Børns Vilkår melder sig i folkeafstemningens slutspurt
Med blot fem dage til at danskerne skal stemme om retsforbeholdet, offentliggør Børns Vilkår en film, der anbefaler at sige ja den 3. december. Et ja er klart i børnenes interesse, lyder det fra Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl.
Debatten om folkeafstemningen den 3. december er inde i sin afgørende fase. Nu går Børns Vilkår ind i debatten og anbefaler et ja af hensyn til børns tryghed og trivsel:
“Forbrydelser over grænser kræver samarbejde over grænser. Et ja er den bedste vej til at beskytte og forhindre overgreb på børn og giver politiet de bedste muligheder for at fange bagmændene,” siger direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Børns Vilkår er bl.a. kendt for BørneTelefonen, der sidste år gennemførte knap 36.000 rådgivninger. Knap 1000 af dem handlede om seksuelle overgreb. I de værste sager om seksuelle overgreb bliver overgrebene filmet og distribueret på nettet – på tværs af landegrænser. Derfor er det eneste rigtige for Danmark at være en del af det fælles europæiske politisamarbejde, Europol, mener Børns Vilkår:
“Børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, har følger langt ind i deres voksentilværelse – nogen hele livet. Desværre ser vi, at forbrydelser mod børn nogle gange er organiserede og har rækker over landegrænser. Derfor skal vi bekæmpe kriminalitet ved fælles hjælp. Danske politifolk skal have muligheden for at samarbejde fuldt ud med andre politifolk i Europa. Vi kan ikke være andet bekendt over for børnene,” siger Rasmus Kjeldahl.
Der er modbydelige eksempler på deciderede netværk, hvor medlemmerne opererer i flere lande. I 2014 greb politiet ved en stor aktion ind for at standse en ring af overgrebsmænd, der var bosat i Danmark. En indsats, der var hjulpet på vej af et samarbejde mellem dansk politi og Europol.
Skuespiller fra “Broen” lægger stemme til
Hvis stemmen, der speaker filmen, lyder bekendt, er det ikke helt tilfældigt. Det er nemlig den danske skuespiller Sonja Richter, der bl.a. er kendt fra filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens roman “Kvinden i buret” og senest fra rollen som den kontroversielle Lise Friis Andersen i “Broen III”.
Børns Vilkår glæder sig til at vise filmen og tage debatten. En debat, der – som altid, når vi taler EU – kan være ophedet og vække følelser. Børns Vilkår går ikke normalt ind i den danske EU-debat, men denne gang anbefaler organisationen et ja, da nogle af de love og regler – også kaldet retsakter – vi stemmer om den 3. december har direkte indflydelse for børns trivsel og tryghed:
“Vi er ikke en interesseorganisation, der beskæftiger os med Danmarks forhold til EU. For os handler det om at passe på børnene. Og når vi ser på de retsakter, vi stemmer om, så er det klart i børnenes interesse, at vi siger ja – så enkelt er det,” siger Rasmus Kjeldahl.
Du kan se Børns Vilkårs film på Facebook og YouTube.
For yderligere information, kontakt venligst:
Marianne With Bindslev, Seniorpressekonsulent.
Telefon: 2020 4459. Email: marianne@bornsvilkar.dk