”Når hverdagen rammer, kan jeg føle, at jeg ikke helt slår til”
28-årige Jesper Juncher Nielsen har mange tanker og idéer om, hvordan man er en god far, og hvordan ens familie skal se ud. Men når hverdagen kører på fuldt blus, er det ikke altid muligt for Jesper at indfri de forventninger, han har til sig selv. For med to små børn, et fuldtidsjob og et hus på landet er tid ofte en mangelvare.
Siden Jesper for fire år siden for første gang blev far til Asger, har han ofte tænkt tilbage på sin egen barndom. Her er det særligt fodboldkampe på græsplænen og eftermiddage med sin far i arbejdsskuret, som gjorde indtryk på Jesper, og som står soleklart i hans erindring. Netop derfor kan følelsen af dårlig samvittighed godt nage på de dage, hvor Jesper bruger langt de fleste af sine børns vågne timer på arbejde.
Selvom Jesper forsøger ikke at spejle sig for meget i andre fædre, er han overbevist om, at hans egen barndom er med til at forme de forventninger, han har til sig selv som far.
”Der er en masse situationer og værdier, som jeg ønsker at give videre til mine egne børn, men når hverdagen rammer, kan jeg føle, at jeg ikke helt slår til, og at jeg ikke kan være den forælder, som jeg gerne vil være,” fortæller Jesper og uddyber, at han blandt andet får dårlig samvittighed, hvis han ikke har tid til at lege med sin søn inden aftensmad.
Mindre overskud
For Jesper er der ingen tvivl om, at rollen som far beriger hans liv på mange områder. Men Jesper oplever også oftere at have mindre overskud til at tackle pressede situationer, hvilket nogle gange kan smitte af på børnene.
”Efter jeg og min kone har fået Alberte, har vi haft ekstra travlt, og i den forbindelse har vi måske forventet nogle ting af vores søn, som man nok ikke kan forvente af en på fire år, eller måske har vi ikke lige været til stede, når han er kommet hen til os,” fortæller Jesper.
Hvis Jesper har sat for høje forventninger til sin søn eller har været fraværende, oplever han, at det hjælper at snakke om og få sat ord på situationen, så Asger ikke oplever, at det er ham, der er noget galt med.
Planlægning og effektivitet i hverdagen
I en hverdag hvor både børn, hus og et fuldtidsarbejde skal passes, kan det være en udfordring at få alle ender til at mødes, og hvis man spørger Jesper, så har han i hverdagen ikke meget tid til at sætte sig ned og fordybe sig med sine børn – i hvert fald ikke så meget tid, som han drømmer om.
”Det har i høj grad været nødvendigt for mig og min kone at skrue op for planlægningen og effektiviteten i hverdagen, så vi har kunne få så meget tid sammen med børnene som muligt,” siger Jesper.
Derudover nævner Jesper, at selvom han har fået mere travlt, efter Alberte er kommet til verden, så er det en stor gave, at Asger og Alberte kan lege sammen, og den tid, hvor Jespers børn kan underholde hinanden, er med til at give Jesper det pusterum, som han har brug for i en travl hverdag.