”Min værste frygt er at ende som mine forældre”
Vold i barndommen har konsekvenser langt ind i voksenlivet. Det lærte Dennis T. Seiler-Holm på den hårde måde. Derfor kæmper han nu for, at ingen børn skal føle sig så svigtet og alene, som han selv gjorde som barn.
Som den ældste i en søskendeflok på seks var det altid Dennis, der stod forrest, når der blev uddelt øretæver derhjemme.
”Jeg husker tydeligt første gang, jeg blev slået. Jeg var 5 år gammel, og min oldemor var lige død. Jeg gik og dækkede bord i køkkenet, mens jeg græd. Men mine forældre blev sure. Sagde, at hvis ikke jeg holdt op med at græde, ville de slå mig. Så kunne jeg få noget ’rigtigt’ at græde over,” fortæller Dennis.
Og det blev begyndelsen på en barndom fyldt med vold, utryghed og en konstant frygt for, hvornår det næste slag ville ramme.
Gråd og trusler
Vold blev en naturlig del af hverdagen, og Dennis husker, at han som 10-12-årig fik bank af sine forælde op til to-tre gange om ugen.
”Jeg vidste ikke altid, hvorfor de slog. Jeg prøvede at undgå det ved at løbe ind på mit værelse og kaste mig under dynen. Men det stoppede dem ikke. Faktisk stoppede de ikke, før jeg begyndte at græde. Og når jeg så begyndte at græde, krævede de, at jeg sagde undskyld for det, som havde gjort dem sure,” siger Dennis og fortsætter:
”Jeg havde hørt, det var ulovligt for forældre at slå deres børn. Men da jeg sagde det til min mor og truede med at gå til politiet, så jeg kunne komme væk på børnehjem, sagde hun at ingen ville tro mig. Derfor fortalte jeg aldrig nogen om volden derhjemme.”
Sår, som aldrig heler
Dennis’ hårde barndom fulgte ham langt ind i hans voksenliv. Ubevidst søgte han efter trygge rammer, som kunne gøre op for al den utryghed og vold, der havde præget hele hans barndom. Og i en alder af bare 23 år, var Dennis blevet far til ikke bare én, men til tre drenge.
Men selvom kærligheden til hans drenge var stor, forfulgtes Dennis stadig af barndommens grimme minder. I mange år kæmpede han med en svær depression, og da han endelig overvandt depressionen, kom angsten. Angsten for at dø.
”Jeg var bange for at blive kvalt, når jeg spiste, fordi jeg følte, at maden sad fast i halsen. Og jeg var bange for at drukne. Jeg var ellers lige begyndt at svømme på konkurrenceplan, men pludselig måtte jeg kæmpe med svømningen og med angsten for at sluge vand og drukne.”
Vejen ud
Den altoverskyggende frygt i Dennis liv er dog ikke angsten for døden.
”Min værste frygt er at ende som mine forældre. Og derfor tager jeg altid de udfordringer op, som jeg løber ind i. Jeg forsøger hele tiden at udvikle mig og skubbe mine grænser, så min udvikling ikke går i stå. Mine forældre skal ikke have lov til at ødelægge mit liv.”
Sporten blev det, som reddede Dennis, og som til stadighed redder ham, når barndommens minder banker på. I dag er Dennis 37 år og er omsider – efter at have gennemført diverse maratons, triatlons og andre sportskonkurrencer – blevet stærkere fysisk og, ikke mindst, psykisk. Nu vil han derfor gerne hjælpe andre børn, der også vokser op med vold alt for tæt inde på livet.
”Hvis jeg som barn havde vidst, at BørneTelefonen fandtes, havde jeg med sikkerhed taget kontakt. Tænk, hvis nogen kunne have hørt og hjulpet mig til et tryggere liv. Derfor vil jeg nu gennem sporten kæmpe for at udbrede kendskabet til Børns Vilkår og BørneTelefonen. Alle de børn, som oplever vold og svigt i barndommen, fortjener at vide, at der altid er hjælp at hente.”