Debatindlæg: Kære Sophie Løhde
Af Jesper Kurdahl Larsen, Psykiatrifonden, Per Bøge, Kræftens Bekæmpelse, Kristine Halling Kehlet, Rigshospitalets Videnscenter for Patientstøtte, Preben Engelbrekt, Børn, Unge & Sorg, Charlotte Bredahl Jacobsen, Foreningen Danske Patienter, Rasmus Kjeldahl, Børns Vilkår, Henrik Appel, TUBA, Line Dahl Krabsen, Pårørendeforeningen SAVN, Annette Due Madsen, Center for Familieudvikling og Per Larsen, Børnerådet.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 15. september 2015
Tillykke med valget og dit nye hverv som minister!
Vi har sendt et brev til dig og dit ministerium fra alle os. Det har vi, fordi vi som samfund har en blind vinkel i forhold til de tusindvis af børn, der vokser op som børn af eller søskende til misbrugere, kræftsyge, psykisk syge, indsatte eller familie, der på anden vis er ramt af handikap, sygdom og død eller social udsathed.
Fakta er nemlig, at halvdelen af alle børn, der vokser op i en familie, hvor mor eller far har en alvorlig psykisk sygdom, får psykosociale vanskeligheder, som fx ensomhed, senere i livet. De er også plaget af skyld og skam, har ondt i maven og isolerer sig fra kammeraterne. Med andre ord mistrives disse børn i alvorlig grad og er truet i deres velfærd på samme måde som børn, der er direkte udsat for overgreb og svigt. Hvis ikke vi griber forebyggende ind viser forskning, at de er i højrisikogruppe for at udvikle psykiske og sociale problemer, der kan række langt ind i voksenlivet.
Selvfølgelig skal der bruges ressourcer på den syge eller den, der har et misbrug. Men kriser og sygdom rammer hele familier, ikke bare enkeltpersoner. Det er almen praksis nu, fx i sundhedssektoren, at tænke voksne som pårørende ind i handleplanerne og behandlingen. Men vi glemmer børnene.
Det er rigtig fint, at vi i første omgang får de nationale kompetencecentre. Der er behov for mere viden, og der er behov for, at sundhedspersonalet får nogle konkrete værktøjer til at tage barnets perspektiv. Men der er brug for meget mere. Det bør være obligatorisk for det relevante personale at spørge voksne, som indlægges med eller behandles mod alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, eller som indsættes i fængsel, om der er hjemmeboende børn. Man kan starte med at lave en risikovurdering, så man sikrer sig, at man får et billede af børnenes belastningsgrad og at børnene skal indskrives i behandlings- og handleplaner fra starten. Det kræver, at sundhedspersonalet er rustet til at tale med børn om deres behov og inddrage dem i forløbet.
Som det er nu, er sundhedspersonalet ikke tilstrækkeligt uddannet til at tage hånd om børnene. Der skal tales med børnene om fx forælderens sygdom. En 10-årig har ikke begreb om, hvad eksempelvis en depression er, det skal forklares i børnehøjde, at hjernen i en periode er gået i ’stykker’, og mor lige nu kun kan huske de negative tanker. De skal mødes med en tro på, at der er nogen, der tager sig af deres mor og far og at der er andre børn, der har lignende oplevelser. De har, med andre ord, brug for voksne, der er rustet til at tage hånd om deres tanker og situation.
Børn som pårørende er ikke alene et anliggende for sundhedsmyndighederne. Det angår i høj grad også de sociale myndigheder, altså kommunen, idet det i mange tilfælde er kommunen, der skal støtte til børnene, når deres problemer har en social slagside. Derfor er der brug for retningslinjer for, hvordan alle ansvarlige myndigheder inddrages så tidligt som muligt i en sag.
Vi stiller os gerne til rådighed for en uddybning og ser frem til et godt samarbejde om at få børn som pårørende ud af den blinde vinkel. Det fortjener de.