Livet på Sjælsmark med to små børn: ’Det er ikke et rigtigt børneliv’

Mahsa og hendes 4-årige storebror Amin har boet knap et år på Udrejsecenter Sjælsmark. Sammen med deres forældre har de oplevet en hverdag med usikkerhed og angst for fremtiden.

På værelsesgulvet i bygning 11 sidder 24-årige Safira. Hendes søn Amin vifter utålmodigt med et lille rør med sæbebobler, mens han ihærdigt forsøger at fortælle sin mor noget. Nogle gange på det afghanske dari. Andre gange på dansk.

Safira lægger hovedet på skrå, kniber øjnene sammen og forsøger at forstå sin 4-årige søn.

”Det er ikke altid, jeg forstår, hvad han mener. Hans sprog er ikke så godt, for det har været svært for ham at lære det. Og han taler ikke så meget,” fortæller Safira.

Safira og hendes mand flygtede til Danmark for knap fire år siden fra en farlig og usikker tilværelse i Afghanistan. Under flugten kom Amin til verden. Han har derfor levet hele sit liv i konstant skiftende omgivelser, uden noget fast holdepunkt, uden venner eller en stabil hverdag.

”Jeg er hans mor, og jeg kan se, han ikke har det godt. Det gør ondt, at jeg ikke kan give ham en mere tryg opvækst i nogle trygge omgivelser. Vores liv her på Sjælsmark er så usikkert. Det er ikke et rigtigt børneliv.”, siger Safira.

Familien på fire bor i et spartansk indrettet værelse med to senge, flyttekasser med tøj og lidt køkkenudstyr, selvom der ikke er noget køkken, og familien derfor ikke kan lave mad sammen. Fra det eneste vindue på værelset kan man ikke se andet end bygningen ved siden af og nogle af de høje metalhegn, der findes overalt på den gamle kaserne.

Bange for at tage i børnehave

Safira og familien har siden juli 2017 boet på Sjælsmark Udrejsecenter efter flere år placeret i forskellige asyl- og udrejsecentre. Hende og manden Jamal har været adskilt flere gange, og det har haft konsekvenser for familien. Amin havde svært ved at genkende sin far, da familien blev samlet igen på Sjælsmark, og han er stadig meget bange for, at familien pludselig er væk en dag.

”Amin er bange for at være alene. Han tør heller ikke tage hen i den børnehave, der er her, for han frygter, at nogen har taget os eller hans lillesøster, når han kommer tilbage,” siger Safira.

De mange klapvogne på gangene i den gamle kaserne vidner om, at Safira langt fra er den eneste med små børn på Sjælsmark. Her bor lige nu lidt over 90 børn – en tredjedel af dem er mellem 0-5 år.

Foruden tilbuddet om nogle timer i børnehave, er der ikke meget på Sjælsmark for børn. På familiens værelse har Amin og hans søster Mahsa lidt legetøj, men med den konstante frygt for fremtiden i baghovedet kniber det for familien med at bevare overskuddet til leg.

”Det er psykisk nedbrydende at bo her. Og når vi som forældre hele tiden er presset og ude af balance, hvordan skal vi så have overskud til at tage os af vores børn?”, spørger Safira.

Hvis vi kunne, var vi rejst

Tre gange om dagen bliver der serveret mad på udrejsecenteret. Kantinen ligger placeret midt på Sjælsmark, ikke ret langt fra bygning 11. Alligevel er det ofte kun Safira eller hendes mand Jamal, der går derhen. Amin kan ikke lide at være der, for han er bange for dem, der nogle gange råber. Derfor må Safira tage noget frugt og mælk med tilbage, så han får noget at spise.

”Det eneste jeg altid tænker på er, at Amin glemmer alt det, han har været igennem. Jeg håber, at min søn glemmer det liv, vi har nu. Og jeg ønsker for alt i verden ikke, at hans lillesøster kommer til at opleve det samme liv her i Sjælsmark. Hun er heldigvis ikke gammel nok til at forstå det endnu.

Men vi kan ikke tage tilbage til Afghanistan. Vi har ingenting der, og vi vil være i livsfare. Hvis der var en måde, vi kunne komme væk herfra og rejse hjem, så havde vi gjort det. For der er ikke noget vigtigere end mine børn, og det er dem, der lider mest.”

 

Fortællingen er blevet til på baggrund af et interview med Safira om hendes oplevelse af livet i Sjælsmark.

Interviewet fandt sted d. 26. juni 2018.

Børns Vilkår har ikke haft aktindsigt i familiens asylsag eller familiens øvrige omstændigheder.

Familiens rigtige navne er ændret af hensyn til børnene.