“Jeg havde brug for nogle voksne, der sagde fra”
For Oliver var folkeskolens første seks år fyldt med drillerier og voksne, der stak hovedet i busken. Først da Oliver skiftede skole og kom til et sted, der havde en holdning til mobning, fik han lyst til at være sig selv igen.
Det begyndte i det små. Med kaldenavne som ’giraffen’, ’stankelben’ og ’Harry Potter.’
”Jeg var høj, ranglet og klodset, så det gik mine øgenavne på,” fortæller Oliver Wetterstein Gervø fra Roskilde, der i dag er voksen og rager 1,99 cm op i luften.
Uskyldigheder måske, men da der ikke blev taget hånd om problemerne fra starten, fik de lov at vokse sig så store, at de til sidst blev ubærlige for Oliver. Først da han skiftede skole mellem 6. og 7. klasse, stoppede den mobning, der allerede begyndte i 1. klasse.
”Jeg havde sådan nogle runde briller, og en speciel frisure, og da ‘Harry Potter’-filmene kom, begyndte de at kalde mig Harry Potter. Jeg havde ikke selv set filmene, og troede kun det var negativt ment. Det var det måske ikke til at starte med, men det blev det,” husker Oliver.
Han fortæller sin historie, fordi han gerne vil hjælpe andre, så det ikke sker igen. Selv følte han sig alene og ked af det i alle folkeskolens første år. Der var især et par af drengene i klassen, der konstant var efter ham. Og de fik ikke meget modspil af lærerne.
”Hvis der var én af drengene, der rejste sig op i timen og begyndte at råbe og grine af mig, satte min dansklærer sig ned og ventede på, at der blev ro i klassen. Min matematiklærer kunne finde på at ydmyge mig foran klassen ved at rive min opgave over, hvis den var for dårligt løst.”
I det hele taget blev der ikke taget hånd om problemet. Heller ikke selvom der blev talt om det.
”Jeg var med mine forældre oppe at snakke med skolens ledelse om problemet et par gange. Men de slog det hen og ville ikke vide af, at det foregik,” fortæller Oliver.
”Jeg havde brug for nogle voksne, der sagde fra. Nogle der ville få det til at stoppe. Men der var ingen der gjorde noget.”
En dag blev det for meget
For Oliver fortsatte drillerierne op gennem de første skoleår. Han blev holdt udenfor. Ham, man kunne grine af. Den stille dreng med ørepropper i ørene og en kikset frisure, og der skulle meget til at gøre ham vred. Men en dag, i 4. eller 5. klasse, hvor klassen faktisk havde fokus på mobning, blev Oliver indebrændt, som han siger.
”Vi havde set en film om mobning i klassen, der hed ’Gråzonen,’ som handlede om en pige, der blev mobbet. Drengene fra klassen tog hendes tøj, mens hun var i bad efter gymnastik. Og da hun kom ud, rev de håndklædet af hende og løb væk.”
Efter timen, hvor filmen blev vist, skulle klassen have gymnastik, og drengene, der drillede Oliver, fik den idé at gøre filmmanuskriptet efter i virkeligheden.
”De vidste, jeg var langsom til at gå i bad, og da jeg kom ud, var mit tøj væk.”
Bag en dør stod den dreng, der for Oliver var den værste mobber. Han flåede håndklædet af ham og råbte ”Harry Blotter!” Et navn, der kom til at følge Oliver overalt på skolen.
”Jeg mærkede et stort had til den dreng, der rev håndklædet af mig. Det brændte inden i mig, samtidig med, at jeg var flov og virkelig ked af det.”
Herfra blev Olivers problemer værre. Også pigerne i klassen begyndte at være efter ham og kalde ham øgenavne. ”Harry Potter – De Vise Sten” blev til ”Harry Blotter – Vis os dine sten.”
”Til sidst mistede jeg lysten til at spise,” husker Oliver, der igen talte med sine forældre, der besluttede, at det var tid til at få hjælp udefra.
Oliver begyndte hos en børnepsykiater. Hun lærte Oliver at lade de nedsættende ord gå ind af det ene øre og ud af det andet.
”Jeg lærte at ignorere drillerierne, og det virkede også i et par måneder. Men så udviklede det sig, og de drenge, der var efter mig, begyndte at skubbe, når de drillede. ”
Herefter fulgte nogle episoder, hvor Oliver sagde fra. Der var for eksempel en dreng, der var to år ældre end ham, og som hver gang, Oliver gik forbi ham, gav ham et øgenavn med på vejen. En dag stak han en våd finger ind i Olivers øre, og så blev det alt for meget for Oliver. ”Jeg stormede direkte efter ham og sparkede ham i knæhaserne,” fortæller Oliver.
Så hårdt, at drengen faldt forover og slog hul i hovedet.
Oliver fik ”en kæmpe skideballe” af lærerne, og der blev holdt et møde med drengens forældre, Oliver og hans forældre.
”Jeg fik mere skældud og var flov. Vi talte aldrig om, hvad der var gået forud. ”
Ny skole og ny start
I 6.klasse besluttede Olivers forældre, at han for at få en ny start skulle skifte skole. Til et sted, der ifølge Oliver, ”var mere strengt, hvad mobning angår. ”
”Både lærere og pædagoger var meget mere konsekvente det nye sted. Der var ikke plads til mobning,” siger Oliver.
Han husker, at det blev sagt allerede på det første introduktionsmøde. At her tolererede man ikke mobning. ”Det gjorde mig tryg,” fortæller Oliver.
Holdningen til mobning var ikke kun ord. Det blev fulgt op af handling.
”For det første gjorde de meget for, at vi skulle have det godt med hinanden. Vi tog på klasseture, skøjteture, ud i skoven og i biografen. Alt sådan noget. For det andet slog lærerne ned på et hvert tilløb til mobning, og ingen fik lov at give andre øgenavne for eksempel. Det var bare sådan, det var, og det vidste alle,” siger Oliver.
For ham blev den nye skole et frirum, hvor han igen fik lyst til at være sig selv.
Oliver kan af og til fortryde, at han ikke skiftede skole tidligere, for da han skiftede skole blev det så meget bedre på rekordtid. ”Jeg fik venner, kærester og sådan noget,” siger Oliver, der også oplevede et fagligt løft.
Mobningen har sat sig spor
”Jeg mærker stadig mobningen, hver gang jeg træder ind i en ny social sammenhæng,” siger Oliver.
Ligesom da han startede i 1. g.
”Jeg var meget optaget af at gøre et godt indtryk. Så i stedet for at have en Ipod i ørerne, deltog jeg i fællesskabet fra starten.”
Samme progressive strategi bruger Oliver i undervisningstimerne. ”Jeg rækker næsten altid hånden op som den første, når vi har fremlæggelser. Så er min angst ovre, og så er jeg et skridt foran de andre, og så tænker de måske: Det er sgu da meget sejt.”
Også når Oliver spiller musik med sit band, står han forrest.
”Jeg er forsanger, og for nyligt spillede vi til forårskoncerten. Jeg var meget nervøs, og det var stort at stå der og synge Stevie Wonder,” fortæller Oliver med et smil på læben.
Af Jannie Schjødt Kold.