Pige med mobiltelefon i hånden

ELISE HARRITZ FIK STJÅLET OG DELT SINE PRIVATE, INTIME BILLEDER OG VIDEOER I CYBERSPACE – OG FIK INGEN HJÆLP TIL AT EFTERFORSKE KRÆNKELSERNE.

En julidag sidste år, da Elise var på job, opdagede hun et link, der var lagt ind på hendes Instagramprofil. Hun klikkede på linket og så til sin store skræk, at det førte ind til en side med flere af de allermest intime nøgenbilleder.

Hendes apple-id var blevet hacket og hendes personlige oplysninger som cpr-nummer, adresse, mails, private billeder og videoer af hende var blevet delt.

”I starten havde jeg allermest lyst til at forsvinde. Jeg kunne nærmest ikke være i min krop og havde ikke lyst til at bevæge mig ud. Jeg følte mig virkelig til grin,” fortæller Elise Harritz.

Hun deler sin historie med Børns Vilkår i håbet om, at der kommer mere fokus på hvor invaliderende det er at blive krænket på denne måde – og i håb om at kunne gøre en forskel for at ændre retspraksis for hævnporno.

Der var ikke rigtig noget, jeg kunne stille op. Jeg følte mig alene og i ingenmandsland

Elise Harritz, lyshåret pige med blå øjne.

På BørneTelefonen er der stadig flere, der henvender sig om digitale krænkelser, herunder billeddeling. Det er imidlertid Elises erfaring, at det kan være svært at få hjælp.

Hun gik til politiet for at anmelde forbrydelsen, men oplevede hurtigt at sagen blev nedprioriteret.

”Politiet var søde til at trøste, men jeg tror ikke rigtig, de forstod, at billederne var var taget fra mig og ikke nogle, jeg havde sendt. Deres råd var, at jeg skulle passe bedre på,” fortæller Elise.

Ifølge Politiet ville der gå op til 3 måneder før hun kunne få svar på, om det var en sag overhovedet. Billeddelingen var i gang online, men Politiet havde ikke ressourcer til at gå ind i den.

”Der var ikke rigtig noget, jeg kunne stille op. Jeg følte mig alene og i ingenmandsland,” husker Elise, der mistede en del veninder, der ikke længere ønskede at ses med hende af frygt for deres omdømme. Elises tanker var dystre og kørte i ring: Ville hun nogensinde kunne få et job? En kæreste?

Storebroren tog imidlertid efterforskningen i egen hånd ved at oprette falske profiler for at finde ud af, hvem der spredte Elises billeder. Der blev taget screenshots af adskillige, som blev lagret og afleveret til politiet.

Derpå begyndte sagen at rulle.

I alt har Elise indhentet bevismateriale på adskillige personer. Den første person, en 17-årig dreng, modtog dom i midten af oktober. Han blev idømt en betinget fængselsstraf på 20 dages fængsel på vilkår om samfundstjeneste i 40 timer for deling af private nøgenbilleder. Flere sager følger i løbet af efteråret.

Elise har indset, at hun vil kæmpe for retspraksis og retfærdighed. For sig selv – og ikke mindst for andre. De mange støtteerklæringer og henvendelser fra piger, der har været udsat for det samme, er kommet bag på hende.

”Jeg føler, jeg taler deres sag,” siger Elise, der kunne drømme om, at der var mere hjælp til unge, der bliver udsat for digitale krænkelser:

”Når en pige kommer grædende til politiet, burde der være et sted, de kan henvise en til. Et sted, hvor man kan få hjælp til at få delingen standset og efterforsket – og hjælp til at bearbejde sine følelser.”