Flere samtaler om digitale krænkelser på BørneTelefonen
En kraftig stigning i antallet af opkald om digitale krænkelser på BørneTelefonen og de mere end 1000 sigtelser for ulovlig billeddeling vidner om et stort behov for oplysning og forebyggelse, mener vicedirektør i Børns Vilkår, Helle Tilburg Johnsen.
I 2017 var der 235 samtaler om digitale seksuelle krænkelser på BørneTelefonen. Antallet af samtaler om emnet er dermed mere end firedoblet siden 2013, hvor der var 50 samtaler.
”Stigningen afspejler, at digitale krænkelser og ulovlig billeddeling er et voksende problem, som vi som samfund har et ansvar for at tage hånd om. At politiet netop har sigtet mere end 1000 unge for ulovlig billeddeling understreger sagens alvor,” siger vicedirektør i Børns Vilkår, Helle Tilburg Johnsen.
Samtalerne vidner om at mange børn og unge, der er kommet til at sende et nøgenbillede til en, de havde tillid til, nu er bange for, hvad der sker med billederne. Nogle oplever at blive presset til at sende flere, og andre ringer og er desperate, fordi screenshots med intime billeder bliver spredt via beskeder og de sociale medier.
”Det at miste kontrollen over noget privat og være til alles rådighed, uden at man selv har valgt det, er en alvorlig krænkelse. Børnene fortæller om isolation og ensomhed, selvmordstanker, skam, skyld og angst.
Vi hjælper børnene med at få det fortalt til forældrene og hjælper med at anmelde det til fx Facebook, så billedet kan blive fjernet. Vi hjælper desuden børnene med at anmelde billeddelingen til politiet,” siger Helle Tilburg Johnsen.
Børns Vilkår arbejder for at forebygge digitale krænkelser, bl.a. gennem oplæg om børns digitale liv til forældre og fagfolk. Men der er brug for at sætte massivt ind over for børnene gennem obligatorisk undervisning i digital dannelse i både grundskolen og på de videregående uddannelser, mener Helle Tilburg Johnsen, der fortsætter:
”Alle børn og unge bør have obligatorisk undervisning i digital dannelse i grundskolen og på de videregående uddannelser. De sociale medier spiller en stor rolle i børnenes liv, og vi bør gøre alt for, at de kender grænserne, både i forhold til hinanden og lovgivningen.”
Samtaler om digitale krænkelser på BørneTelefonen 2013-2017
Seksuel krænkelse, som finder sted på internet eller mobil
2013 2014 2015 2016 2017
Antal 50 72 93 169 235
Andel 4,9% 7,9% 7,3% 12,9% 14,5%