Når samarbejdet er svært

I sommeren 2022 taler Børns Vilkår med Jane, som har sønnen Albert på 11 år. Da vi taler med Jane, er Albert lige startet på specialskole efter et langt forløb med skolefravær på en folkeskole. Jane har oplevet et hårdt forløb i forsøget på at få sit barn i trivsel og i skole igen. Det, som ifølge hende, stod i vejen for at få hendes barn i skole igen, er bl.a. et meget forskelligt syn på Alberts trivsel og et manglende fokus på skolens rammer. Derudover savnede Jane, at familien blev mere inddraget i løsningerne af Alberts mistrivsel og skolefravær.   

Albert starter i en almindelig folkeskole, og i løbet af Alberts første skoleår tager Jane flere gange fat på skolen. Forældrene er bekymrede for Albert, da de oplever, at han er udadreagerende, når de henter ham, hvilket ikke ligner ham. Forældrene får dog at vide, at de ikke skal være bekymrede, og at skolen ser en glad dreng.  

I 1. klasse kommer Albert op på 30 pct. fravær og efter længere tids forsøg på at få hjælp, får forældrene til sidst igennem, at PPR¹ bliver involveret, men meldingen er den samme som skolens. PPR ser også en dreng, der trives.  

Jane har selv et bud på, hvorfor skolen og PPR ikke ser det samme, som hun og hendes ægtefælle gør:  

Skolen holder stadig fast i, at ”Albert bare skal komme. De kan ikke se, at der er noget i vejen med ham”. Jane forsøger at gøre, som skolen beder hende om. I starten kan hun få Albert i skole ved forskellige afledningsmanøvrer fx ved at lokke ham, men på et tidspunkt får han det så skidt, at han begynder at slå sig selv, når de skal af sted om morgenen.   

Selvom Jane har disse oplevelser, mener skolen fortsat ikke, at der er noget galt med Albert. Da familien ikke oplever at få hjælp til at løse Alberts situation, køber de sig i stedet til hjælp fra en skolefraværsforsker, en privat socialrådgiver og forskellige psykologer.   

I starten af 3. klasse får Albert nye lærere i skolen, og der sker også en ulykke i familien. Forandringerne påvirker Albert, og i starten af 3. klasse kommer Albert ikke længere i skole.  

Da Albert til sidst er fuldt fraværende, laver skolen en underretning til kommunen.

Kommunen vælger at igangsætte en børnefaglig undersøgelse (§50), som skal undersøge Alberts forældre og vilkår i hjemmet. Jane har selv oplevelsen af, at Albert reagerer positivt på forberedelse og struktur, og hun har mistanke om, at Albert måske har en autisme- og/eller en ADHD-diagnose. Hun ønsker derfor at få en familiebehandler, der ved noget om det, men familien får i stedet en rådgiver, der ved noget om omsorgssvigtede børn.

Der igangsættes et forløb, men Jane oplever ikke, at det rykker noget. Rådgiveren vurderer, at skolefraværet ikke skyldes forældrene, men at der er mere på spil. Dette giver dog ikke anledning til, at man laver en mere grundig afdækning af årsagen til skolefraværet.  

Samarbejdet mellem kommunen og familien er stadig anspændt, og i slutningen af 4. klasse vurderer deres sagsbehandler, at familien skal have frataget deres børnepenge. På dette tidspunkt har familien en sygemelding på Albert fra deres læge:   

Jane er frustreret over beskeden: ”Det føles så åndssvagt, for hvad tænker de, at det hjælper? Andet end, at det er meget sådan ’Tror I ikke på os? Hvorfor hiver I i det håndtag?’ Det er mega mistillid (…)  i noget, der skulle være et samarbejde. Det allervigtigste for os alle sammen det måtte da for pokker være, at Albert havde det godt, og når man har det godt, så kan man også godt gå i skole”. 

Jane fortæller, at fratagelsen af deres børnepenge frafalder, fordi familien får endnu en lægeerklæring på Alberts sygemelding fra deres praktiserende læge. Samtidig bliver Albert, i anden sammenhæng, udredt for ADHD og autisme. Selvom familien ikke ender med at få frataget deres børne- og ungeydelse, oplever Jane, at samarbejdet, efter denne trussel, fuldstændig bryder sammen.   

Der igangsættes efterfølgende et nyt forløb, som har til formål at få samarbejdet mellem forældrene og skolen op at køre igen. Jane fortæller, at ”udfaldet bliver, at han skal blive i sin klasse, og de her lærere skal overtage og hjælpe ham tilbage. Men det viser sig at være en alt for stor mundfuld for lærerne, og skolen smider så håndklædet i ringen (…), og der bliver han så visiteret til specialskole”.  

Efter et langt forløb går Albert i dag i specialskole, som familien er rigtig glad for, men Jane er frustreret over forløbet: ”Det er ligesom at stå og spille bold op ad en mur. Og der var ikke nogen, der greb den (…). Han har mistet 3 års skolegang”.  

Udover den mistede skolegang har forløbet også haft andre konsekvenser for hele familien:  

Når Jane ser tilbage på forløbet, har hun også mødt nogle mennesker, som har gjort en stor positiv forskel for familien, og som alle har nogle fælles træk: ”De satte sig i øjenhøjde og lyttede. Og tog sig tid. Der var jo ikke noget økonomisk i klemme for dem. Men bare, at de tog sig tid og anerkendte”.