Alma kom væk fra psykisk syg mor
”Min mor slår mig. Sådan har det altid været,” fortalte Alma, da hun ringede til BørneTelefonen. Alma var 14 år. Hun boede hos sin mor, som var psykisk syg og havde borderline. ”Hun kan ikke se andres behov,” forklarede Alma.
Moren slog ofte og nedgjorde Alma ved at sige, at hun hadede sin datter. At Alma lige så godt kunne være død.
Almas far var ikke en del af hendes liv. Hun vidste ikke, hvor han var.
Rådgiveren på BørneTelefonen fortalte Alma, at hun have mulighed for at få en bisidder, der kunne hjælpe hende med at få hjælp af kommunen. Men det ville kræve, at hun opgav sin anonymitet og at Børns Vilkår skulle underrette kommunen om Almas situation. Det ville Alma gerne.
”Jeg vil væk herfra,” fastslog Alma.
Tryg sammen med bisidderen
Da sagen var meget alvorlig, blev børnesamtalen i kommunen afholdt allerede dagen efter opkaldet til BørneTelefonen. Før samtalen mødtes bisidderen, Jens, med Alma, så hun med egne ord kunne fortælle, hvordan hendes mor behandlede hende.
Under samtalen, var Alma meget nervøs.
”Jeg er så bange for, at jeg skal hjem til min mor igen. Det vil jeg ikke.”
Jens fortalte Alma om hendes rettigheder. Han forklarede, at hun ikke skulle overbevise nogen om, at morens behandling var forkert. Dét fik Alma til at slappe mere af. Hun gav udtryk for at det var rart, at Jens var med ved hendes side.
Barnet skal føle sig hørt
Til børnesamtalen var både Almas mormor og hendes mors ex-kæreste til stede. Exkæresten ville gerne have, at Alma flyttede hjem til ham. Kommunen foreslog, at hun flyttede ind hos sin mormor.
”Det vil jeg ikke. Hvad nu hvis hun bryder ind?” sagde Alma og brød ud i gråd.
Jens greb ind og foreslog, at Alma og ham kunne snakke med rådgiveren alene. Så kunne Alma bedre fortælle, hvad hun ville, uden at være bange for at såre nogen.
Det blev efterfølgende besluttet, at Alma skulle flytte ind hos en plejefamilie, som Alma kendte i forvejen. Hun var ofte blevet passet af dem, og der havde hun endda sit eget værelse.
Det var det, hun allerhelst ville. Alma var lettet over at slippe væk hjemmefra og komme til et sted, hvor hun følte sig tryg. Samtidig havde hun lært Jens og kende og kunne ringe, hvis hun igen havde brug for hans støtte, når hun skulle tale med kommunen.
Artiklen er skrevet på baggrund af interview med bisidderen om Almas forløb. Almas og bisidderens navn og historie er anonymiseret.
Tilmeld nyhedsbrev
"*" indikerer påkrævede felter