75.000 børn bager til fordel for BørneTelefonen
Et rekordstort antal børn fra hele Danmark deltager i årets Bag for en Sag den 8. oktober. Her bager børnene kage og brød, sælger bagværket og skænker overskuddet til Børns Vilkår.
Der svinges med kagerullen og leges med dej, når børnehaver, fritidsklubber og skoler den 8. oktober deltager i Bag for en Sag, Børns Vilkårs årlige indsamlingsbegivenhed. Børn i institutioner landet over bager, sælger bagværket og skænker overskuddet til driften af Børns Vilkårs BørneTelefon. På den måde hjælper børnene andre børn, der har det svært.
Den 8. oktober vil duften af hjemmebag sprede sig landet over. Bag for en Sag har nemlig 10 års fødselsdag, og det bliver fejret med manér: Aldrig har så mange skoler og institutioner været tilmeldt. Landet over vil børn fra omkring 1400 skoler, børnehaver, SFO’er og andre institutioner deltage i bagedagen. I alt er lige knap 75.000 meldt til.
Mange af institutionerne bager kage, boller og brød i flere uger op til Bag for en Sag. Nogle institutioner har gjort Bag for en Sag til en hyggelig, tilbagevendende bagebegivenhed, hvor man inviterer forældre, bedsteforældre og søskende på hjemmebagt kage. Andre laver bestillingslister til familien og bager til at tage med hjem. Fælles for dem alle er, at børnene donerer overskuddet fra kagesalget til Børns Vilkår.
I Børnegården Katholt i Skjern er det ikke første gang, at børnene finder kagerullerne frem i den gode sags tjeneste:
“Bag for en Sag er blevet en tradition hos os. Fos er det vigtigt, at børnene lærer om at hjælpe andre børn i Danmark, der ikke har det så let. Bag for en Sag er virkelig noget, børnene kan forholde sig til, og som de samtidig synes er virkelig sjovt,” fortæller Tina Pontoppidan, der er pædagog i Børnegården Katholt.
Sidste års Bag for en Sag var en stor succes – i alt indsamlede bagende børn landet over godt 1,5 mio. kroner som gik til Børns Vilkårs BørneTelefon. I 2014 år havde rådgivningen flere end 36.000 samtaler med børn og unge, der fik hjælp til alt fra skilsmisse og mobning til vold og overgreb.
“Bag for en Sag er med til at give børnene en bevidsthed om, at der findes nogle andre børn i Danmark, der virkelig har brug for hjælp – og at de rent faktisk kan være med til at hjælpe dem. For os i Børns Vilkår betyder det også rigtig meget, at det netop er børn, der er med til at sikre, at vi har BørneTelefonen,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Yderligere oplysninger
Få mere information om BørneTelefonen og Børns Vilkår på www.bornsvilkar.dk eller hos Presse- og kommunikationsmedarbejder i Børns Vilkår, Mette Kjær: 20 20 44 59