Sofies kamp for retfærdighed
”Hvis der er en anden lille Sofie derude, så håber jeg, at hun får den hjælp, jeg ikke fik”
Sofies historie er historien om en barndom ind og ud af anbringelser. En barndom fyldt med omsorgssvigt og misbrug. En historie, som hun den dag i dag stadig kæmper med – sammen med Børns Vilkår.
Sofie er 27 år og betegner sig selv som ”institutionsbarn”. Som lille bor hun sammen med sine to ældre søskende hos en mor, som gang på gang er i de sociale myndigheders søgelys. Da hun som 5-årig bliver fundet alene og barfodet på Nørrebrogade i København, bliver det dråben, der får bægeret til at flyde over. Sofie bliver anbragt på en døgninstitution sammen med sine to ældre søskende. Men som 12-årig må hun igen omstille sig, da moren efter kommunens vurdering nu er stabil nok til, at Sofie kan komme hjem. Et skifte den 12-årige Sofie oplever som meget pludseligt. ”Det hele væltede derhjemme. Vi boede meget uhumsk med en masse kæledyr og fik hverken mad eller omsorg.”
Som kun 12-årig bliver Sofie introduceret til druk og hash af sin mor. Hun er stærkt underernæret og får gradvist sværere ved at passe sin skole. Som tidlig teenager tilføjer Sofie amfetamin og kokain til et i forvejen stærkt misbrug af alkohol og hash. ”Jeg skulle bare dopes langt væk hver dag. Jeg kunne slet ikke være i nuet,” fortæller Sofie om sin langt fra almindelige hverdag som teenager i København.
Da kommunen begynder at undre sig over Sofies skolefravær, vælger moren at flytte til en ny kommune. Her fortsætter misbruget og den manglende skolegang. Som 16-årig formår Sofie ved egen hjælp at få en plads på et opholdssted, men hun har svært ved at bryde med de dårlige mønstre. Den nye kommune skrider først ind, da Sofie forsøger sig med at lave indbrud. Hun kommer herefter på et større opholdssted i en ny kommune, og selvom det lykkes Sofie at droppe hash-misbruget, kan hun ikke slippe alkoholen.
”Det var som om, teenageårene havde ødelagt mig. Jeg kunne ikke komme tilbage på sporet. Jeg var for langt ude, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte henne,” fortæller Sofie.
Da Sofie som 19-årig bliver sluppet af systemet og udskrevet fra sit opholdssted, står hun alene. Helt alene. Sofie oplever, at kommunen stiller meget høje krav til hende. Krav hun ikke magter at efterkomme.
”Jeg er totalt desperat. Jeg kan slet ikke overskue, at jeg skal møde op til alle de her møder hver dag, og jeg bryder sammen flere gange. Jeg følte, at jeg stod alene med alt,” siger Sofie.
Et vendepunkt
Midt i al magtesløsheden og frustrationen finder Sofie nummeret til Børns Vilkårs Bisidderafdeling. Her får hun kontakt til bisidderen Anette i et telefonopkald, der den dag i dag stadig står lysende klart for Sofie.
”Hun kom mig fuldstændig til undsætning og fortalte bl.a., at hun ville tage med til mine møder i kommunen. Det var som at have en voksen med på sidelinjen, som faktisk ville mig det bedste, og som så mig som et menneske. Én, der ikke tænkte på paragraffer, men som guidede mig. Anette var der hver gang. Jeg følte mig pludselig hørt,” fortæller Sofie.
Som bisidder hos Børns Vilkår kender Anette systemet og alle paragrafferne. Hun hjalp Sofie med at få klarhed over sine muligheder og forberedte hende på møderne i kommunen.
I dag ser Sofie mødet med Anette og Børns Vilkår som et vendepunkt i sit liv. Herfra følte hun sig bedre set af kommunen. Hun fik tilbudt psykologhjælp og kommunen fritog hende fra kravet om at skulle møde op hver dag. Sofie har i mange år kæmpet en kamp for at få hverdagen til at hænge sammen. I dag bor hun i en lejlighed med sin kæreste og har et fleksjob, som hun er meget glad for. Fortiden rydder Sofie dog fortsat op i – en proces, der kommer til at tage lang tid, fortæller hun. Hun kæmper med at føle sig langt fra normen og fra det familieliv, som andre omkring hende har. Efter en barndom ind og ud af anbringelser, sidder Sofie tilbage med en følelse af uretfærdighed, og især et spørgsmål trænger sig på: ”Hvorfor stod omsorgssvigtet på så længe?”
Kampen for oprejsning
For tre år siden – nu som voksen – valgte Sofie nok engang at række ud efter hjælp hos Børns Vilkår. ”Jeg synes, det er helt urimeligt, at der ikke er nogen, der har hjulpet mig som barn. At det kunne få lov at stå på i så mange år, på trods af flere underretninger til kommunen.”
Også denne gang var det Anette, der tog telefonen. Som en del af et erstatningssagsprojekt, hvor Børns Vilkår støtter personer i erstatningssager om offentligt omsorgssvigt, hjælper Anette nu Sofie med at lægge sag an mod en af de kommuner, som ifølge Sofie ikke var deres sociale ansvar voksent. Sagen har nu stået på i tre år, men Sofie håber, at afgørelsen vil placere et ansvar.
”Jeg sidder tilbage med følelsen af, at det var op til mig selv som barn at række ud efter hjælp. Det mener jeg ikke er rimeligt, og jeg håber, at systemet vil erkende, at det ikke var godt nok. At jeg får et bevis på, at det ikke var min egen skyld, siger hun og håber, at kommunerne gør et bedre stykke arbejde i dag.
”Hvis der er en anden lille Sofie derude, så håber jeg, at hun får den hjælp, jeg ikke fik.”
Spørger man ind til fremtiden, falder svaret prompte. ”Jeg drømmer om at finde fred i mig selv. Det er mit største håb for fremtiden. At det ikke skal gøre ondt mere. Uden Børns Vilkår havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Det er helt sikkert. Nu håber jeg på retfærdighed.
Anonym case: Sofie er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hendes identitet.