Børns Vilkår søger folkelig opbakning til Slagelse-pigerne
Slagelse Kommune skal ikke kunne smutte fra ansvaret, fordi sager om kommunalt svigt hurtigt forældes. Derfor har Børns Vilkår startet underskriftindsamling til fordel for de fire søstre i Slagelse-sagen, der blev mishandlet og misbrugt i årevis uden kommunen greb ind.
De fire søstre i den såkaldte Slagelse-sag blev udsat for vold og ydmygelser af deres plejefar – to af pigerne blev fra de var helt små groft misbrugt seksuelt. Slagelse kommune overså utallige underretninger og førte ikke tilsyn med plejefamilien, selv om alle advarselsklokker bimlede. Alligevel mener kommunen, at den ikke kan stilles til ansvar, fordi sagen er forældet.
”Hos Børns Vilkår mener vi, at pigerne har krav på oprejsning. Det bør ikke være muligt at lægge det ansvar fra sig ved at henvise til forældelsesfrister,” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, der fortsætter:
”På den baggrund beder vi borgerne om at kæmpe sammen med os for at sikre pigerne fra Slagelse den oprejsning, de fortjener. Derfor har vi lavet en underskriftsindsamling. Systemet skal ikke have lov til at svigte dem igen.”
Børn, der svigtes groft af forældre eller plejefamilier, er dybt afhængige af, at kommunen griber ind og beskytter dem mod yderligere svigt. Sager fra Tønder, Rebild, Esbjerg og nu Slagelse bevidner, at kommunen ind i mellem svigter . Sagen i Slagelse er derfor et væsentligt juridisk pejlemærke for kommunernes ansvar for beskyttelse af børn i den type sager.
”Sagen er principiel på mange måder og kan måske medvirke til at forebygge lignende sager. Men vi må ikke glemme, at for pigerne handler den om at få oprejsning for, at der blev gjort uret mod dem. At kommunen, til trods for at den havde modtaget adskillige underretninger, var medvirkende til at forlænge den umenneskelige behandling. I det lys klæder det ikke Slagelse Kommune og KL, at de har brugt flere penge på advokatomkostninger, end pigerne har krævet i erstatning, ” slutter Rasmus Kjeldahl.
Dommen i Slagelse-sagen afsiges i Østre Landsret den 16. juni.