Mikkels redning blev hans lærer
Mikkel Larsen blev i 8. klasse prikket på skulderen af sin klasselærer. Det blev et vendepunkt i hans liv med en mor, der var psykisk syg, og en far, der drak.
”Da systemet først kom ind i mit liv, fungerede det rigtig godt,” siger Mikkel Larsen og stopper op. Han løfter øjenbrynet og siger så: ”Men det undrer mig, at nogen ikke gjorde noget før: Lægen, der var hjemme hos os for at indlægge min mor, mens jeg skræmt krøb sammen i et hjørne. Beboerne i min landsby, der igen og igen var vidne til en knægt, der skulle hente sin skingrende syge mor ved Brugsen og trække hende råbende gennem byen og hjem. Mine lærere. Ingen af dem reagerede.”
Under overfladen
Mikkel Larsen ligner enhver anden veluddannet 32-årig mand, der netop er hjemvendt fra job. Men spoler vi tiden tilbage og zoomer ind på den 13-årige Mikkels liv i en lille flække på Lolland, vil man se en knægt i en tilværelse, ingen burde udsættes for: Faderen var førtidspensionist og drak massivt, moderen var psykisk syg. Hun svingede mellem at ligge i sin seng med ryggen til og være helt ude af sig selv med speedsnak og myldrende idéer.
”Når jeg kom hjem fra skole, vidste jeg aldrig, hvad der ventede mig på den anden side af hovedøren. Om min mor var i færd med at brænde hytten af, om hun havde skåret i sig selv eller om møblerne lå hulter til bulter,” fortæller Mikkel.
Det er dog gået ham godt, på trods. I dag kan han kalde sig cand.scient.adm., har job som konsulent i en fagforening, er godt gift og har et barn. Oddsene for at blive mønsterbryder var ellers ikke i Mikkels favør.
Foto: Jeppe Carlsen.
Advarselslamper
Mikkels redning blev hans lærer.
Det var i 8. klasse, og moderen havde været manisk igennem længere tid. Mikkel kunne ikke længere skjule, at han havde det rigtig dårligt. Lektierne blev ikke lavet, han svarede lærerne igen og gav dem fuckfingeren. Men i stedet for at vende ryggen til Mikkel, valgte klasselæreren at række hånden ud og prikke Mikkel på skulderen.
Ville først ikke fjernes
“Mikkel, du har ændret dig. Måske er det noget for dig at tale med skolepsykologen?” spurgte klasselæreren og satte et møde i stand. Boblen brast på det første møde, og Mikkel fortalte om, hvordan moderen var oppe at rumstere hele natten, så det var umuligt at sove. Om de gange, han hentede moderen i den lokale Brugs, fordi hun stod og råbte. Om frygten for, at hun igen havde taget for mange piller, glemt at slukke komfuret eller havde kastet rundt med møblerne.
“Det lyder ikke så godt,” sagde psykologen. På næste møde spurgte han Mikkel, om det ikke kunne være rart at komme lidt væk hjemmefra.
“Først ville jeg ikke. Alligevel fik jeg en aflastningsfamilie, som jeg boede hos en weekend hver 14. dag og i de perioder, min mor var syg. Senere kom jeg på efterskole. Begge dele var fantastisk. Det var en lettelse at komme væk hjemmefra, og jeg fik et åndehul,” husker Mikkel.
Den rette hjælp
Systemet trådte altså endelig til med den rette hjælp. Derudover var Mikkel aldrig nogensinde i tvivl om, at han var et elsket barn. De to ting ser han selv som hovedforklaringerne på, at det er gået ham så godt. Alt for mange børn med samme dårlige odds synker imidlertid til samfundets bund, fordi de ikke får kastet en redningskrans i tide. Det er blandt andet derfor, Mikkel ønsker at fortælle sin historie. For at give mod til andre, så de tør handle på en mistanke og gribe ind, hvis et barn har brug for hjælp.
“Tvivlen bør altid komme barnet til gode,” konstaterer han.
