Bolette har været folkeskolelærer i mange år og har foretaget adskillige underretninger i sit arbejdsliv. Det har af og til været svært, men hun har ikke fortrudt en eneste af dem, fordi de har gjort en forskel for børnene.
”Jeg husker jo noget fra alle forløb, men jeg husker særligt et forløb rigtig godt. På overfalden var alt fint. Ingen bemærkelsesværdige forhold, og det var umiddelbart en meget sød og velfungerende familie. Men pigen, der var min elev, havde over en længere periode opført sig anderledes. Hun blev efterhånden mere og mere indelukket, hvilket vi undrede os meget over.
Det virkede som om, at der skete et eller andet derhjemme, der tydeligvis påvirkede hende. Vi fandt ud af, at der blev brugt nogle uhensigtsmæssige opdragelsesmetoder. Der var ikke tale om fysisk afstraffelse, men hun blev på en eller anden måde trynet og vi lavede selvfølgelig en underretning. Forældrene fratog pigen helt almindelige privilegier i hendes hverdag på en måde, så det gik ud over pigens trivsel. Der var tale om en gråzone: På overfladen var alt fint, og selvom der ikke var tale om fysisk vold var det tydeligt, at noget var helt galt. Hun blev jo faktisk udsat for psykisk vold. Denne form for vold er bare meget sværere at opdage og ikke mindst definere.
Da familien i første omgang blev bekendt med underretningen, blev de selvfølgelig meget nervøse, men også vrede. Når man er familie i sådan en situation, tænker man sikkert det allerværste. Men underretningen var jo også ment som en hjælp. Og efter lidt tid ville forældrene gerne tage imod de tilbud, som myndighederne stillede til rådighed. Heldigvis havde sagen en lykkelig udgang, da familien fik hjælp til at ændre opdragelsesmetoderne,” fortæller Bolette Gaarm.
”Ja, det har jeg ofte. Eksempelvis har der været tilfælde, hvor jeg og mine kollegaer nærmest ikke turde gøre det, fordi forældrene har været en del af det hårde kriminelle miljø. Vi var bekymrede for, om det kunne skade os som privatpersoner. Men selvom den bekymring var til stede, lavede vi underretningen alligevel. Vores ledelse sørgede heldigvis for at beskytte vores navne, så vi var trygge ved situationen.
Jeg har også oplevet, at andre elever fortæller noget om en af deres kammerater. For eksempel om vold. Men hvordan definerer eleven lige vold? Når nogen kommer med sådan en anklage, skal den selvfølgelig tages til efterretning, og så må man undersøge sagen nærmere ved at tale med eleven, kollegaer, skolesocialrådgiver eller PPR alt efter situationen. Nogle gange har sådan en situation ført til en underretning, andre gange ikke, ” siger Bolette.
Nej, aldrig. Jeg har nærmere fortrudt, at jeg enkelte gange har rykket for langsomt.
Af hensyn til børnene og Bolette Gaarns tavshedspligt, har Bolette fortalt om sine erfaringer på en måde, så personerne og episoderne ikke kan genkendes.
Som lærer eller pædagog er du barnets vigtigste forsikring for, at der sker en forandring.
Pædagoger og lærere står i første række til at hjælpe børn, hvis der er mistanke om omsorgssvigt. Med et vågent øje og en klar plan for, hvordan en mistanke gribes an, kan din reaktion være afgørende for hjælp til et omsorgssvigtet barn.
