Fælleserklæring fra Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår om rituel omskæring af drenge
Rituel omskæring af små drenge er et indgreb, der er i strid med FN’s Børnekonvention. Det mener Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår, der nu går sammen i en fælles erklæring til fordel for drengenes ret til selv at bestemme.Rituel omskæring bør kun ske, når barnet er modent nok til at give informeret samtykke, siger de tre organisationer, der samtidig opfordrer til dialog og information før eventuelle lovindgreb.
Børnerådet, Red Barnet og Børns Vilkår er imod rituel omskæring af drenge. Der er tale om et indgreb uden medicinsk begrundelse, som man ikke bør udsætte mennesker for uden deres klare accept. Derfor mener de tre børnerettighedsfortalere, at rituel omskæring af drenge ikke bør foretages før det 15. år. Det er den aldersgrænse, man i andre sammenhænge sætter for, hvornår børn kan give informeret samtykke til medicinske indgreb.
I en fælles erklæring udtaler formand for Børnerådet, Per Larsen, generalsekretær i Red Barnet, Mimi Jakobsen, og direktør hos Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl: ”Små drenge bør ikke udsættes for omskæring, sådan som det sker i dag. Der er tale om et indgreb, vi i andre sammenhænge aldrig ville acceptere, hvis der ikke er en klar medicinsk begrundelse. Det er der ikke, når der er tale om rituel omskæring. Derfor henstiller vi kraftigt til, at drenge får mulighed for selv at beslutte sig – og tidligst som 15-årige.”
Omskæring uden medicinsk indikation på et menneske, der ikke er i stand til at give sit samtykke, er en overtrædelse af grundlæggende medicinske og etiske principper, fordi indgrebet er irreversibelt, smertefuldt og kan medføre alvorlige komplikationer. Der er ingen sundhedsmæssige grunde til at omskære drenge i de nordiske lande. Forhold, som hos voksne mænd kan tale for omskæring, har ingen relevans for små børn i Norden. Drengene kan selv tage stilling til indgrebet, når de bliver i stand til at give deres samtykke.
Per Larsen, Mimi Jakobsen og Rasmus Kjeldahl udtaler: ”Omskæring af drengebørn er i strid med FN’s Børnekonventions Artikel 12 om børns ret til at sige deres mening i forhold, der vedrører dem og Artikel 24 stk. 3, som siger, at børn skal beskyttes mod traditionsbundne ritualer, som kan være skadelige for deres helbred. FN’s Menneskerettighedsråd har i 2013 opfordret alle lande til at afskaffe indgreb, som kompromitterer børns integritet og værdighed, og som er skadelige for piger og drenges helbred. Vi ser det som grundlæggende, at forældrerettigheder i denne sammenhæng ikke sættes foran børns ret til kropslig integritet. Barnets bedste skal altid komme i første række, selv om det kan indskrænke voksnes ret til at udøve deres religiøse eller traditionsbundne ritualer.”
Dialog og information før eventuelle lovindgreb
Per Larsen, Mimi Jakobsen og Rasmus Kjeldahl understreger, at de ikke ønsker at kriminalisere religiøse eller kulturelle mindretal, men målet er, at omskæring af små drenge ophører. De tre organisationer ønsker at bidrage til en fremadrettet dialog med alle parter om, hvordan vi kan give drengene fuld indflydelse på, om de vil omskæres. Sådan en proces omfatter naturligvis også oplysning om børns rettigheder og om risici forbundet med det rituelle indgreb til de samfundsgrupper, hvor omskæring er en tradition.
De tre børnerettighedsfortalere tilføjer, at det er særlig vigtigt, at børn og unge også inddrages i dialogen for at sikre, at drengenes eget perspektiv bliver belyst.
Per Larsen, Mimi Jakobsen og Rasmus Kjeldahl udtaler: ”Vi opfordrer myndighederne til at oplyse om børns rettigheder og de sundhedsmæssige risici og konsekvenser ved indgrebet og beder samtidig Folketinget om at tage de initiativer, der er nødvendige for at sikre, at drenge selv kan bestemme, om de vil omskæres. ”
Yderligere oplysninger
- Bodil Liv Holm, presse- og kommunikationskonsulent, Børnerådet, tlf. 3378 3304
- Marie Fensmark, presseansvarlig, Red Barnet, tlf. 4044 8860
- Marianne With Bindslev, presseansvarlig, Børns Vilkår, tlf. 2067 3038