårdknude.
• Når børnene ikke vil med den anden forælder, og siger fra til samvær.
• Når den anden forælder ikke ønsker at deltage i konfliktmægling hos statsforvaltningen.
• Når der ikke kan/vil foregå en fornuftig samtale mellem forældre, og samtale derfor udelukkes af hensynet til at børnene ikke skal overvære uenigheder.
• Når den anden forælder, ved kommunikation på mail, ikke kan holde en fornuftig tone, og bruger skældsord i sin kommunikation.
Hvilke muligheder har jeg for at bedre forholdene for mine børn?
Jeg har talt med Statsforvaltningen, som ikke har flere muligheder og råd eller vejledning, da den anden forælder ikke ønsker at deltage.
Venlig hilsen den ene forælder.
Søg familieorienteret rådgivning
Kære ”den ene forælder”.
Det er rigtig svært, når den ene forælder ikke vil samarbejde og kommunikationen enten er gået helt i stå, eller der tales grimt om og til hinanden.
Der er jo ingen tvivl om, at det går ud over børnene.
Du spørger, hvad du kan gøre. Du er den, der gerne vil samarbejdet, men din ex vil ikke.
Der er undersøgelser, der viser, at selv om det kun er den ene part, der deltager i samtaler om konflikthåndtering, så kan det faktisk få positiv betydning for konfliktniveauet.
Så selv om din eks. ikke ønsker at indgå i nogen form for hjælp i forhold til at forbedre jeres kommunikation, så kan du godt få gavn af at søge hjælpen til dig selv. Det kunne måske hjælpe dig med at holde fast i den gode tone og glide af på diverse ”angreb”. Det kan være så let at gå i forsvar eller til modangreb, når man bliver mødt med skældsord.
Ud over Statsforvaltningen er der i alle kommuner mulighed for at få gratis familieorienteret rådgivning. Du kan undersøge, hvad der findes af tilbud i din kommune, og ellers findes der forskellige private tilbud om støtte til familier i skilsmisse. Du kan også altid bruge ForældreTelefonen her i Børns Vilkår til at hjælpe dig med holde fokus på børnene – f.eks. når din eks. Ikke gør.
Du skriver ikke, hvor gamle dine børn er. Men du fortæller, at de ikke vil på samvær. Uden at kende til hvordan det er for børnene at være på samvær hos den anden forælder, så er der nogle børn, der kan reagere på et konfliktfyldt forhold mellem mor og far ved at vælge side. Børnene bliver dermed en del af konflikten og tager parti. Dette har børn brug for at blive friholdt fra. Selvom det kan være svært for dig, hvis den anden forælder er vred på dig, så kan der alligevel være brug for at du hjælper børnene med at have en god relation til den anden forælder.
Måske du har prøvet, men en mulighed kunne være at bede børnenes daginstitution eller skole om at tage en snak med den anden forælder om det belastende i et højt konfliktniveau – hvordan det påvirker børnene negativt.
Og endelig kunne der måske være en, i den anden forælders netværk, som han/hun ville være lydhør overfor: en god ven, et familiemedlem eller en kollega, som kunne appellere til ham/hende.
Det vigtige er at få ham/hende til at forstå, at selvom han/hun måske er meget vred og bitter på dig, så må det ikke gå ud over børnene, som han/hun jo gerne vil være sammen med. Og at børnene bliver alt for belastede af den nuværende situation.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen