Børn på flugt fortjener mere omsorg – ikke mindre
Debatindlæg af Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, og Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, bragt i Politiken d. 13. maj 2018.
Som forældre har vi alle et håb om, at det skal gå vores børn godt: At de skal trives, møde venner, klare sig i skolen, vokse op og få succes på livets mange fronter. Og mon ikke de fleste af os bliver berørt, hvis der er tegn på det modsatte? Hvis de møder modgang og – måske endda i længere tid – udviser tegn på mistrivsel? Det er i de situationer, vi lægger alt andet til side og samler vores kræfter om at få vores børn på ret køl igen.
I Danmark er vi endda så heldige, at samfundet har overskud til at institutionalisere omsorgen: Hjælpere står som udgangspunkt klar, hvis der opstår problemer, som forældrene ikke selv magter. Størst er opmærksomheden over for børn, som befinder sig i en særligt udsat eller sårbar position. Det gælder, uanset om de bor i Hellerup eller Herning, og uanset om deres forældre har en god fast indkomst eller må slås for dagen og vejen. Ligheden er en grundlæggende værdi i vores danske velfærdsstat.
Derfor gør det ondt at se, at der i Danmark er en gruppe børn, som slet ikke er omfattet af det samme sikkerhedsnet. Vi tænker på de mange børn, der bor på asylcentre rundt omkring i landet.
Det er børn, som fra første dag har mødt modgang i livet, og som nu lever i et ingenmandsland. Mange af dem har været vidne til vold og død. De har haft en omflakkende barndom – først på flugt og nu i en usikker venteposition. En del af dem er kommet hertil alene eller med større søskende. Andre har forældre, der er så mærkede af krig og opbrud, at det præger hele tilværelsen. Det bør være overflødigt at skrive, at mange af disse børn mistrives i en grad, så de har brug for hjælp fra professionelle. Desværre får de det langt fra altid.
I april offentliggjorde Dansk Flygtningehjælp en rapport om børns trivsel på danske asylcentre. Rapporten dokumenterede, at asylsøgende børn får lov at mistrives i en grad, som man ikke ville acceptere blandt danske børn. Forklaringerne er mange og komplekse; alene livssituationen på centrene avler mistrivsel – bl.a. de lange ventetider, afslagene, fraværet af et hverdagslignende familieliv og de hyppige flytninger mellem centrene. Børn tabes groft sagt i krydsfeltet mellem den udlændingelov, som skaber de usikre livsbetingelser, og den servicelov, som skulle garantere den nødvendige omsorg. Medarbejderne på asylcentrene og i kommunerne ville gerne gøre mere, men rammerne er ikke til det.
”Man kunne i princippet underrette på dem alle sammen […] de har det jo alle sammen dårligt”, siger en socialkoordinator fra et asylcenter i rapporten. Men netop fordi stort set alle børnene har det dårligt, kan der gå længere tid, før tegn på mistrivsel indberettes til myndighederne.
Og inden for de nuværende rammer kan det være svært overhovedet at tilbyde en effektiv social indsats. Udsatte danske børn kan få hjælp inden for stabile rammer som skolen, hjemmet og institutionen. Selve midlertidigheden og anormaliteten på asylcentret gør det svært at sætte ind med en virkningsfuld støtte. Og det gælder i særdeleshed på udrejse-/hjemrejsecentre
Det værste er ikke, at det er sådan. Det værste er, at vi som samfund ikke reagerer tilstrækkeligt, selv om vi med politiske løsninger kunne ændre situationen. Debatten, der er fulgt efter rapporten, har ikke været præget af den beslutsomhed, vi kunne ønske. Derimod benyttede et folketingsmedlem anledningen til at sige, at børn på asylcentrene ”ikke skal behandles lige så godt som danske børn”. Citatet er ikke blevet dementeret og må derfor stå til troende. Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at det heller ikke i særlig høj grad er blevet modsagt.
Debatten understreger det, som rapporten dokumenterer: At vi i Danmark ikke står vagt om asylsøgende børn med samme ildhu, som gjaldt det vore egne. Både Børns Vilkår og Dansk Flygtningehjælp har peget på udrejsecentrene som et af de steder, hvor det står værst til med trivslen: Her lever familierne i en fastlåst situation. De mister muligheden for at opretholde noget, der bare minder om en almindelig hverdag. Og usikkerheden kan strække sig i måneder eller år.
I debatten kan man ind i mellem høre, at det familiens egen skyld: At børnene er ofre for deres forældres dårlige valg. Men det er ikke et argument for ikke at gøre noget, og det er aldrig et argument, vi bruger, når det gælder samfundets omsorg for danske børn. At placere ansvaret hos forældrene er at skyde det fra sig.
Helt konkret vil vi foreslå, at børnefamilier kun flyttes til udrejsecentret Sjælsmark, hvis det er absolut nødvendigt. Og at det sker så tæt på udrejsetidspunktet, at opholdet højst varer et par uger. Udlændingestyrelsen skal have mulighed for at vurdere barnets tarv; hvis f.eks. kommunen er i gang med en børnefaglig undersøgelse af barnet, skal familien ikke rives ud af den proces og sendes til et udrejsecenter. Det samme gælder, hvis barnet er midt i en social indsats på et andet asylcenter. Endelig er det vigtigt, at familierne også på udrejse- og hjemrejsecentre skal kunne lave deres egen mad og spise den sammen. Det er ikke en lille detalje, et ønske der står i parentes: Måltidet er et vigtigt anker for familiens tryghed og fællesskab. Det gælder for danske familier, og det burde derfor også være en helt naturlig mulighed på centre som Avnstrup og Sjælsmark.
Denne type af ændringer vil markant kunne øge trivslen – til gavn for børnene, deres familier og de mange gode medarbejdere der knokler på centrene, men som har svært ved at finde passende løsninger inden for de nuværende rammer.
Asylsøgende børn fortjener mere omsorg, end de får i dag. Så længe de er i Danmark, har de ret til at trives, udvikle sig og glæde sig over de små og store ting i tilværelsen. Deres fremtid tegner sjældent så lys som den, vi ønsker for vores egne børn. Desto mere bør vi gøre for dem, mens de er gæster hos os. Det ville være klædeligt, hvis politikerne en gang for alle besluttede sig for at efterleve den vending, der er en indgroet del af det danske sprog og kultur: ”Man skal ikke gøre forskel på børn.”
Vil du følge med i Børns Vilkårs arbejde?
Tilmeld nyhedsbrev
"*" indikerer påkrævede felter
