Børnene har fri fra skole, men de sociale medier holder ikke sommerferie
af børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Sanne Lind
Mange forældre ser sommerferien som et pusterum for deres børn. Hvor de kan holde en tiltrængt pause fra konflikter i skolen og legeaftaler, der går skævt.
Men selv i ferier kan børn opleve mobning, eksklusion og krænkelser. Den digitale arena er nemlig en helt naturlig del af børns sociale liv, og den lukker ikke ned, bare fordi skolerne gør det. Tværtimod er mange børn endnu mere på sociale medier end ellers, fordi de ikke længere har skolen som fysisk møderum.
I sommermånederne sidste år faldt andelen af henvendelser på BørneTelefonen, der handlede om mobning og dårlig trivsel i klassen. Men andelen af henvendelser om digital mobning og krænkende billeddeling forblev på samme niveau som før ferien.
Den digitale mobning kan blandt andet foregå på spørge-apps. Her kan børnene stille hinanden anonyme spørgsmål – for eksempel ’synes du ikke, du har en stor røv’ eller ’hvorfor har du ikke begået selvmord’. Børnene selv siger, at det starter som en leg, men at det kan blive meget grænsesøgende – og overskridende. Der kan også opstå mobning og grimt sprog i spil som Fortnite, hvor børnene spiller sammen og kan blive uvenner og lukke hinanden ude. Eller i appen Tiktok, hvor kommentarfeltet kan blive grimt og krænkende.
Kan børnene så ikke bare lukke ned for de platforme? Når vi spørger børnene om netop dét, så svarer de ofte, at de hellere vil udsættes for grove kommentarer end at være de eneste, der står udenfor. Det kan faktisk virke værre for dem at være dem, der ikke er med, end at blive kaldt grimme ting.
Af samme grund er det heller ikke løsningen, at forældre tvinger deres børn til at lukke ned for deres digitale liv i sommerferien. Selvom det er fristende at give hele familien en digital detox, så er det vigtigt at anerkende, at børn kan føle sig uden for fællesskabet, hvis de bliver afskåret fra alt, der hedder skærm og wifi. Det er selvfølgelig sundt og vigtigt for forældre at opprioritere det fysiske nærvær med deres børn i en ferie – det har børnene i den grad gavn af. Men som med meget andet handler det om at finde en sund balance.
Vi opfordrer forældre til at have en daglig dialog med deres børn om, hvad de har oplevet i løbet af en dag, også digitalt – uden at løfte pegefingre. En nylig undersøgelse, Børns Vilkår har lavet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge, støttet af TrygFonden, viser, at kun hvert andet barn i 4.-7. klasse oplever, at deres forældre interesserer sig for, hvad de laver på nettet. Og sommerferien er altså ikke tidspunktet at vise endnu mindre interesse – tværtimod.
Men hvordan gør man så? Som forælder kan det være svært at få indblik i, hvad der rører sig digitalt, og nogen føler, det er en verden, de teknisk set slet ikke forstår sig på. Men det skal man ikke lade sig afskrække af. Vær åben og nysgerrig – og lyt. Lad børnene fortælle, hvad de oplever. Og foregår der noget, som gør barnet bange eller ked af det, så hjælp dem. Hvad enten det handler om at række ud og gå i dialog med forældre til barnets klassekammerater eller få anmeldt en hadeprofil.
Udnyt det øgede samvær i ferien til at lære dit barns digitale liv bedre at kende. Det vil give en dialog og en forståelse, som vil have effekt – også når ferien er slut.
Indlægget er bragt som debatindlæg i Politiken 6. juli 2019