Børns Vilkår: 10-årige skal ikke behandles som kriminelle
Børn skal have hjælp, ikke straf. Det er hovedbudskabet i Børns Vilkårs høringssvar til nyt lovforslag om mere konsekvens over for børn, der begår kriminalitet.
”Et afgørende brud med en social indsats, der virker.”
Sådan lyder reaktionen fra direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, til nyt lovforslag om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne står bag.
Det politiske flertal lægger op til, at 10-årige, der begår kriminalitet, skal stilles foran et ungdomskriminalitetsnævn, der hører under politiet med en dommer for bordenden. Nævnet kan idømme en straksreaktion, der skal lære barnet konsekvensen af sine handlinger, fx at vaske graffiti væk samt et forbedringsforløb. Ønsket er at stille børn og unge, der begår kriminalitet, til ansvar og at møde dem med mærkbar og hurtig konsekvens.
”Vi tror ikke på, at regeringens forslag vil virke,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
”Både dansk og international forskning viser, at det har negative konsekvenser for børn og unge – også ift. øget kriminalitet – at blive straffet og komme i kontakt med domstolslignende instanser. Dertil kommer, at vi har at gøre med børn, der har været udsat for omsorgssvigt og måske slås med afhængighedsproblematikker og diagnoser, som fx ADHD. Mange af dem har en udvikling, der ikke er alderssvarende og kan slet ikke overskue sammenhængen mellem handling og konsekvens.”
Børns Vilkår så hellere, at nævnene hørte under kommunerne, der højst sandsynligt kender børnene og deres familier i forvejen, og har den fornødne faglige indsigt. Hidtil har indsatsen ligget i kommunerne med stor succes: Tal fra Justitsministeriets Forskningskontor viser, at antallet af mistanker/sigtelser mod de 10-14-årige er faldet med hele 72 procent fra 2006 til 2016.
En anden væsentlig kilde til bekymring hos Børns Vilkår er den del af forslaget, der handler om, at sikrede institutioner får flere beføjelser ift. børnene, der opholder sig der. Ikke bare over for ‘den hårde kerne’ som regeringen ønsker at ramme med sit forslag – men over for alle børnene på institutionerne. Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne lægger nemlig op til, at børn, på både delvist lukkede og sikrede institutioner, kan udsættes for øget kontrol i form af flere muligheder for kropsvisitering, overvågning og fysiske magtanvendelser.
”Det er nedslående, at børn skal idømmes til at bo på steder, der mest af alt minder om voksenfængsler. De fleste af børnene er der fordi de har været udsat for massive svigt. De har brug for institutioner, hvor man i udgangspunktet vil sikre deres trivsel og udvikling med pædagogik og socialfaglig indsigt – ikke straf og overvågning,” siger Rasmus Kjeldahl, der tilføjer:
”Børn er børn, ikke kriminelle.”
Læs høringssvaret til Justitsministeriet her
Læs høringssvaret til Børne- og Socialministeriet her
Vil du vide mere om Børns Vilkår arbejde?
Tilmeld nyhedsbrev
"*" indikerer påkrævede felter