Børns Vilkår: Det brede børneliv er presset efter et år med corona
af Ida Hilario Jønsson og Rasmus Kjeldahl, hhv. børnefaglig konsulent og direktør i Børns Vilkår
Når børn er helt små, er forældrene den primære trygge base, som de navigerer efter og udforsker verden ud fra. Når børn bliver ældre, orienterer de sig i højere grad mod fællesskaber med jævnaldrende. De spejler sig i hinanden, prøver grænser af og lærer en masse sociale spilleregler. Fællesskaberne er en afgørende del af børns udvikling og selvforståelse.
Lige præcis dét er vigtigt, når vi skal prøve at forstå, hvordan det seneste år med corona har påvirket mange børn og unge. Efter pressemødet 11. marts sidste år fik fællesskaberne nemlig nye og mere klaustrofobiske vilkår.
Den sociale isolation har påvirket os alle, men for især børn og unge, som ellers er meget omstillingsparate, har tabet af de fysiske fællesskaber været voldsomt – fordi de er så afhængige af dem. Mange børn og unge er blevet usikre på, om det fællesskab, de var en del af, stadig gælder – hvis de da ikke er faldet helt ud af dem.
Den isolerede hverdag under corona har gjort, at børnenes sociale muskel, som jo langt fra er lige så færdigudviklet som hos voksne, er kommet ud af træning. Mange har mistet fornemmelsen for egen selvforståelse: Hvem er jeg, hvor skal jeg hen? Spørgsmål, de normalt søger og finder svar på i samværet med jævnaldrende.
Samtidig er der også børn, som har nydt, at de ikke har skullet forholde sig til sociale dynamikker i skolegården og larm i klasseværelset. Den ene følelse er ikke mere rigtig eller forkert end den anden, og det er vigtigt, at vi lytter og lærer hele vejen rundt. Tager man udelukkende udgangspunkt i det seneste års samtaler på BørneTelefonen, må vi dog konstatere, at det brede børneliv er under pres.
Det skyldes ikke mindst uvisheden. Ingen voksne kan svare på, hvornår børn og unge kan vende tilbage til de fællesskaber, de kender. Der er ikke nogen endelig slutdato at forholde sig til – for ”hvad nu hvis” – og det gør modløsheden desto større. Børn og unge har flere milepæle, som de godt ved, ikke kommer igen; afgangseksamen, efterskoleår, studentereksamen. Nogle unge oplever en decideret sorg over følelsen af et mistet ungdomsliv; en passeret chance.
Tal højt om ensomheden
Under første nedlukning sidste år var det især isolationen med familien, der fyldte i samtalerne om corona på BørneTelefonen. Nu er det primært ensomhed, vi får henvendelser om. En følelse, der kan være svær at sætte ord på. Både fordi ensomhed er et tabu og ofte vendes indad – ”det er nok min egen skyld, at der ikke er nogen, der ringer til mig” – og fordi det for mange er svært at sætte fingeren på, hvad der konkret er galt.
Flere fortæller, at de normalt er sociale og udadvendte, men ikke længere mærker samme lyst til at se nogen eller lave noget. Der er tale om en forandring, som for mange er kommet snigende, og som kan være svær at forstå og dele med andre.
Men det er vigtigt, at de deler! Netop det at tale om ensomheden er vigtigt, når vi skal forebygge, at den bider sig fast. Langvarig ensomhed kan i sin alvorligste konsekvens være forbundet med lavt selvværd, selvskade og depression.
Børn og unge udskammer hinanden
Det er især de ældre børn, vi har samtaler om mistrivsel med. Unge er den målgruppe, der i offentligheden er blevet talt mest om og til under coronakrisen, og det er samtidig en gruppe, der er blevet udskammet en del. I teenageårene er der en risikovillighed, som er en naturlig del af udviklingen, men som i en coronatid er forbundet med skam og skyld.
Vi har talt med unge, som føler, at der ses skævt på dem, selvom de følger retningslinjerne. De er med rette frustrerede over at blive gjort til egoister, der ikke tænker på andre, og det betyder desværre, at mange ikke føler, at de har lov til at sige, når noget er svært, fordi de jo bare skal rette ind.
Nogle børn og unge er så påvirkede af restriktioner og nedlukninger, at de lader frustrationerne gå ud over hinanden i en udskamning, der kan sidestilles med mobning. Vi hører fra børn, der føler sig udstillet af klassekammerater, fordi de har haft corona, eller fordi de tager restriktionerne meget alvorligt. De føler skam, hvis de selv eller nogen i deres nære omgangskreds skal testes og måske er smittet og derfor kan blive skyld i nye hjemsendelser.
Digitale fællesskaber er også under pres
Udskamningen er ét blandt flere tegn på, at børnenes fællesskaber er under pres. Det gælder også digitalt. For selvom de digitale fællesskaber er vigtigere end nogensinde, så kan samværet her være mindre autentisk og mere præget af kontrol og selvpromovering. Det er nemt at komme til at misforstå hinanden og holde hinanden udenfor. Der er børn, som føler, de har mistet venskaber, og for nogen kan den følelse sammenlignes med den sorg, voksne kan opleve under en skilsmisse.
Efter forårets nedlukning var der flere børn og unge, som fortalte, at den eksklusion, de havde oplevet på de sociale medier under nedlukningen, fulgte med ind i klasseværelset, da de vendte tilbage i skole. De følte ikke, at de passede ind i klassen længere.
Derfor er det også afgørende, at alle voksne reagerer hurtigt, hvis de bemærker børn og unge, som ændrer adfærd. Måske bliver de mere opmærksomhedssøgende og udadreagerende eller trækker sig og bliver mere stille og indadvendte. Det kan også være, de lettere bliver vrede eller kede af det og klager over ondt i maven eller hovedet.
Vi opfordrer til, at forældre i højere grad end ellers spørger ind til deres børns trivsel og planer for dagen. Vær ikke skræmt af, at du måske bliver bedt om at gå ud af værelset, hvis din teenager synes, du snager – det er ok. Det betyder mere, end man lige skulle tro, at forældre viser ekstra omsorg og interesse lige nu.
Katastrofenyheder vækker uro og bekymring
Forældrene spiller også en vigtig rolle, når det gælder børn og unges møde med nyhedsbilledet. Mange familier har set flere nyheder, end de plejer, under coronakrisen, og hvis børn har adgang til internettet, er det svært at skærme dem mod nyheder om dødstal og nye mutationer. Nyhederne kan efterlade børn og unge med en uro og bekymring, som de ofte ikke ved, hvad de skal stille op med. Her er der brug for voksne, som tager ansvar og har øje for barnet og dets signaler og spørgsmål.
Det er ikke alle børn, der har voksne, der kan hjælpe med dét. En stor gruppe børn og unge mangler et stærkt bagland til at hjælpe med at håndtere det pres og den usikkerhed, coronakrisen giver. Der vil derfor også være børn og unge, der følelsesmæssigt er i høj risiko for at få det værre, end de havde i forvejen. Dem må vi få alt i verden ikke tabe af syne.
Her spiller skoler, fritidsklubber og foreningsliv en vigtig rolle. Læreren, pædagogen, bibliotekaren og fodboldtræneren ved godt, hvem der også før corona havde det svært, og hvem der derfor kunne have brug for ekstra opmærksomhed lige nu. Det kan betyde alverden for et sårbart barn, at en voksen rækker ud og interesserer sig for, hvordan det har det.
Der er brug for håb
Det er samtidig vigtigt, at vi ikke kun har fokus på udsathed i traditionel forstand, når vi taler om børn og unge, der mistrives på grund af corona. Det er det brede børneliv, der er presset og påvirket lige nu.
Vi har især på det seneste haft mange samtaler med normalt velfungerende børn og unge, som nu er væltet og kæmper med deres trivsel. Allerede inden corona viste en af vores undersøgelser, at mange unge forventede lav livstilfredshed som voksen. Nu er fremtidsudsigterne endnu mere usikre, og vi ved fra mange unge, at det er svært at finde ud af, hvad forventningerne er til dem er lige nu.
Det er os voksne, der har ansvar for at få børn og unge helskindede igennem coronakrisen. Det er afgørende, at de kan mødes i en form for fysiske fællesskaber, og vi skal tage deres tanker og bekymringer alvorligt, også når teenagehjernerne er krøllede og risikovillige.
Selvom vi ikke kan give dem alle de svar og slutdatoer, de higer efter, så kan vi give dem noget ro og håb, hvad enten de støder på katastrofenyheder, oplever ensomhed eller ikke har overskud til at være den gode klassekammerat, de plejer at være. Alene det, at de får sat ord på dét, der er svært, gør en vigtig forskel.
