Helene efter flere år med angst: ”Jeg tænkte, at det ville være lettere, hvis jeg ikke var her mere”
”Det hele kunne være lige meget.”
Helenes hverdag var fuld af bekymringer. Hele tiden gik hun og følte uro og frygt for, at den mindste ting gik galt. Huskede hendes mor nu at hente hende og lillesøsteren fra fritidshjemmet?
Helene havde generaliseret angst, som begyndte, da hun var 10 år gammel. Angsten voksede sig større og større for hver dag, der gik, og Helene følte sig mere og mere alene og utilstrækkelig, og det endte ud i en spiseforstyrrelse.
Som 15-årig kulminerede det hele for Helene, da hun forsøgte at tage sit eget liv.
”Jeg tog 8-10 Panodil-piller, hvorefter jeg truede med at hoppe ud ad vinduet fra vores lejlighed på anden sal. Jeg havde ikke planlagt det, men gik i nogle uger og tænkte, at det ville være lettere, hvis jeg ikke var her mere,” siger Helene, der i dag er 25 år gammel. Hun fortæller, at det var hendes mor, der standsede hende.
”Jeg vidste, at jeg ikke ville dø af pillerne, men jeg tror, at det var ligeså meget et råb om hjælp. Enten skulle der ske noget, ellers havde jeg ikke lyst til at være her mere,” siger Helene, der efterfølgende fik hjælp af en psykolog til at komme videre.
En opvækst med en syg og ustabil mor
Allerede da Helene var 5 år gammel, og forældrene blev skilt, begyndte hun at bekymre sig for sin mor. Tanker som ”Hvor er mor? Mon hun er i live?” rumsterede hvert sekund inde i hendes hoved. Det var nok omkring det tidspunkt, hvor hendes angst begyndte at tage form.
”Jeg ville hele tiden beskytte min mor og vide, hvor hun var og have kontrol over hende på en eller anden måde. Jeg tog morrollen på mig,” siger Helene og fortsætter:
”Det har måske noget at gøre med, at min mor har været ustabil. Hun har ikke været i job og de jobs, hun har haft, har hun ikke haft særlig længe.”
Tanken om at miste sin mor var tæt på at blive til virkelighed, da Helenes mor en dag blev alvorligt syg efter en fejloperation.
”Hun har altid været den vigtigste person i mit liv, så det der med at komme så tæt på, at det bare er en mulighed, at hun lige pludselig ikke var der mere, det har været det værste,” siger Helene.
En god veninde at tale med
Helene talte hverken med sine søskende eller mor om, hvor svært det var at komme igennem morens sygdomsforløb.
”Min mor prøvede nok at bagatellisere sygdommen og at gøre det bedre for os, end hvad det var, så vi ikke skulle opleve det som noget så slemt,” siger Helene.
Helene havde heldigvis en veninde i folkeskolen, der kunne hjælpe hende med at sætte ord på, hvor svært det ofte var at have en mor, der var syg.
”Vi var der altid for hinanden, og jeg græd ofte i hendes arme. Jeg kan huske, at jeg i den periode, hvor jeg havde det svært pga. min mors sygdom, pjækkede fra undervisningen med min veninde for at tale om alt det derhjemme,” siger Helene.
Råd til andre børn og unge
Hvis Helene skulle give den gamle Helene, der hele tiden gik og var ængstelig og bange, et råd, så ved hun godt, hvad det skulle være.
Hun ville sige, at hun skulle kæmpe videre og prøve at skabe et tillidsbånd til en voksen så tidligt som muligt, inden alting ville eskalere.
Det er også noget, som hun vil råde andre børn og unge til – børn og unge, der af den ene eller anden årsag kæmper med angst og selvmordstanker.
”Bevar håbet om, at det hele vil blive bedre på et tidspunkt, og prøv at åben op overfor en voksen, du har det godt sammen med,” siger Helene og afslutter:
”Hvis du ikke har en voksen, du har tillid til, så kan du ringe til BørneTelefonen, som jeg selv ville ønske, at jeg kendte dengang. Der sidder en voksen, der altid er klar på at tale med dig.”
