I sommeren 2022 taler Børns Vilkår med Hanne, som har sønnen Lauge på 10 år, der har en funktionsnedsættelse og går i specialskole. Hanne beskriver Lauges skolefraværsforløb, hvor der mangler handling og løsninger i forhold til hans mistrivsel. Hun oplever også en vilkårlig og uigennemskuelig fraværsregistrering og et ensidigt fokus på fysisk fremmøde.   

Lauge trives på sin specialskole, indtil der kommer en ny skolestruktur, der bl.a. betyder en lavere normering. Den nye struktur gør det svært for Lauge. Han begynder at få ondt i hovedet og ondt i maven og kan til sidst ikke komme i skole. Hanne fortæller, at Lauge ”er i dårlig trivsel og reagerer meget herhjemme. Han er udadreagerende og har en lidt voldsom adfærd”. I de efterfølgende måneder har Lauge fuldt fravær, indtil børnepsykiatrien kommer ind over. Hanne fortæller, at de anbefaler, at Lauge sættes ned i tid, men at skolen ikke følger op på det:

Hanne oplever, at skolen er optaget af, at Lauge skal være så meget som muligt i skolen uden at tage hensyn til, om han kan rumme det. Hanne forsøger at gå i dialog med skolelederen, men oplever ikke at skolelederen forstår Lauges fravær, ligesom hun gør:  

Hanne oplever, at skolen forsøger med forskellige mindre tiltag for at hjælpe Lauge, fx at han får lov til at møde 15 minutter senere og kan sidde alene i et lokale med en iPad på skolen. Tiltagene hjælper, ifølge Hanne, ikke Lauge med at komme i bedre trivsel eller til at følge undervisningen. Den manglende indsats betyder, at Lauge ikke rykker sig fagligt.

Familien forsøger flere gange at få lavet en Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV)¹ ved at kontakte skolederen og PPR². Forældrene vil gerne finde ud af, hvorfor han ikke trives i skolen og reagerer så voldsomt på at være der: ”Vi bliver ved med at forsøge at kontakte skoleleder, og vi forsøger at kontakte PPR (…), fordi det kan være grundlag for at finde ud af, hvad det er for nogle rammer, han skal være i, og hvorfor han ikke trives i skolen, og hvorfor reagerer han så voldsomt på det. Det lykkedes vi ikke at komme igennem med, fordi han allerede er visiteret til specialtilbud”. Fordi Lauge allerede går på en specialskole, lykkedes det altså ikke forældrene at få en ny PPV.   

I løbet af Lauges skoleforløb oplever Hanne et skift i måden, skolen forholder sig til registrering af hans fravær på: ”I efteråret får vi pludselig at vide (…)- skriftligt, at nu skal vi være opmærksomme på, at vores søn har over 10 pct. i fravær.” Hanne fortæller, at familien ikke tidligere er blevet indkaldt til møde eller dialog vedrørende fraværet. Indtil da har Hanne ikke oplevet, at Lauges fravær overhovedet er blevet registreret: 

Hanne forstår ikke, hvorfor skolen tager fat i dem nu, da både skole og forældre længe har vidst, at Lauge har svært ved at komme i skole. De står tilbage uden en egentlig forklaring, og ifølge Hanne lægger skolen heller ikke en plan for at løse fraværsproblematikken, men vælger fremadrettet at registrere Lauges fravær som ekstraordinær frihed. Skolen er dog, ifølge Hanne, stadig optaget af, at Lauge skal så meget i skole som muligt, mens hun selv ønsker at få afdækket, om det er Lauges funktionsnedsættelse, der er årsag til fraværet eller rammerne i skolen. 

Hanne fortæller, at skolen og kommunen vurderer, at familien skal i familiebehandling, da Lauge reagerer hjemme og ikke i skolen. Hanne er frustreret over, at skolen og kommunen kun har fokus på hjemmet. Hun oplever, at de er endt i en blindgyde:  

På baggrund af forløbet med familiebehandleren vurderes det, at familien gør alt det rigtige. 

Da vi taler med Hanne, har Lauge lige afsluttet 3. klasse og har omkring 40 pct. fravær. Fraværet registreres stadig som ekstraordinær frihed, men familien håber, at et igangværende VISO-forløb kan hjælpe Lauge i bedre trivsel.  

Hanne fortæller, at fraværsforløbet har haft store økonomiske, personlige og følelsesmæssige konsekvenser for familien: ”Det er jo en stor belastning at være under hele tiden, at vi ved, at vores barn ikke trives, og vi ved også, at der ikke rigtigt er nogen, der er interesserede i at gøre noget ved det. Det har jo stået på i rigtig lang tid (…)”.  

Når Hanne ser tilbage på forløbet, har hun oplevelsen af, at der ikke rigtig er sket noget på baggrund af de møder, de har holdt, og hun savner en koordinerende sagsbehandlerfunktion til at følge op og sikre fremdrift: ”Jeg føler de der netværksmøder, at vi snakker, men det er meget passivt. Der sker ikke rigtigt noget. Der er ikke så meget handling bag. Det kan godt føles som om, at vi bare holder de der møder fordi, der står et sted, at det skal vi”. 

Hanne savner også en egentlig plan for, hvordan Lauge kommer tilbage i skolen på fuld tid, som tager udgangspunkt i ham: