Anbragte unge skal have mere støtte i overgangen til voksenlivet
Skal en anbringelse også føre til et godt voksenliv, er der brug for at ændre, hvordan vi som samfund støtter anbragte unge, også efter de er fyldt 18 år. Det er budskabet fra Børns Vilkår og fem andre organisationer på anbringelsesområdet.
Der er brug for en radikal ændring af anbringelsesområdet, hvor vi sætter de unge først. Den nuværende støtte, det såkaldt efterværn, kommunerne har mulighed for at tilbyde anbragte unge i dag, er langt fra god nok.
Det mener Dansk Socialrådgiverforening, De Anbragtes Vilkår, Socialpædagogerne, Børns Vilkår, Foreningen af Døgn og Dagtilbud og Bikubenfonden, der udgør arbejdsgruppen Policy Lab.
”Når vi som samfund vælger noget så indgribende som at fjerne et barn fra sine forældre, skal vi som samfund forpligte os på at tage ansvar for det barn – indtil han eller hun ikke har brug for os mere. Det skal en ændring af anbringelsesområdet sikre. For som det er i dag, taber vi alt for mange til hjemløshed og misbrug, når anbringelsen ophører,” udtaler parterne bag Policy Lab.
De seks aktører har i regi af Policy Lab set nærmere på, hvordan vi bør indrette og udvikle anbringelsesområdet i overgangen til voksenlivet. Udgangspunktet for anbefalingerne er tidligere anbragte unges egne erfaringer og ønsker til ændringer i støtten.
Aktørerne bag Policy Lab anbefaler, at unge fremadrettet skal have ret til støtte fra de er 15 år, til de er 25 år – med mulighed for at forlænge til det 27. år, hvis den unge oplever, der er behov for det. I dag træffer myndigheden afgørelse om støtte i overgangen – efterværn – ved det 18. år ud fra et fagligt skøn – men i praksis ud fra vidt forskellige kriterier. Unge oplever denne overgang som meget brat, og de risikerer at stå helt alene.
”Efterværnet har spillet fallit. At fylde 18 år betyder ikke, at anbragte unge automatisk er klar til at flytte i eget hjem. Det er afgørende, at vi – som en familie ville gøre det – lytter til, hvad de unge har brug for, før vi slipper taget. Der kan være brug for hjælp til at fastholde et støttende netværk, holde styre på økonomien og søge uddannelse eller job. Modsat mange andre unge har tidligere anbragte sjældent mulighed for at ringe hjem og få gode råd og hjælp. De har ofte både et dårligere udgangspunkt, mindre støtte og langt større udfordringer – lad os som samfund hjælpe dem meget bedre, end vi gør i dag,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Aktørerne bag Policy Lab anbefaler desuden, at myndighederne skal forpligte sig på at arbejde sammen med de unge om at opnå tre ligestillede målsætninger for et selvstændigt voksenliv, nemlig netværk og relationer, uddannelse/job og bolig.
Om Policy Lab
- Bikubenfonden arbejder for at sikre alle anbragte unge den støtte, de har brug for i overgangen til voksenlivet. På den baggrund har fonden taget initiativ til Policy Lab 2020, der samler centrale aktører på anbringelsesområdet med hver deres perspektiv og indsigt.
- Formålet er ved fælles hjælp og med udgangspunkt i de anbragte unges egne ønsker og behov at nyskabe politiske løsninger, der i højere grad end i dag kan sikre unge den hjælp, de har brug for i overgangen mellem anbringelse og voksenliv.
- Medlemmerne af Policy Lab 2020 er: Dansk Socialrådgiverforening, De Anbragtes Vilkår, Socialpædagogerne, Børns Vilkår, Foreningen af Døgn og Dagtilbud og Bikubenfonden.