Uenighed om opdragelse
Jeg har to børn på 6 og 9 år. Deres far og jeg blev skilt for 1½ år siden og har nogenlunde formået at bevare den gode tone og et godt samarbejde, selv om det nogle gange kan virke papirstyndt.
Vi er dog uenige på et væsentligt punkt: om straf skal være en del af opdragelsen. Jeg har meget svært ved at bakke op om min eksmands anvendelse af straf og synes ikke, at det giver mening f.eks. at fratage børnene deres fredagsslik, hvis de har nægtet at hjælpe til (eller hvad det nu kan være).
Indtil videre har vi kunnet gøre det på hver vores måde, men nu har vores søn på 6 været en del af noget alvorligt drilleri i skolen, som vi gerne skulle kunne tage hånd om i fællesskab. Jeg tog nok lidt over i håndteringen af det, så vi gjorde det på “min” måde, nemlig ved at tage en fælles alvorlig snak med vores søn, hvor vi talte om, hvad der var sket, at det er vigtigt at det ikke sker en anden gang osv osv. Det er mit indtryk, at dét, at vi begge var der, sendte et klart signal om, at det var en alvorlig episode, og at vores søn blev meget bevidst om, at hans opførsel havde været helt gal. Hans far mente, at der skulle være en straf (og foreslog stuarrest). Han er dog gået med til, at vi lader det ligge for denne gang, men har pointeret, at hvis det sker igen, så skal der være en konsekvens (og her mener han straf – han har foreslået at vi f.eks. fratager ham hans iPad i en periode), som han gerne vil have, at jeg bakker op om.
Jeg vil gerne kunne samarbejde, og jeg vil meget gerne have, at vi bakker hinanden op, også selv om vi ikke er enige om alt, men når det handler om straf, er jeg direkte imod. Hvordan håndterer vi (jeg) denne uenighed, uden at det går ud over samarbejdet?
Svar fra Børns Vilkår
Kære mor til to børn på 6 og 9 år.
Det er godt at høre, at du og dine børns far nogenlunde har formået at bevare et godt samarbejde efter skilsmissen. Også selv om det højst sandsynligt har betydet, at I begge har slugt store og små kameler undervejs.
På èt punkt viser der sig nu en uenighed, der ikke lige er til at tackle – nemlig brug af straf i opdragelsen. Og jeg er enig med dig i, at den snak bliver I nødt til at tage.
På trods af uenighed lykkedes det at håndtere det problem, I havde, ved sammen at tage en alvorlig snak med jeres dreng for på den måde at fortælle ham, at han var gået langt over stregen. Og det lyder som om han har forstået, hvor alvorligt I mente det.
Når din eksmand vælger at bruge straf, kan der være flere grunde:
Måske ønsker han at sætte tydelige rammer
Måske har han selv været udsat for straf og griber til det, når han føler sig magtesløs
Måske er han bange for at miste kontrollen over jeres søn
Måske er han overbevist om, at straf er det eneste, der rigtig virker
Fra de mange børn, vi taler med på BørneTelefonen ved vi, at skæld ud og straf meget sjældent virker. Oven i købet kan det have den modsatte effekt end det, man som forælder ønsker. Barnet kan reagere ved at trække sig, eller gøre mere af det, den voksne ikke vil have.
Børn har brug for, at de voksne giver sig tid til at høre, hvad der var barnets intentionen og forstå, hvordan barnet selv ser på det, der er sket.
Giver man sig tid til at lytte til, hvad barnet har at sige, vil det ofte komme frem, at barnet selv udmærket er klar over, at det ikke var ok at drille, komme for sent mm.
En straf, der ikke har sammenhæng med det, der er sket, vil virke helt uforståeligt for et barn, der er i en alder, hvor han er meget konkret tænkende. At få taget sin Ipad, når han har drillet en kammerat, giver ikke mening.
Du nævner, at din mand mener, der skal være en konsekvens. Men der er en konsekvens, når han driller en kammerat – nemlig den, at kammeraten eksempelvis bliver ked af det, får ondt i maven og måske ikke ønsker at komme i skole. Og de konsekvenser er det vigtigt at tale med ham om.
Da I sammen har to børn på 6 og 9 år, vil der i fremtiden komme flere situationer, hvor de vil gøre noget, som I ikke billiger. Så det er en god idé allerede nu at drøfte, hvordan I sammen kan sætte kærlige og tydelige rammer for jeres børn, uden at støde dem fra jer. Og hvor I ikke kommer til at skubbe hinanden ud i hver jeres hjørne: straf/dialog. Hvor du oplever din eksmand blive mere og mere skrap og hvor han oplever dig som mere og mere blød og eftergivende. For det vil komme til at påvirke jeres børn i negativ retning.
Alle kommuner har en anonym rådgivning, evt. i et familiehus. Her kan I søge fælles rådgivning til en snak om opdragelse. Hvor I får lyttet til hinanden og får mulighed for at indgå aftaler.
Hvis I har økonomiske ressourcer er der også den mulighed, at I sammen finder privat psykolog eller familieterapeut, der kan hjælpe jer med dette. Hvordan din eksmand vil tage imod et sådan forslag, ved jeg ikke, men det er et forsøg værd.
Det afgørende er – som du skriver – at I fortsat kan samarbejde om jeres to fælles børn.
Jeg ønsker jer held og lykke med jeres samarbejde.
De bedste hilsner
SkilsmisseBrevkassen.
