’Jeg var helt alene med mine selvmordstanker’
En skolegang præget af hård mobning sendte for 10 år siden Hjørdis ud på kanten af livet. I årevis gik hun alene med sine negative tanker, men gennem samtaler med BørneTelefonen og en opmærksom fritidspædagog fandt hun præcis den støtte og forståelse, hun havde savnet gennem hele sin barndom.
”Jeg er blevet mobbet stort set alt den tid, jeg har gået i skole. Jeg glædede mig ellers til at starte i skolen, men mobningen startede allerede i 1. klasse. Jeg havde ingen venner i klassen overhovedet. Sådan var det fra 1. til 9. klasse faktisk. Hele min skoletid var præget af mobning,” fortæller Hjørdis , der i dag er 22 år gammel.
Dag for dag satte mobningen sit præg på Hjørdis tanker. Det betød, at hun havde svært ved at koncentrere sig i skolen og ofte gemte sig på toilettet for at undgå mobningen. Da Hjørdis var 12-13 år gammel og gik i 6. klasse, begyndte hun at skære i sig selv. Hun skjulte sine snitsår med lange ærmer, så ingen opdagede dem. Det var også på dette tidspunkt, at selvmordtankerne begyndte at rumstere for første gang. I 7. klasse forsøgte hun for første gang at tage sit eget liv.
”Jeg følte ikke, jeg hørte til nogle steder eller hørte til i verden. Jeg havde ikke nogen venner, og ingen kunne lide mig,” fortæller hun.
Problemerne blev kun værre af, at Hjørdis følte, hun ikke havde nogen at tale med. Der var ingen hjælp at hente hjemme, hvor faren drak og mor ikke havde overskuddet til at gå ind i problemerne. Heller ikke i skolen kunne hun få den hjælp, hun følte, hun havde brug for. Derfor ringende hun til BørneTelefonen.
”Jeg savnede virkelig bare, at nogen lyttede til mig. I starten fortalte jeg om mine problemer med mobning og ensomhed, for det var svært for mig at tale om det med selvskade og selvmordstanker. Men langsomt som jeg blev mere tryg ved BørneTelefonen, begyndte jeg også at åbne op for det. Og det hjalp virkelig meget,” siger Hjørdis.
Samtidig med de mange samtaler med BørneTelefonen blev mødet med en opmærksom fritidspædagog vendepunktet for Hjørdis. Støtten og forståelsen for hendes problemer gav hende styrken til at bryde med de negative tanker.
”Det kan være rigtig svært at åbne op omkring de her ting, når du føler, der ikke er nogen, der lytter. Men pludselig kunne jeg tale med nogen, som virkelige lyttede til mig. Det er så vigtigt, at der findes nogle at tale med, som man stoler på. Det værste man kan gøre, er at gå med det for sig selv,” fortæller Hjørdis.
Selvom Hjørdis stadig er mærket af sin barndom, har hun det i dag markant bedre. Hun er forlovet, er fri for selvskade og selvmordstanker og går lige nu på VUC, hvor hun er i gang med at færdiggøre 9. klasse.
Fortællingen er skrevet på baggrund af et interview med Hjørdis, der I dette interview kun optræder med fornavn.
Læs nyheden: Flere yngre børn søger hjælp til selvmordstanker på BørneTelefonen