”Mobning er mit værste mareridt”
51-årige Jimmy Jørgensen blev kaldt ‘rødhudet’ i folkeskolen og kan stadig huske følelsen. Som far til to døtre holder han derfor øje med de børn, der leger alene. ”Det handler ikke kun om mine børn, men om alle børns trivsel,” siger han.
Når Jimmy Jørgensen i femte klasse kom i skole, var det afgørende, om læreren var mødt ind eller ej.
”Kom læreren bare fem minutter for sent, kunne det være nogle djævelske øjeblikke.”
Med sit karakteristiske modermærke var han et let offer.
”Rødhud”, råbte de efter ham på vej op af trappen i den høje, røde kommuneskole i Vanløse.
”Så var det noget med at smide tasken og løbe efter dem,” husker han.
I dag er Jimmy Jørgensen ambassadør for anti-mobbekampagnen #DeVoksnesAnsvar, som Børns Vilkår og TrygFonden står bag og indsatsen mod mobning optager ham meget.
”Jeg har været heldig, for drillerierne holdt efterhånden op, men alene det, at jeg husker det så tydeligt, får mig til at tænke på, hvordan det må være for dem, hvor det bliver ved i længere tid. Altså, det siger noget om, hvad mobning er for en størrelse.”
Mobning er alles ansvar
Som far til døtrene Sally på 24 år og Billie Jo på fire år – og med en lille dreng på vej – har den populære sanger og skuespiller indtil videre været forskånet for det, der er hans største frygt.
Mobning er mit værste mareridt. Det er helt oppe i nærheden af frygten for, at mine børn skulle blive ramt af trafikulykker.
”Men jeg kan huske, at nogle gange når jeg afleverede min store pige i børnehaven, så var de andre piger allerede i gang med en leg. Så kiggede de op og sagde ”Du må ikke være med.””
”Jeg havde lyst til at råbe af dem, men nøjedes dog med at sende dem et strengt blik og sørge for at aflevere min datter lidt tidligere de næste par dage.”
Jimmy Jørgensen, der er kendt for blandt andet sin medvirken i tv-serien Taxa og utallige teaterkoncerter, tænker meget over, hvad man som forældre kan gøre for at forhindre drillerierne i at tage overhånd.
”Mobning er alles ansvar, vil jeg sige. Det er læreren og pædagogerne, der sætter tonen i klassen, men vi andre kan også gøre meget bare ved at have fokus på, hvad der sker i hverdagen.”
Det er langt lettere at forebygge mobning, end det er at stoppe det, og derfor holder Jimmy Jørgensen øje med dem, der leger alene, siger han:
”Oplever jeg, at den samme pige eller dreng går for sig selv flere gange, taler jeg med min kæreste om det. Har hun en anden oplevelse, holder vi begge øje et stykke tid, og så bliver bekymringen måske afviklet. Ellers taler vi med pædagogerne eller lærerne.
Det handler ikke kun om mit eget barn, men alle børns trivsel.”
At mobbe andre var lige så slemt
I Jimmy Jørgensens eget tilfælde, løste han problemet med drillerierne ved at gå hjem og sige det til sin mor. Hun arbejdede på et bryggeri, og Jimmy Jørgensen var ‘nøglebarn’, til hun kom hjem klokken 16.
”Det var nok ikke den pædagogiske hat, der trykkede hende dengang, men det hjalp mig at fortælle om det, kan jeg huske.”
Til gengæld var mobning ikke noget, man talte om i skolen.
”Jeg er ikke engang sikker på, at ordet var opfundet dengang. Men begrebet var i hvert fald,” siger han og smiler skævt.
Den tidligere forsanger i Hotel Hunger lægger ikke skjul på, at han også selv var med til at mobbe andre.
“Det var næsten lige så slemt,” siger han.
Jeg kan huske følelsen i maven, når dem det gik udover, begyndte at græde. At jeg stoppede, fordi jeg godt vidste, det var forkert.
Men som elev i en klasse, hvor der foregår drillerier, kom det hurtigt til at handle om at undgå selv at være nederst i hierarkiet.
”Jeg ville bare være som de andre, og var godt træt af mit modermærke. Det sjove er, at da jeg begyndte at spille punkmusik, blev jeg kaldt ‘storbyindianeren’ og fik hele tiden at vide, at det var sejt, at jeg så anderledes ud.”
Det var ‘absolut et tilfælde’, at det gik sådan, understreger Jimmy Jørgensen. Der var ikke nogen voksne, der dengang var særlig opmærksomme på mobning og dens konsekvenser.
”I dag er der et helt andet fokus på børns sociale trivsel, og det er kun godt. Selvom jeg ikke tror, man kan udrydde alle konflikter blandt børn, så tror jeg på, at lidt ekstra opmærksomhed kan gøre en stor forskel.”
Skulle det ske, at Jimmy Jørgensens egen datter kommer i problemer, når hun starter i skole om et par år, har sangeren og skuespilleren ét håb:
”Så håber jeg, hun selv eller nogle andre kommer og fortæller mig det. Så bliver det min opgave at tøjle min rædsel, så vi kan have en stille og rolig snak om det. Alene det at sige det, tror jeg, kan give luft for den knugende følelse af at være forkert.”
Blå bog
Jimmy Jørgensen, født 1964 i København.
Begyndte at arbejde som blikkenslager som 14-årig og stoppede først, da han fik en pladekontrakt. Medstifter af bandet Hotel Hunger og medvirkende i utallige teaterkoncerter, senest Imagine med John Lennons sange på Aarhus Teater.
Bor i København med sin kæreste, skuespilleren Signe Egholm Olsen, og har to døtre samt en dreng på vej.
Jimmy Jørgensen er ambassadør for antimobbekampagnen #Devoksnesansvar, som Børns Vilkår og TrygFonden står bag. På børnsvilkår.dk/devoksnesansvar kan man få gode råd og redskaber til, hvordan man som forælder kan sikre trivsel og stoppe mobning.
Stop mobning, før det sker! Det er #DeVoksnesAnsvar
To børn i hver skoleklasse. Så mange børn mobbes i gennemsnit i Danmark, og det er alt, alt for mange.
Både trivsel og mobning afhænger af fællesskabet i klassen. Som forælder har du sammen med lærerne kæmpe indflydelse på at skabe rammerne for det sunde klassefællesskab.
Målsætningen i #DeVoksnesAnsvar er at give dig som forælder mulighed for at bidrage til at stoppe mobning, før det sker. Vil du være med?