Debatindlæg: Børn skal have ret til en bisidder i skilsmissesager
Af direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl
Børn, der skal til børnesamtale i Statsforvaltningen, kan føle sig klemt mellem deres forældre og utrygge over at skulle møde systemet. Børnene er indkaldt, fordi deres forældre har en sag om bopæl, samvær eller forældremyndighed efter skilsmissen. Det er vores erfaring, at de ofte er bekymrede for at komme til at såre den ene eller begge forældre, og kan have svært ved at skulle i Statsforvaltningen og fortælle, hvad de ønsker.
For at styrke børneinddragelsen, søsatte Børns Vilkår i samarbejde med Statsforvaltningen og Egmont Fonden i januar 2015 en bisidderordning rettet mod børn i skilsmisse over 7 år, som skulle til samtale i Statsforvaltningen. 155 har allerede nydt godt af ordningen og vi kan se, at en bisidder ved barnets side skaber større tryghed i en svær periode. Barnet har gavn af en neutral voksen, der hverken er forælder eller myndighed, men som alene er der for barnet, kan forberede barnet på børnesamtalen, støtte barnet under samtalen og bagefter samle op på, hvad der er blevet sagt.
Eller som et barn udtrykker det: ”Det bedste ved at have en bisidder er, at man får hjælp til at sige ting og man føler sig ikke alene og det er bare rart at have nogen med sig som støtter en :)”
På baggrund af vores positive erfaringer mener vi, at bisidning bør være en ret for barnet. Der skal gøres op med, at bopælsforælderen skal give samtykke til bisidning, da bopælsforælderen i nogle tilfælde vil have interesse i at barnet får hjælp til at løfte sin stemme. Hvorfor skal en voldelig mor fx have lov til at bestemme, om hendes barn må få en bisidder, der kan hjælpe barnet med at formulere, at han eller hun ønsker at bo mindre hos mor til børnesamtalen? Det er jo dybt paradoksalt og et eksempel på, at hensynet til barnet ikke altid står forrest i lovgivningen.
Desuden mener vi, at børn i konfliktfyldte skilsmisser har brug for et mere fleksibelt samtaleforløb i Statsforvaltningen. Vi kan ikke gå ud fra, at børn ved blot én enkelt samtale viser fuld tillid til en voksen, de aldrig før har mødt og som holder deres skæbne i sine hænder. For nogle børn er det tilstrækkeligt med en samtale, andre har brug for flere for at få sagt det, han eller hun egentlig mener.
Mere fleksibilitet og bedre inddragelse i form af en bisidder er ressourcer godt givet ud: Fra effektstudier af børn i sociale sager ved vi, at inddragelse af børn og unge har positiv betydning for, at barnet kommer godt videre og oplever, at de mestrer eget liv. Børneinddragelse betaler sig altså menneskeligt og økonomisk.
Børn og unge skal hjælpes – støt her!