Børn til BørneTelefonen: Mor og far har ikke tid til mig
Seks ud af ti elever i sjette klasse oplever ofte, at deres forældre ikke har tid til at lytte til dem. Det viser en ny undersøgelse for TV2. Også på BørneTelefonen hos Børns Vilkår fortæller børn om manglende nærvær.
“Jeg føler, jeg bliver overset og nogle gange når min mor snakker i telefon, kan jeg ikke komme i kontakt med hende. Og når hun er færdig med at snakke, skal hun lige noget,” siger en pige til BørneTelefonen hos Børns Vilkår.
“Når min far kommer hjem klokken 17.30, sætter han sig til at arbejde igen,” lyder et andet udsagn. Eller som en dreng siger det til BørneTelefonen:
”Det er øv, når de nogle gange ikke har tid til at sige godnat.”
Ifølge en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af Tv2, oplever seks ud af ti elever oplever ugentligt eller oftere, at deres forældre ikke har tid til at lytte til dem. Det er elever i 6. klasser på 15 forskellige skoler i Jylland, på Fyn og Sjælland, der har svaret på det elektroniske spørgsskema.
Her svarer hver syvende, at de savner at være mere sammen med deres forældre, ligesom hver syvende også angiver, at de ville ønske, deres forældre var mere nærværende. Her spiller mobiltelefonen en afgørende rolle. Ifølge undersøgelsen oplever hver tredje barn ugentligt eller oftere, at de bliver afbrudt i en samtale, fordi forældrene skal arbejde, snakke i telefon eller tjekke deres mail.
Problemet er den ensomhed, der følger med, hvis mor og far ikke har tid til at høre ordentligt efter, hvad det egentligt er, barnet har på hjerte.
”Signalet er, at det er nærværet, der tæller – og barnet kan sagtens føle sig ensom og overset selvom mor eller far sidder i samme stue med næsen i smartphonen eller styrter rundt og ordner ting,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
”Alle vil det bedste for deres børn, så man kan tænke over, om man kan droppe onlinetilstedeværelsen mellem kl 16 og 20? Lægge mere arbejde efter puttetid? Sænke barren mht. rengøring og nullermænd – eller få hjælp? Systematisere indkøb mere? Arbejde mindre?,” siger Kjeldahl, der også mener, at det er påkrævet, at vi politisk og værdimæssigt fortsætter debatten om hvilket samfund, vi ønsker for vores børn.
”Det er vigtigt ikke kun at forstå verden ud fra et voksenperspektiv. Først når vi ser den gennem børnenes øjne, får vi den indsigt som giver os mulighed for at give vores børn en bedre og mere tryg barndom. Det fortjener de.”
Sådan skaber du mere rum for nærvær
Skab rutiner for nærvær inden puttetid, hvor ipads og mobiler er lagt væk, og hvor I sætter jer sammen og læser en bog eller spiller et spil. Det vigtigste er, at barnet mærker 100 % opmærksomhed.
Overvej antallet af fritidsaktiviteter, I hver især går til. Tænk over om den tid, du bruger på egne fritidsaktiviteter er godt givet ud, eller om tiden ville være brugt bedre på børnene.
Inddrag børnene i det fælles samvær, fx i weekenderne. Hvad vil børnene gerne sammen med dig som forælder?
Tag et kalender-tjek med jævne mellemrum og overvej, hvordan I skaber luft. Hvis der er behov for det, så meld afbud til ting, OGSÅ selv om tante Oda bliver skuffet over, at I ikke dukker op til hendes 60 års fødselsdag.
Tænk over, om du kan tilrettelæggedet huslige arbejde bedre: Køb stort ind en gang om ugen eller på nettet om aftenen, når børnene er puttet.
Tænk over, om der er grund til at skære ned på jeres online-tilstedeværelse uden for arbejdstid.
Børn og unge skal hjælpes – støt her!