Samvær med psykisk lidelse
Jeg blev skilt fra min mand for 3 års siden efter en lang kamp for bare at overleve i forholdet. Min mand lurende sygdom viste sig mere og mere og ente med han en nat forsøgte at tage livet af sig foran mig i stuen, heldigvis oplevede vores to drenge som nu er 8 og 11 ikke den hendelse, som kom efter flere andre sydoms hendelser før det også. Men mi. Nu eksmand blev indlagt på psykiatrisk afdeling, drr var han i 10 uger med kun et enkelt møde med børnene. Pludselig mente man han var rask nok til at komme hjem på trods af han flere gange havde holdt mig tilbage når jeg skulle gå ffa afdelingen efter besøg. Så der bessluttede jeg at den eneste mulighed jeg habde var at blive skimt, for jeg kumne ikke klare en syg man og også passe på vores børn. Efter en kamp frem og tilbage blev så besluttet at han sku på et opholdsted for psykisk lidelser der boede han et halvt år, stadig med besøg fra mig og senere med drengene. Flere gange prøvede personalet at skuppd på for at jeg skulle forlade drengene alene med deres far.. Bare for at prøve.. Men min frygt var og er at han skal gøre dem niget eller glemme de er der. For godt et år siden fik han sig en lejlighed i et beskyttet phykosocialt område og der har vi været sammen med han hver 14 dag et par timer, og ja jeg følger stadig med, jeg tør stadig ikke overlade drengene i hans hænder. Jeg er ilke tryk ved ham. Han har fået dianosen biobelar i mild grad, og når vi mødes er han nærværende den første halve time så er det ligsom han mister fokus og har travlt med alt muligt andet. Jeg er på intet tidpunk blevet kontaktet af myndigheder eller andet personale/kontaktpersoner om min side af sagen. Men det korte og lang er nu at han skubber på for at se sine drenge mere, tage på weekendtur med dem m. M. Selv om Han ikke, når vi mødes viser særlig meget interesse for dem, det er mig han komunikere med. Og ser dårligt nok drengene.. Vi har ingen samværsaftale på skrift, har engang haft et møde i forvaltning, som ventede vi 6 m på.
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til drenge på 8 år og 11 år,
Tak for dit brev, hvor du beskriver din skilsmisse fra dine børns far og forløbet med hans psykiske sygdom. Det lyder meget voldsomt og det er fuldt forståeligt, at du er bekymret for at skulle overlade dine drenge til ham. Det er ofte både svært at forstå og tale om psykisk sygdom – især når man er barn eller ung. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis børn og unge ikke får hjælp eller støtte, når deres forældre er syge. Eksempelvis ved vi, at børn og unge i familier med psykisk sygdom har en øget risiko for selv at udvikle psykiske problemer. Vi ved fra BørneTelefonen og bisidningen, at mange børn og unge oplever stor utryghed og bekymring, når deres forældre har en psykisk sygdom. Og det kan være svært for børnene at tale om deres oplevelser med andre voksne eller kammerater, fordi det opleves skamfuldt. Derfor er det vigtigt med støtte og redskaber til at mestre svære livsvilkår og forebygge, at barnet selv får psykiske problemer.
Du beskriver hvordan du og drengenes far ikke er enige om omfanget af samvær. Inden drengenes far får mere samvær med sine drenge, vil jeg anbefale dig, at du henvender dig til Familieretshuset. I Familieretshuset kan du og børnenes far få hjælp til at finde frem til en samværsordning. Familieretshuset vil altid fokusere på, hvad der er bedst for barnet og at samværet kommer til at foregå på en tryg måde. Dine børn kan også få støtte af en af vores bisiddere, hvis de skal til samtale og ønsker dette. På den måde kan de få støtte til at fortælle, hvordan de godt kunne tænke sig at se deres far.
Du er velkommen til at ringe til vores ForældreTelefon og få uddybende rådgivning. Du kan også henvende dig til din kommune, hvor der er mulighed for vejledning og familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen
