Børnehavebørn om genåbningen: Mere ro og mindre skældud – men også færre voksne at vælge imellem
Færre konflikter, mindre skældud og et savn til yndlingsvoksne og bedste venner, man ikke er i grupper med. Der er nogle af de oplevelser, børnehavebørn har haft under genåbningen af dagtilbuddene, viser undersøgelse fra Børns Vilkår med støtte fra Stryhns Familieselskab.
Det var helt nye rammer, som børnene i landets børnehaver mødte, da fase ét af genåbningen blev sat i gang efter coronanedlukningen. Børn skulle lege i mindre grupper, der ikke måtte blandes, børnene måtte kun gå til personalet, der var tilknyttet den enkelte gruppe, og ankomsten i børnehaven om morgenen skulle ske uden for daginstitutionerne.
Det førte til færre konflikter mellem børnene, mindre skældud fra de voksne, og så viste det endnu en gang behovet for, at børn har mulighed for at gå til en voksen, de kender og er tryg ved, hvis de har brug for et kram.
Det viser Børns Vilkårs kvalitative undersøgelse ’Børns oplevelser af at være i børnehave under genåbningen af Danmark’. I undersøgelsen er 39 børnehavebørn fra seks dagtilbud blevet interviewet om genåbningen af børnehaverne efter corona-nedlukningen.
Børn foretrækker voksne, de er trygge ved
Børnenes oplevelser af genåbningen har vist, at det er vigtigt for børnene at have adgang til de voksne, de er trygge ved. Det har betydning for flere af børnene, hvem der tager imod om morgenen, og så oplever flere også, at det er sværere at spørge om hjælp, når det er en voksen, de ikke kender eller er trygge ved.
”Man er helt genert og… Så har man brug for noget hjælp, og så vil man slet ikke spørge én”, fortæller en 5-årig pige.
Også når børnene har været kede af det, giver de udtryk for, at de foretrækker selv at kunne bestemme, hvilken voksen de vil trøstes af, og det har krævet en mere fleksibel struktur, end corona-retningslinjerne har lagt op til.
Færre konflikter og mindre skældud
Selvom det for nogle af børnene har været sværere at gå til deres yndlingsvoksne, har konfliktniveauet ikke været så højt som under normale omstændigheder i børnehaverne. Børnene oplever, at de små grupper har været med til at give færre drillerier og færre børn, der er kede af det.
Nogle af børnene nævner også, at de voksne skælder mindre ud, når de er i de mindre grupper. Det kan hænge sammen med, at konfliktniveauet er lavt.
Børnehaver kan være kendetegnet ved et højt støjniveau, men under genåbningen har børnene mærket, at de mindre grupper gør, at der er mere ro i børnehaven. De små grupper gør det muligt for de voksne at være tæt på børnene, og derfor er børnene ikke nødt til at råbe i samme grad.
”Så skal man bare råbe lidt (…). Så skal vi bare ikke råbe så højt,” siger 6-årig pige og bliver suppleret af anden 6-årig pige, ”Fordi de (voksne, red.) ikke er så langt væk”.
Nemt at finde de voksne
At de voksne har været tættere på børnene, har også gjort det nemmere for børnene at finde en voksen. Som en 6-årig dreng fortæller det, når han bliver spurgt om, hvordan det var før corona at finde en voksen i grupper med mange børn:
”Det var lidt sværere, fordi der var en masse børn, som der legede rundt og så kunne man ikke helt se voksne for børnene.”
Børnene udtrykker, at det ikke er særlig trygt, hvis der ikke er en voksen i nærheden, der kan tage sig af dem.
Vigtigt med venskaber i gruppen
De børn, der har haft én eller flere af deres bedste venner tæt på sig i inddelingen af grupper, har generelt været glade for de små grupper, mens de, som ikke har været sammen med deres bedste legekammerater, har haft en mere blandet oplevelse.
”Man savner dem, som ikke er der,” lyder det blandt andet fra en 4-årig pige, mens der også er eksempler på børn, der har skabt nye venskaber på grund af de nye, små grupper.
Forskning på området viser, at det er afgørende for børns trivsel at lege med andre børn, have venner og føle tilhør til en gruppe, hvis livet i dagtilbuddet skal opleves meningsfuldt, og derfor er det også vigtigt, at man tager venskaber blandt børn alvorligt.
Nøgleresultater
- Børnene har lært den nye morgenrutine at kende, men flere børn savner at sige farvel til forældrene indenfor
- Smil, nærvær og en tryg relation til en voksen gør en forskel for børnene om morgenen
- Små børnegrupper gør det let at finde en voksen. Til gengæld er der færre voksne at vælge imellem, når man skal trøstes
- Små grupper giver ro og gør det lettere at tale sammen
- Der er færre konflikter, og de voksne skælder mindre ud, når grupperne er små
- Det er vigtigt for børnene at være i gruppe med nogen, de kan lege med
- Børn foretrækker bestemte voksne – især når de er kede af det
- Zoneinddeling kan være kedelig, men skaber også grobund for nye lege
- Faste grupper og retningslinjer om afstand begrænser fysisk nærhed – og det er ikke så rart, når man ikke må kramme
Læs undersøgelsen
Hvordan har børn oplevet hverdagen i børnehaven under genåbningen? Læs oplevelserne blandt de 39 børnehavebørn, der er blevet spurgt i undersøgelsen.
Læs mere