savn til mor, når han er hos far
Kære Skilsmissebrevkasse.
Min mand og jeg har været sammen i 5 år og har en dejlig pige på 2 år. Han har tidligere været gift og har to drenge på 9 og 13 år. De har haft deleordning 7/7 og det har indtil videre fungeret rigtig fint. Den store dreng trives rigtig fint og bestemmer selv om han lige vil være en ekstra dag hos os eller hos hans mor.
Den yngste af drengene har de seneste 3 uger fået det rigtig svært. Han har i en lang periode (ca. 1 år) haft svært ved at falde i søvn om aftenen og savner sin mor/far meget den første dag efter skiftet. Men så plejer det at gå over og han “glemmer” lidt sit savn. På det seneste er savnet til hans mor blevet meget stort når han er hos os. Han fik en mobiltelefon da han fyldte 9 år for et par måneder siden. Den har virkelig ændret meget på dynamikken hjemme hos os. Han ringer til hende hver aften og vil snakke en hel time og skriver sms’er til hende når han skal sove. Han snakker ikke så meget med os længere om hvordan dagen er gået, for det snakker han med hende om i telefonen. Min mand har adresseret det til hans eks og hun siger også at hun syntes han ringer for meget, men vil ikke afvise ham. Vi er ret sikre på at al den telefonsnak med hende minder ham mere om savnet og blot avler mere savn, men vi er i tvivl om hvordan vi skal snakke med ham om det! Vi vil jo ikke give ham indtrykket af, at han ikke må ringe til sin mor, men samtidig vil vi gerne finde en løsning. Han ringer ikke så meget til sin far når han er hos sin mor, kun en gang i løbet af ugen og sms’er lidt i løbet af dagene, så måske han bare skal være mere hos sin mor? en ny deleordning på 9/5?
Mvh Bonusmoren
Svar fra Børns Vilkår
Kære bonusmor til drenge på 9 og 13 år,
Først og fremmest vil jeg gerne pointere, hvor godt det er at læse, at du er opmærksom på hvor forskellige drengenes behov for samvær formentlig er. Du præsenterer jer samtidig som en familie, der er villige og har overskud til at indrette jeres liv efter den form for samvær som drengene hver især trives bedst muligt med. Ydermere skriver du, at I har drøftet problemstillingen omhandlende brug af mobiltelefon med drengens mor, og det at I kan dele jeres oplevelser og forhåbentligt også sammen formår at drøfte tilgangen, er væsentligt og vigtigt for at kunne finde gode løsninger for ham. Endeligt skriver du, at I ønsker at inddrage ham ift. at finde løsninger, så på den måde læser jeg, at I har rigtig gode forudsætninger for at hjælpe ham til at få en bedre hverdag, når han er hos jer.
Du spørger til, hvordan I kan forstå hans brug af mobiltelefon. Han har sikkert mange gode grunde til at ringe til hende, og det vil være en hjælp til at skabe positive forandringer for ham, at I taler nysgerrigt med ham om disse grunde. Hvis I sammen får sat ord på, hvad han får ud af denne kontakt, kan dette give jer indblik i, hvad han har brug for. Det kan være noget som I måske kan give ham, mens han er hos jer.
I skriver, at han længe har haft svært ved at sove, og det kan derfor tyde på, at han forsøger at finde en måde at falde til ro på. Måske er den snak med hans mor i telefonen, en måde at blive afslappet og finde ro på, så at han kan sove ? Når I har været på opdagelse I hans grunde til at tale med sin mor hver aften, har I et brugbart afsæt til hvordan I kan overtage den sidste time med ham inden han skal sove. Det vil være det bedste for hans trivsel, at han erfarer, at det er jer, der kan hjælpe ham med at falde i søvn. Jeg vil anbefale, at I inddrager hans mor ift. at finde et andet tidspunkt i løbet af dagen, hvor de skal snakke sammen. Han har måske også selv nogle gode bud på hvornår det passer ham bedst, at de taler sammen. Det er vigtigt, at det er jer voksne som bestemmer, at det skal være på et andet tidspunkt. Det er jer der skal sætte rammen, det er jer der skal beslutte, at samtaler ikke skal foregå inden han skal sove, fordi I vil og kan skabe den tryghed han har brug for, inden han falder i søvn. I skal udvise sikkerhed, når I præsenterer det for ham, og bede om hans hjælp til at finde ud af, hvordan I mere konkret kan hjælpe ham om aftenen.
Interessen for at bruge så meget tid med den anden forældre, vil for mange børn ofte dale ret hurtigt, hvis samtalen skal foregå på tidspunkter, hvor barnet meget hellere vil lege. Prøv at se om I kan finde et tidspunkt, hvor han har masser af overskud, er udhvilet og glad. Det vil være godt at fodre en mere overskudsagtig kontakt mellem ham og hans mor, og formentlig vil I opleve, at hans savn til hende aftager.
Jeg håber, at I sammen kan finde en god løsning, inden I begynder at tænke i nye samværsordninger. Hvis din mands søns savn ikke aftager efter en periode, kan det være, at I skal lave en anden samværsordning for ham. Hvis I har et godt samarbejde med hans mor, kan det være en god mulighed, at I har en forsøgsperiode hvor anden samværsløsning afprøves.
De bedste hilsner,
SkilsmisseBrevkassen