“Vi forældre har ansvaret for at hjælpe børnene”
Et tæt samarbejde mellem lærere og forældre betød, at børnenes dage, med uro og ondt i maven, blev erstattet af en omsorgsfuld omgangstone. Aferdita Muja gik, som forælder, forrest i kampen for det gode fællesskab.
Et forældremøde blev vendepunktet for Aferdita Mujas søns 4.klasse.
“Læreren havde sat ’klassens trivsel’ på dagsordenen. Han fortalte, at der var rigtig meget uro i timerne. At der var en dreng, der igennem lang tid havde følt sig drillet af de andre drenge. Drengens forældre fortalte, at han ofte havde ondt i maven over at skulle i skole. De oplevede, at han var trist,” fortæller Aferdita Muja.
Under radaren
Hun er oprindeligt fra Kosovo og bor nu i København. Hun er mor til Elias, der går i 4.klasse og hans søster Maria. Til daglig arbejder hun som lærer på en anden skole og ved, at mobning kan være svært at spotte, fordi det ofte foregår under lærerens radar, og uden børnene selv er bevidste om det.
“Jeg synes, jeg har en sød dreng. Men jeg ved også, at selv de bedste drenge kan opføre sig anderledes i skolen, især hvis fællesskabet i klassen er under pres,” siger Afredita Muja.
Hun fortæller, at Elias sandsynligvis var blandt de drenge, der gjorde drengen i klassen ked af det.
Foto: Jeppe Carlsen.
Tog kridtet
I forbindelse med sit eget job, havde Aferdita arbejdet med en metode til at stoppe mobning. Her arbejder man med hele klassens trivsel ved blandt andet at gøre børnene bevidste om deres adfærd over for hinanden. Så hun greb fat i skolekridtet og stillede sig op til tavlen, for at fremlægge metoden. Der var fuld opbakning fra både lærer og de andre forældre til at prøve metoden af i klassen.
“Det føltes trygt at stille sig op på den måde. Måske fordi vi gennem alle årene har prioriteret sociale arrangementer – også uden børn. Det gør det lettere at tale med hinanden, ikke mindst om de svære ting.”
Det kommende halve år havde læreren i samarbejde med forældrene sat trivsel på dagsordenen. Børnene havde selv formuleret fem mål for klassen, som eksempelvis ’Der skal være ro i timerne’, og de evaluerede løbende i klassens time. Når klassen oplevede at kunne sætte en smiley ved et af målene, var der en belønning. Da de havde nået alle fem mål, fejrede de det med en fest.
Satte mål
På samme vis skulle hver elev én gang om ugen i klassens time sætte to mål for sig selv i den kommende uge, som eksempelvis ’Jeg vil spørge om lov før jeg låner Markus’ ting’ eller ’Jeg vil være bedre til at hilse på mine klassekammerater, når jeg møder i skole’.
“Allerede på forældremødet aftalte vi, at forældrene hver uge skulle tale med deres børn om ugens mål og hvordan de skulle nå dem,” fortæller Afredita Muja.
Efter knap et halvt år indkaldte læreren til endnu et forældremøde, hvor der blev gjort status:
“Fra læreren og også børnene hørte vi, at det gik meget bedre i klassen. Dem som blev mobbet fik positiv opmærksomhed, og børnene oplevede, at der ikke var så meget larm i klassen som før,” fortæller Aferdita.
Prioriterede trivsel
I dag går Elias i 7. klasse og der er ikke problemer med mobning i klassen. Afgørende for indsatsens succes var, at læreren gav trivsel høj prioritet og forældrene både bakkede op om processen og involverede sig, mener Aferdita.
“Skolen kan spotte problemerne og bidrage med faglig ekspertise. Men forældrene har også et ansvar for at bakke op om, at man skal opføre sig hensigtsmæssigt over for andre. Forældrene har et ansvar for at give børnene de rigtige redskaber til at gøre det,” slutter hun.
Af Marianne With Bindslev.