Fremdriftsreformen et tilbageskridt: Ingen tid til frivillighed
Den såkaldte fremdriftsreform truer med at underminere muligheden for en frivillig indsats, mener Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
’Frivillige skal inddrages mere i løsningen af velfærdssamfundets opgaver,’ sagde daværende socialminister Karen Hækkerup (S) – og i øvrigt også landets kommunale chefer. Samtidigt truer den såkaldte fremdriftsreform, der skal få studerende hurtigere gennem studierne, med at underminere muligheden for en frivillig indsats. Det mener direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, der er øverste chef for de 350 frivillige rådgivere, der hver dag året rundt betjener BørneTelefonen.
”Jeg tvivler på, at nogen i regeringen har overvejet den manglende sammenhæng mellem appellen til de frivillige om at yde en indsats. Og den helt parallelle, men modsatrettede effekt, som fremdriftsreformen medfører,” siger Rasmus Kjeldahl, der tilføjer:
”På frivilligområdet er der klart tale om en tilbageskridtsreform, fordi fremdriftsreformen kan gøre det langt sværere og risikofyldt at yde en frivillig indsats under studierne.”
Mange rådgivere på BørneTelefonen studerer psykologi, medicin eller pædagogik og yder 8-12 timer om måneden. De hjælper hver især hundredvis af børn.
”Forsinkelser og udskudte eksaminer vil blive straffet hårdt, og hvis man af hensyn til studieøkonomien også er nødt til at have et mindre studiejob, frygter vi, at mange vil blive tvunget til at opgive den frivillige indsats. Det er ærgerligt for os – men i høj grad også for de studerende. Gennem deres frivillige arbejde får de meget værdifuld viden og erfaring som supplement til studiernes teori. De tilbydes også kvalificerende kurser, som sikrer god rådgivning og fremmer chancen for at få drømmejobbet efter studierne,” slutter Rasmus Kjeldahl.