”Ingen børn skal møde det system, jeg har mødt”
18-årige Josefine Christiansen var klemt i sin mors og fars skilsmisse. Nu fortæller hun sin historie for at hjælpe andre.
Da Josefine var ni år, var hun til den første børnesamtale i retten i Aarhus.
Året inden blev Josefines forældre skilt. Hurtigt flyttede hun til Ærø sammen med sin mor og sin lillesøster. Væk fra alt det vante i Aarhus og væk fra far.
“Jeg forstod ikke, hvad der helt præcist skete, og hvor far var. I dag kan jeg se, at min mor ville have, at vi skulle falde til i vores nye tilværelse på Ærø,” fortæller Josefine, der trak sig ind i sig selv. Så meget, at hun skulle tale med en psykolog.
Da det generelt er et følsomt emne var det også svært for Josefine at snakke om, derfor endte bopælssagen i domstolene. Til Børnesamtalen i Aarhus sad to ældre damer. Rummet var mørkt og ikke særlig hyggeligt, husker Josefine. De to fagpersoner spurgte Josefine, hvorfor hun gerne ville flytte og om hendes problemer kunne løses på en anden måde. Josefine var nervøs. Hun vidste godt, at hun gjorde sin mor ked af det ved at sige, at hun gerne ville bo hos far, og hun var utryg ved at gå alene ind i det mørke rum.
Det nemmeste var ikke at sige noget, så jeg skulle virkelig tage mod til mig.
Josefine følte sig utilpas under hele samtalen og oplevede, at de to fagpersoner undlod at sætte sig ind i hvordan det var at være otte år og klemt. Med fra samtalen fik Josefine en psykologudtalelse, der slog fast, at hun blev mere og mere indelukket, grundet den svære situation. Det blev afgjort, at hun fortsat skulle bo hos mor – igen fik Josefine ikke en ordentlig forklaring.
Hjem til far
Kort efter mødet flyttede Josefine, moren og søsteren til København. Josefine måtte atter begynde en ny tilværelse. Fagligt klarede hun sig godt, men de mange flytninger og den spredte familie gjorde tilværelsen svær.
Den anden børnesamtale fandt sted i København, halvandet år efter den første. Josefine var nu ti år. Denne gang var der kun én sagsbehandler, og hun var mere lyttende end ved Josefines første børnesamtale. Denne gang fik faren forældremyndigheden over Josefine, mens moren fik forældremyndigheden over lillesøsteren, som hun nu lidt mere sjældent ser.
Josefine husker tydeligt da hun kom hjem fra samtalen:
Jeg var glad, men vidste også, at mor var ked af det, og det var hårdt.
Josefine har boet hos sin far i Aarhus lige siden. Hun forsøger stadig at bevare en nær kontakt til sin mor og søster.
Josefine kunne godt ønske sig, at der var nogle forældre som havde set mere bort fra egne behov, samt at nogle voksne eller lærere havde blandet sig.
”Jeg har aldrig kunnet forstå, at der ikke var nogen, der lyttede til mig. At der ikke var en eneste lærer, på de mange skoler, jeg har gået på, som spurgte: ’Hvordan har du det egentlig?’”
Når hun ser på de mange sagsakter fra dengang, slår det hende også, at der mangler psykologisk hjælp til forældrene.
Hvis jeg skulle afgøre et barns fremtid, ville jeg have alle faktorer med.
Hjælp frem for jura
Hun efterspørger derfor, at der i skilsmissesager bliver tilbudt flere samtaler frem for jura.
”Jeg tror også, mine forældre kunne have haft gavn af en samtale fra begyndelsen af skilsmissen. Om hvordan de skulle tale sammen og tackle deres konflikter. De der møder i retten, ændrede jo ikke ved en dårlige stemning, og mine forældre kan stadig ikke rigtig snakke med hinanden.”
I gymnasiet er Josefine tæt på at gå ned men en depression – tankerne og oplevelserne fra fortiden indhentede hende og her begyndte Josefine at se en psykolog for anden gang.
”Det hjalp, at psykologen sagde, at det var okay. At det ikke var mig, der var noget galt med. Jeg tror, der er mange børn derude, der tænker ’det er også bare mig’, og fordi de ikke vil skabe mere splid, går de bare med det inde i dem selv. Men det hober sig op.”
Selvom skilsmissen nu ligger elleve år tilbage i tiden, føler Josefine sig stadig ikke fri af forældrenes konflikt. Derfor deler hun sin historie, så flere børn kan få hjælp.
Ingen skal møde det system, jeg har mødt. Derfor har jeg lyst til at sige til andre børn: ’Det er helt okay. I er ikke alene om det her.
