Generalforsamling i Børns Vilkår 2026
Børns Vilkår afholder den ordinære Generalforsamling den 29. april 2026.
Generalforsamlingen afholdes i Tårnet, Børns Vilkår, Trekronergade 26, 2500 Valby kl. 10.00.
Dagsorden
Dagsorden til generalforsamlingen er som følgende:
- Valg af dirigent
- Bestyrelseslederens beretning for den forløbne periode, herunder forelæggelse af det reviderede regnskab
Klik her for at se årsrapporten 2025 - Godkendelse af minimumskontingentsatser for det kommende år
Minimumskontingentsatserne er uændret fra sidste år. Klik her for se bestyrelsens indstilling. - Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
- Valg af statsautoriseret revisor
- Behandling af fremsatte forslag
Bestyrelsen har ingen fremsatte forslag. - Eventuelt
Alle afgørelser træffes ved simpelt flertal, medmindre andet fremgår af vedtægterne. Stemmeret på generalforsamlingen har enhver, der har været kontingentbetalende medlem i Børns Vilkår i mindst seks måneder. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Eventuelle forslag skal være sekretariatet i hænde senest 14 dage før afholdelse og skal derfor sendes på mail til Børns Vilkår på generalforsamling@bornsvilkar.dk senest den 15. april 2026 kl. 10.00 med teksten ’Forslag til Generalforsamling i Børns Vilkår 2026’ i emnefeltet.
Tilmelding
Ønsker du at deltage fysisk på generalforsamlingen, skal du ligeledes give besked senest den 15. april 2026 på mail til generalforsamling@bornsvilkar.dk. I mailen skal du indsætte dit fulde navn og skrive ’Tilmelding til Generalforsamling i Børns Vilkår 2026’ i emnefeltet.
Valghandlinger
I 2026 er der valg af medlemmer til bestyrelsen i følgende kategorier:
- Medlemmer
- Frivillige
Jf. vedtægternes § 15 stk. 1, litra c skal der ved den ordinære generalforsamling 2026 vælges to medlemmer fra valggruppen ’Medlemmer’. Som det fremgår af § 15 stk. 1, litra e vil bestyrelseslederen dog automatisk få tildelt et af disse mandater uden forudgående valg, da bestyrelseslederen er konstitueret på et mandat, der udløber i 2026.
I valggruppen ’Frivillige’ vælges en suppleant.
Information om valghandlingerne er bekendtgjort på mail til hhv. ’Medlemmer’ og ’Frivillige’ den 23. februar 2026. I begge valggrupper sker der forudgående valg af kandidater, som indstilles til godkendelse på generalforsamlingen. Såfremt der er flere kandidater til hver post, gennemføres en elektronisk afstemning, hvor alle medlemmer i de respektive valggrupper kan stemme. Eventuel elektronisk afstemning igangsættes efter offentliggørelse af kandidaterne.
Det vil fremgå af oversigten over opstillede kandidater i valggruppen ’Medlemmer’, hvem der er anbefalet af bestyrelsen ift. erfaring og relevante kompetencer.
Kandidater
Medlemmer
I valggruppen ’Medlemmer’ har to kandidater meldt sit kandidatur, hvorfor der skal afholdes elektronisk afstemning. Alle medlemmer i valggruppen får information om afstemningen pr. mail, og resultat af afstemningen offentliggøres her på siden og sættes til godkendelse på generalforsamlingen. Afstemningen lukker den 15. april 2026 kl. 23.59.
Anbefalet af bestyrelsen

Mette Deding
Jeg stiller op til Børns Vilkårs bestyrelse efter at have været indsuppleret medlem siden 2021. I den periode har jeg fået et solidt indblik i organisationens arbejde, værdier og betydning for børn og unge i Danmark, og jeg ønsker at bidrage aktivt til det fortsatte arbejde i bestyrelsen.
Jeg har en forskningsbaggrund og har gennem mange år arbejdet med analyser og forskning om familier og børn. Mit arbejde har især haft fokus på udsatte børn og unge samt de strukturer og indsatser, der har til formål at støtte dem. Jeg er optaget af, hvordan vi som samfund bedst muligt kan skabe rammer, der både forebygger mistrivsel og sikrer, at børn, der har det svært, får den rette hjælp i tide.
Jeg er optaget af, at Børns Vilkår arbejder på et solidt vidensgrundlag, og at organisationens indsatser og stemme i den offentlige debat bygger på dokumenteret viden om børns liv og behov. Samtidig mener jeg, at det er afgørende at fastholde organisationens stærke fokus på børnenes egne perspektiver og erfaringer.
- Vicedirektør, VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd (2017-nu)
- Forsker i familieliv og særligt udsatte børn, SFI – det Nationale forskningscenter for velfærd (2000-2017)
Bedste hilsner Mette

Mette Baggers
Jeg stiller op til bestyrelsen i Børns vilkår fordi jeg synes man skal engagere sig i det man brænder for. Jeg bringer engagement, erfaring med forandringsarbejde og en dyb forståelse for, at bestyrelsesarbejde handler om at tage ansvar.
Jeg håber at vi sammen kan sørge for at sætte yderligere fokus på svigt af børn, at børnetelefonen forbliver en uundværlig ressource for de børn, der har allermest brug for den, og at mistrivsel kan nedbringes med faglighed og empati.
Alle børn fortjener at blive hørt. Derfor ser jeg børnetelefonen som et af samfundets allervigtigste redskaber til at bryde ensomhed og mistrivsel blandt børn og unge. Som mor til to børn ved jeg, hvor afgørende det er, at der altid er et åbent og trygt rum, hvor børn kan få hjælp – uden betingelser, uden domme. Børnetelefonen er ikke bare en telefonlinje; den er en livline.
Min erfaring fra Velliv Forenings repræsentantskab har vist mig, hvordan strategisk indsats og dedikeret bestyrelsesarbejde kan skabe konkrete, positive forandringer. Her har jeg været med til at drive og implementere initiativer, der rykker – og jeg ved, hvad det kræver at tage ansvar og lægge kræfter i et fælles mål.
Mistrivsel er ikke kun barnets problem; det er forældres, samfundets og vores fælles ansvar. Derfor vil jeg kæmpe for, at Børns Vilkår fortsat er en stærk, synlig og handlekraftig organisation, der sikrer, at ingen børn står alene.
Bedste hilsner og med et ønske om en lysere fremtid
Mette Baggers
Frivillig suppleant
I valggruppen ‘Frivillige’ har én kandidat meldt sit kandidatur som sættes til godkendelse på generalforsamlingen.

Ditte Stokholm Iversen
Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet indenfor dagtilbudsområdet som pædagog, som dagtilbudsleder og i mange år som souschef for det samlede dagtilbudsområde i en kommune, herunder ledelse af områdeledere. Har i en årrække været faglig sekretær for BUPL. Desuden stor erfaring med bestyrelsesarbejde.
Uddannet socialpædagog, videreuddannet som systemisk konsulent og har en master i organisationspsykologi MPO.
Har været frivillig rådgiver på Børnetelefonen siden august 2022 og har stor glæde af at bruge mine faglige kompetencer i mit møde med børn og unge på Børnetelefonen. Oplever, at organisationen omkring de frivillige er yderst velfungerende og stiller op som suppleant til bestyrelsen, fordi jeg tænker at det er vigtigt, at der er repræsentation fra de frivillige i bestyrelsen.
Kærlig hilsen – Ditte




