Camilla voksede op med negativ social kontrol: Jeg manglede hjælp til at bryde ud
Camilla Johnsons opvækst hos en kristen plejefamilie og senere Faderhuset har sat sig dybe spor. Hverdagen bestod af dæmonudfrielser, streng kontrol, lussinger, overgreb, overvågning og truslen om, at ’gud ser alt’. I dag arbejder hun for at være den hjælp og livline, hun selv manglede, for at bryde med den strenge negative sociale kontrol.
”Jeg husker, at min plejemor fortalte mig, at hun havde sådan et indre fjernsyn, som Helligånden havde givet hende, hvor hun kunne se alt, hvad jeg lavede. Fireogtyve syv. Det var, som at have et kamera siddende og filme dig konstant. Forestil dig lige det.”
Camilla Johnson var fire år gammel, da hun blev anbragt i en plejefamilie i Nordsjælland. Udadtil fremstod det som et funktionelt og karismatisk hjem, men bag det pæne ydre gemte sig en barsk og adfærdskontrollerende familie, der som medlem af et kirkesamfund gav Camilla en streng opvækst i et frikirkeligt miljø.
Plejemoren i familien var samtidig psykisk syg, så barndommen i Nordsjælland bød på både fysiske og psykiske overgreb. Camilla blev slået og fik lussinger, og så blev hun konstant overvåget. På den måde tog plejefamilien kontrol over hendes tanker og identitet, forklarer hun.
Godt nok gik Camilla Johnson skole, men sociale arrangementer var lukket land for hende. Hun måtte ikke være med til Fastelavn, fordi det er ’dæmonernes fest’, og senere måtte hun heller ikke tage med de andre på sodavandsdiskotek. Hun måtte heller ikke høre andet end kristen musik, og hun var ikke i skole, når der var seksualundervisning på skemaet.
”Det var en enormt ensom barndom. Jeg var jo på en måde socialt isoleret, og jeg havde samtidig mundkurv på hjemmefra, så jeg kunne ikke tale med nogen om det. Så jeg følte mig altid fremmedgjort overfor, hvad der skete omkring mig. Og der blev udøvet psykisk vold på min identitet, fordi jeg hele tiden fik at vide, at de vidste alt om mig og gud så alt”, siger Camilla Johnson.
Efter at være blevet udsat for seksuelt overgreb, kunne Camilla ikke længere gå med sine oplevelser alene. Hun fortæller om det til sin plejemor og det ender med, at kommunen fjerner Camilla fra plejefamilien. Kommunen placerer Camilla på en kristen efterskole i Jylland, hvorefter hun ender i en ny kristen plejefamilie. Som 18-årig bliver hun gift med en kristen ven fra kirken, hun kommer på bibelskole som 20-årig, og ender ad den vej i Faderhuset som 25-årig.
”De kristne miljøer var alt, hvad jeg kendte til i mit liv. Og som rodløs ung troede jeg på Ruth (Evensen, nu Ruth Kristiansen red.) når hun lovede mig, at Faderhuset var alt, hvad jeg havde behov for. Jeg savnede i den grad nogle trygge rammer og en kærlig og omfavnende familie. I begyndelsen så det hele pænt ud på overfladen, og det var først senere, at de grimme sider af Faderhuset viste sig. Det blev sekterisk og lukket og til sidst kunne jeg ikke se mig selv i øjnene mere. Det føltes som om der var måske 1% tilbage af min identitet, da jeg forlod dem.”
Som 32-årig bryder Camilla Johnson ud af Faderhuset og kapper dermed den sidste linje til de miljøer, hun havde været en fast del af siden hun var barn. Det voldsomme brud bliver starten på en lang vej tilbage til et normalt liv for Camilla Johnson og de tre børn, hun har fået undervejs.
”Der var ingen voksne, der reagerede i min barndom. Og jeg turde ikke selv at sige noget i lang tid, for så kendte jeg jo konsekvenserne. Der er i den grad brug for, at vi får brudt tabuet omkring at vokse op i de her sekteriske miljøer. Jeg manglede virkelig hjælp til at bryde ud.”
I dag arbejder Camilla med at være den hjælp, som hun selv manglede for at tage opgøret med den negative sociale kontrol. Derfor har hun stiftet foreningen InsideOut, der har til formål at hjælpe de mennesker, som har været udsat for det samme som hende. Samtidig vil hun gerne også for at gøre opmærksom på, at fagpersoner og andre voksne omkring børnene bliver bedre til at spotte problemerne i de her miljøer.
”I det hele taget skal vi have en større forståelse for, hvad der sker i de her miljøer – ligesom man har med bander f.eks. Vokser et barn op i sådan et miljø, så ved vi straks, at barnet kan være udsat, og vi har et fagpersonale der ved præcist, hvad de skal kigge efter. Den indsigt mangler vi virkelig på det her område. Og konsekvenserne er for store til, at vi ikke skal gribe ind.” siger Camilla Johnson.
Fortællingen bygger på et interview med Camilla Johnson, der har fortalt sin egen historie til Børns Vilkår.